Verdens undergang ifølge The NimbWits

Bag kulisserne i The NimbWits har vi at gøre med een af Artillery´s ophavsmænd, trommeslageren Carsten Kjær Nielsen, som er gået tilbage til sin musikalske stil som huserede i hans sind før Artillery´s fødsel. Efter EP´en ”To punk or not to be” fra 2014, er The NimbWits for nyligt landet med et full length punkrock album, og der er masser af fed tråd og spas med et glimt i øjet i forhold til musikalsk stil, titel og cover. Velkommen til skiven ”End of the World”.

Det var helt tilbage i 1979-80, at Carsten Kjær Nielsen spillede punk, og nu kan han ikke holde den længere, og er gået all in med 13 numre der løber afsted med påvirkning fra bl.a. Ramones, Sex Pistols, Social Distortion, NOFX, The Exploited, Bad Religion, G.B.H, The Casualties og Teenage Bottlerocket, og med disse påvirkninger kan man næsten gætte sig til, at The NimbWits står for en ordentlig omgang hofteskudt retropunk.

Lige ud af punk-landevejen

Et energisk lilletrommefill starter op i titelnummeret ”End of the World”, og der er allerede godt spark i musikken, og efter et ultrakort vers, kommer omkvædet med et klassisk beskidt mandekor der, ikke overraskende, råber ”End of the World”. De to til tre akkordfornemmelser i riffsene er ikke til at misforstå, og simple enstrengs-guitarmelodier svæver over det rustikke og rå akkompagnement. Ja, det er bare læderjakken på, og lige ud af punk-landevejen.

Sans for god opbygning

”Magenta Rain” starter op med noget der næsten ikke lyder som et riff, men bare lidt larm…hæ…og så kommer der tempo på nummeret med lidt Sex Pistols-stil holdt oppe af lydkrads-intensitet a la Bad Religion og Social Distortion. Pludselig stopper det op, og en Dead Kennedys-agtig solobas dukker op med et riff der ændrer rytmen radikalt. Når guitarerne kommer på henover, rebootes til et mere Metallica-agtigt nummer anno 1983. Nummeret slutter med ultra høje vokaltoner fra gæstesangeren Heidi Lykke Larsen, der hviner i skyerne henover de andre sumpede og stenede punkstemmer der slasker sig afsted. Tja, et ret fedt nummer som er sammensat af lidt af hvert fra punk- og metal-historien, må man sige, med masser af formled og variation. Virkelig et nummer der bare er sindssygt iørefaldende og energisk spillet.

Københavnsang

I fjerde nummer ”Copenhagen City” får vi simpelthen et par toner fra rådhusklokkerene, hvorefter et metalpunk-riff sætter dagsordenen i nummeret. Det er vredt og primitivt, med guitarsolomelodier der kommer og går, og man kan næsten se for sig de første række til en NimbWits-koncert, begynder at hoppe op og ned, med både gamle og unge med slidte læderjakker besat med nitter og andet gejl, som skråler med på det banale omkvæd med lukkede øjne og smil på læberne.

Nogle af numrene overrasker rent stilmæssigt, og i tiende nummer ”10P” hører jeg The Clash og faktisk også D:A:D, hvilket er en vellykket sammensætning, og der er fremdrift så det batter, med både intensitet, og også humor i nummerets direkthed og banalitet.

Der afsluttes med at synge på dansk i det sprælske nummer ”Solen stiger”, og det er ikke en glad sang, for der er vist en guitar der ikke stemmer, og der bliver sunget hidsigt i kor ”Solen stiger op, lønnen den går ned, og den bliver ved og ved”….nummeret tilter i skrig og skrål, og lige inden vi siger farvel til The NinbWits i denne omgang, høres en stemme i et øvelokale; ”Var det så det? Er vi færdige nu? Nå, så lad os gå på værtshus”.

Punk-ånd

I min verden er det en udfordring at høre 13 punknumre i træk, men jeg var ganske underholdt, og fik en masse af gode og musikalske punktricks slasket i hovedet, og masser associationer til halsbrækkende stagediving acts med hanekammen vendt mod gulvet. Der er faktisk ret god punklyd, hverken for pæn eller for skrabet, og den er behagelig nok til, at man kan høre alle numrene i træk.

Titel/tekstmæssigt rammer The NimbWitz temmelig godt forskellige epoker af punken, og der er både sortsyn om verdens undergang, uretfærdige arbejdsgivere og det traditionelle kaos i hjernen. Vokalen i det meste punkmusik skal ose af subkulturens evige oprør mod normaliteterne, og de aldrende musikere i The NimbWits har nok ikke nogle følelser i klemme i forhold til samfundet i dag, men de er gode til at fake det, for de har masser af vrede og oprør i deres spillestil.

Det er ikke alle numrene som har lige meget variation, men alle har rigtig god punkånd og punkenergi, og heltene i genren bliver hyldet på en ordentlig måde, og The NimbWits viser, at man med spillelyst og respekt for genren, sagtens kan holde punken i live i dag.