Efter intense opvarmningsbands, prog metalbandet Rendezvous Point, og det ekstreme tech-core metalband Sphere, var vi klar til aftenens hovednavn Leprous. Med 4 fladskærme med mystisk videokunst var stemningen lagt!
Midnatsmesse for de spedalske
Leprous lagde overraskende ud med nummeret ”Flood” fra det nye album ”The Congregation”, og ikke med et maskingeværsnummer der slog alle i gulvet i første runde. De valgte at starte langsomt op hvor vi lige skulle have en god portion af Einar Solbergs karakteristiske stemme. Solbergs stemme var fed nok, men han var lidt hæs, og det var modigt at starte koncerten med et nummer, hvor vokalen skulle bære nummeret. Men ud fra stemningen var nummeret godt valgt til at starte showet. Folk blev med det samme klar over, at der var styr på lyden, og at man fik leveret sprøde klange både i lav og (mest) høj volumen.
Det 3. nummer der blev spillet var oppe i højt gear. Dette var ”Third Law” som også tidligt på det nye album, giver en spand kul allerede som andet nummer. Det er ikke alle der kan spille en type rytme som denne, helt synkront og med musikalsk overskud på dette niveau. Einars stemme var nu også varmet lidt mere op, og hele Leprous-kapaciteten væltede ud af højtalerne. Lyden var tilpas, ikke for høj og heller ikke for lav, og den var klar og tydelig. Det havde man også brug for efter Rendezvous Point´s tvivlsomme og irriterende lydbillede tidligere på aftenen.
Man kunne sagtens forvente, endda bare glæde sig til, metalsjæleren ”Slave” blev spillet, og nummeret kom også midt inde i sættet. Vokalen er meget krævende i dette nummer, og Solberg havde lidt svært ved at matche udtrykket som man kender fra studieindspilningen. Men det var sgu fedt nok. Mellemspillet, med mere intense rytmer og growl fra Solberg, var ét af koncertens højdepunkter. Med både gode og ekstremt tekniske rytmer, trak trommeslageren Baard Kolstad intensiteten op til helt usædvanlige højder, og så faldt nummeret ellers ned i sjæler-omkvædet igen.
Einars regime
Man skulle tro, at drivkraften bag Solbergs musikalske inspiration, måske stammer fra tilbagevendende mareridt om fremover kun at måtte spille 12 takters blues, det ville forklare en del.
Leprous har en stor effekt på én, og man bliver fanget i deres unikke golde fjeldhelvedes-klange. Man står og vipper lyttende i trance over perfektheden, lige som til en hidsig og eksperimenterende jazz trio på jazzhouse. Eller Kraftwerk med distortion. Fred være med det. Det her er reelt maskeret fussionsjazz, iklædt visse metalklæder – ikke mindst lyder Solberg som den fængslede og forpinte “Manden med Jernmasken”. Solberg er skræmmende dygtig på sine røde Nord keyboards, og han optræder tilmed som om han har et mangeårigt had/kærlighedsforhold til dem….han er i det hele taget skræmmende….
Solberg er også blevet mere bevægelig og opfører sig som en moden performer, som råber til publikum og laver fagter på de helt rigtige tidspunkter mens hans bataljon af trimmede, androgyne musik-androider udstanser millimeterpræcise formled, figurer, riff, rytmer og korstemmer.
Leprous er kompromisløse i deres udtryk og overjordiske musikalske kompetencer. Fra første anslag må man knibe sig i armen; det er så svært det de spiller, at det næsten bliver uvedkommende – en fremmedgørende magtdemonstration der får alle til at give op på forhånd.
Du kan nemlig ikke følge med hele vejen, du snubler over dine egne fødder, midt i den polyrytmiske massakre, som peger i så mange retninger, at man ofte mister stedsansen. Man skulle tro, at drivkraften bag Solbergs musikalske inspiration, måske stammer fra tilbagevendende mareridt om fremover kun at måtte spille 12 takters blues, det ville forklare en del. Når den første forblændelse så aftager og man får justeret sine ører, vokser der heldigvis melodier og harmonisk struktur ud af hver enkelt passage.
Man var urimeligt godt underholdt den første halve time. Med et altopslugende synth-hav som gennemgående blå tråd, vælter en sørgmodig lydbølge henover publikum, der som magtesløse disciple blot tager imod.
Den næste halve time har de stadig næsten ens fulde opmærksomhed, men ens tanker begynder så småt at vandre. Man står lidt og glæder sig “Passing” fra ” Tall Poppy Syndrom”, den kommer helt sikkert. Det ville nemlig give lidt mere kant end de numre man er blevet præsenteret for so far, og give fed afveksling mellem den ny og den gamle sound, samt give lidt variation i vokalen.
For nogle år siden var man næsten sikker på at de spillede ”Passing”, men de har efterhånden så mange numre der fungerer live, at hvert af deres mange up tempo-numre kan spilles som ekstranummer med stor intensitet og slagkraftighed….men det må jo godt være et nummer hvor Solbergs stemme ikke reducerer metaludtrykket.
Talent forpligter
”Leprous spillede ikke ét eneste nummer fra mesterværket ”Tall Poppy Syndrom”. Men det kunne hjælpe maskuliniteten at have noget mere growl og kraftfulde skrig fra Einar Solberg, end alle de høje falsettoner”
Efter en time blegner det desværre lidt i en fortærskning af de samme klangfarver, Solbergs skrigeri, Kolstads autistiske synkope show, Nord-fællesbad og harmonisk forudsigelighed fra de to nyeste plader som i perfektion giver de ‘gamle’ baghjul, men som i anarkisme og friskhed bliver lidt for ferske i længden.
Det er selvfølgelig skyhøjt niveau, men man kan måske savne at Solberg slipper håndtaget, giver hans robotter lov til at lege og begynder at skabe noget på scenen andet end en omtrentlig reproduktion af studielyden.
De bør måske give sig lov til at fyre den af, vælte en forstærker, improvisere en solo og smile lidt mere til publikum. Lidt mere Townsend. Lidt mindre Nord-klange.
Med så meget indiskutabelt talent og mange melodiske prog-metal-numre fra mesterværket ”Tall Poppy Syndrom” og ”Bilateral” at trække på, med flere rolige og intime passager i numrene, ærgrer det, at Leprous kun spillede ”Acquired Taste” og Forced Entry” fra sidstnævnte album, og slet ingen fra Tall Poppy; det kunne ellers have hjulpet maskuliniteten at have noget mere growl og kraftfulde skrig fra Einar Solberg, end alle de høje falsettoner. “Passing” kom aldrig, til gengæld kom ”Forced Entry” til sidst som ekstranummer…og det var ikke fordi at der ikke var gang i den, tværtimod, deres mest banale nummer, ”Forced Entry” fra ”Bilateral” var det nærmeste vi kom rebelsk los-i-bollerne. Man kan sige, at det gamle og mere mainstream prog blev det friske pust. Det tamme blev det vilde, og Leprous blev med de nye numre – trods deres musikekvilibrisme – paradoksalt nok noget stillestående i deres iver efter at stikke i alle retninger. Sofistikerede. Selvrefererende. Selvsving. Det vilde blev det tamme.
Leprous virkede generelt for fokuseret på ikke at lave fejl, og de virkede bange for at bruge nemme løsninger. Som historiefortællere brugte de samme overdådige, men efterhånden forudsigelige effekter, hvilket endte med at punktere en del af dynamikken set gennem hele showet.
De bør måske give sig lov til at fyre den af, vælte en forstærker, improvisere en solo og smile lidt mere til publikum. Lidt mere Townsend. Lidt mindre Nord-klange.
Det ny af det nye
Genre-diskussioner vil altid husere i ny musik, og man kan igen spørge sig selv; hvad er Leprous, og hvor er de på vej hen nu? Det er ikke et prog metal band længere, måske har de aldrig været det? Måske er Leprous skridtet efter skridtet efter numetal, en skizofren klon af modsatrettede udtryk som synth pop og hyperprogressive stakkerede rytmer, som er ved at tage form til et væsen der konstant veksler mellem det gode og det onde i form af falsetvokaltoner vs et psykopatisk metal-akkompagnement. Hvis man ser metal vs pop som en evig forhandling mellem maskuline og feminine kønsudtryk i moderne rytmisk musik, må Leprous afgjort være et meta-gender bender band.
Det er nye tider, det her.
Vurdering
Det aftvinger dog indiskutabelt respekt at de er så vanvittigt genreudfordrende og kompromisløse i deres form og udtryk – der er INTET andet band der tør gøre det de gør, intet band der lyder som de gør, og intet band der kan spille det de tør gøre.
Numrene der blev spillet fejler i sig selv ingenting, og hvert eneste var i sig selv en oplevelse at høre live. Når et nummer var i gang var det, trods Solbergs metaltræthed i stemmen, på et ufatteligt højt live-niveau, og hvert enkelt nummer vil være i ens bevidst længe endnu.
Men sætlisten bød næsten kun på high pitch numre, og det blev for meget i længden. Man gik der fra med små skuffelser, men fik også meget af det man kun kan få live når det er Leprous der spiller.
Koncerten får 4 ud af 5 stjerner.
Coming up….
Inden koncerten fik RockZeit et interview med Leprous, og de havde mange interessante svar på de spørgsmål der blev stillet. Dette kan du glæde dig til i den snart kommende artikel, der indeholder essentielle uddrag fra interviewet.
Opvarmning
Rendezvous Point
Rendezvous Point startede med tunge langsomme guitarriffs, og arbejdede sig langsomt op til hurtige og intense numre i løbet af sættet. Det udviklede sig aldrig til en egentlig stil, og man kunne mest høre Baard Kolstads trommer. Ja, den er god nok. Kolstad fra Leprous spillede nemlig også i dette band, og dertil også Leprous-guitaristen Øystein Landsverk. Så faktisk var der 2/5-dele Leprous på scenen allerede under opvarmningen. Der var ikke så god lyd det bandet spillede, og man kunne mest høre trommesættet med de eksplosive rytmer der tordnede løs. Det var lidt mere et tromme-band hvor de resterende musikere fulgte den udsædvanligt talentfulde grydeklasker. Man kunne ikke rigtig huske nogle riffs og melodier da det var ovre, og man bliver nok nødt til at høre studieindspilninger fra bandet, for at høre idéen med deres stil. I en pladeproduktion kan man jo skrue ned for trommeslageren. Men alt i alt var det ok underholdning, for musikken var i hvert fald meget energisk og bevægelig.
Sphere
Bevægelig rækker ikke til at beskrive bandet Sphere. Dette Tech Core Metal band fyrede den maks af, og der var ikke ét eneste sekund hvor man tvivlede på deres stil. De mest sindssyge maskingevær-riffs blev spillet med attitude, mens Grind-vokalen overfaldt og intimiderede publikum. Vokalisten Marius Strand var en vred herre at se på, og han leverede varen i genren. Desværre var kompagnonen, guitarist og sanger Michael Hebo der sang de mere melodiske fraser, ikke en trænet sanger på nogen måde. Det blev næsten komisk hver gang han tog over. Det gjorde han desværre tit, og man kunne have ønsket at leadvokalen havde taget det hele, og at man så bare måtte undvære begrebet melodi. Bortset fra den malplacerede andenvokal, var Sphere så fedt, at de næsten kunne have stået der som et hovednavn, uden at der manglede noget. Det rykkede simpelthen for vildt!
Resume
Setlist:
Flood
Foe
Third Law
Chronic
Rewind
The Cloak
Acquired Taste
Red
Slave
The Price
Moon
Down
The Valley
Forced Entry
Lineup:
Einar Solberg – lead vokal, keyboards
Tor Oddmund Suhrke – vokal, guitar
Øystein Landsverk – guitar, backing vokal
Simen Daniel Børven – bas
Baard Kolstad – Trommer
Skriv et svar