Nostalgisk pilletrip

Svenske Blues Pills har siden 2011 opbygget en større og større global fanskare ved at holde fast i og raffinere deres effektive revitalisering af halvfjerdsernes psykedeliske hardrock. Kombineret med en flittig koncertaktivitet og et publikumtække med Elin Larsson som det indiskutabelt primære trækplaster, har de år efter år lagt på. Derfor var forventningerne store til deres nyeste udspil “Lady In Gold”. 

Man kan ikke komme udenom alle de mange associationer der vælter frem når man lytter til en Blues Pills plade eller hører dem live. Man ser kalejdoskopiske mønstre og figurer i alle mulige højkulørte og syrede farver, man ser Hendrix for sig man ser Joplin for sig, man hører Deep Purple, man hører en kvindelig Robert Plant, man hører … Blues Pills. Man kan med andre ord ikke fjerne deres inspirationskilder uden at korthuset falder fra hinanden. Så lad os ikke gøre det, man kan blot undre sig over, hvordan et relativt nyt og så træfsikkert band kan ramme en lilla sound, der i den grad klinger af blomsterbørn, kollektiver og røgelsespinde.

Efter en lidt sløj start med titelnummeret og “Boy Preacher”, som bærer præg af rutineret brug af lidt for fladtrådte stier og funktionelle, men ret udramatiske akkordprogressioner, kommer Blues Pills rigtig i gang med “Burned out”, et nummer som giver sig tid til at finde sig selv. “Burned Out” har en god  intens stemning og et godt rytmisk baseret fundament til vokalen. Instrumenternes roller er mere modsatrettede og derved spændingsskabende i deres motiver og figurer, således at der er energi, drive og overraskelser det meste af tiden.

Ak, den kærlighed

“Felt a Change” er et regulært soulpop nummer, lad os ikke narre nogen. Det er et mega banalt hjerte/smerte nummer omhandlende en sentimental smerte indeni som “hun” ikke vil give slip på, da den stammer fra en kærlighed som way back when skabte en forandring for hende; “I carry you still” x 1000 til slut i nummeret, jamen jamen. Men det fungerer i sin simplicitet og Elin Larsson får lov at vise hvad hun kan, frigjort fra distortionguitarer og hard rock trommer. Nummeret ligger på et godt tidspunkt på pladen, for dem af os der stadig hører musik sådan. Modigt at være banal, og cool fordi det lykkes.

“Gone So Long” er endnu en seriøs kærlighedsang med en tekst angiveligt om psykisk eller fysisk overgreb eller smertefulde oplevelser som forfølger “hende”; oplevelser, som “hun” i modsætning til i “Felt A Change” endelig har besluttet sig for at give slip på. Musikalsk er det veludført, medrivende og med gode akkordskift, der giver vokalen mere karakter. Den har en opadgående akkordstruktur som symboliserer optimisme og de intense lilletrommeslag på hver fjerdedel markerer beslutsomhed… Jo, vi tror på at “hun” nok skal komme videre!

Motorrummet

Nu er vi helt inde i motorrummet på pladen og der er omsider tale om et højt omdrejningstal.”Bad Talkers” bringer i den grad glæden tilbage på albummet med bredt poppet kor, velsmurte  oldschool bluesguitarriffs, der er noget gammel Stones over “Bad Talkers” med et drive garneret med noget ung Aretha Franklin.
“You Gotta Try”: tør guitar, tungt slow nummer med klassisk syrerock lyd med masser af stilistisk rumklang og atmosfære og en overraskende kærkommen 3/4 dels optakt til et dobbelttempo omkvæd som sparker r… Det er supercool og her har vi et nummer, som skiller sig ud efter min mening; dejligt på et tidspunkt, hvor jeg ikke var helt sikker, på at de havde mere på programmet, selvom albummet her, midtvejs er ret medrivende.

“Won’t Go Back” er endnu et fint up tempo track, der tager os fra A til B uden dikkedarer. Lidt pastichesgtigt, på et højt plan ganske vist, men uden egentligt budskab, her er det mere et af de numre, hvor musikerne kan få fyret de tricks af som der ikke er plads til i de andre numre.

“Rejection”, er så endnu et-kvinde-sig-nej-vær-stærk-og-rejs-dig-op nummer der fungerer fint på musikside , men mere eller mindre blot føjes til rækken af semirebelske chick-rock numre som ikke rigtig har den Pussy Riot-kant som vel er standarden anno 2016, her er der snarere tale om en blød Alanis Morisette.

På “Elements And Things”får vi lidt “Born To Be Wild” inspiration, og det skal man ikke kimse af; man får fornemmelsen af at tonse udad motorvejen som heavy metal thunder, hvor dynamikken holdes i gang med aggressive trommer og beskedent akkordbrug. Der er tale om et cover nummer oprindeligt af Tony Joe White. Det er lidt monotont som når man blot kører lige ud. Man fornemmer at regnen styrter ned, men at solen vinder til sidst. Nummeret er banalt, men Blues Pills får kreeret nogle ret billedskabende udtryk, og jeg er glad for at Blues Pills her til slut, slipper kvindetemaet lidt og lader elementerne rase, og fedt at de så ikke valgte “Born To Be Wild”.

Den syrede retrolyd

Blues Pills er så ikke de eneste der med held, og på bedste arkæologiske facon, graver sig gennem rockgenrer fra kridttiden, tag blot danske SEA, svenske Graveyard og islandske The Vintage Caravan, som alle har berettiget medvind; man fornemmer næsten en bizar nordisk blues/stoner-renæssance. Der er i hvert fald tale om en musikalsk drivkraft som stinker af ægte kærlighed for halvfjerdser rockgenrer, hvor bandene ikke blot ønsker en hurtig tur i kendis karrusellen.

Man skal derfor acceptere den præmis at Elin Larssons originalitet, vokale kvalitet og særegenhed skal bedømmes på baggrund af en klart defineret rockramme, og at bandet i særdeleshed ligeledes skal vurderes ud fra en forholdsvis snæver rockkontekst.

Vurdering:

Der er meget godt at sige om de ting der bare skal være i orden; “Lady In Gold” er et flot produceret album, musikkerne er dygtige og sammenspillede og ikke mindst Elin Larsson viser at hun har udviklet sig og tør mere. Derudover er de begyndt at få mere soul ind i deres udtryk og dette skaber en god modvægt til syrerocken. På den måde bliver albummet mere komplet  med mere dybde og signalerer modenhed.

Jeg synes dog, at vokalen er lidt for poleret og sminket (?), og hele albummet søger en pop æstetik, som bluesrockens umiddelbare råhed lider lidt for meget under. Spørgsmålet er, om Blues Pills har forsøgt at bygge bro til det hellige popland, nu da de qua deres støt stigende succes kan skimte kysten?

Jeg synes, de burde udfordre sig selv endnu mere og nørde med fornyelse af deres sangskrivningteknik, i hvert fald ikke gå så meget efter de lavt hængende frugter, hvilket jeg synes de gør for meget. Især når de også viser, at de har mere i ærmerne. Men det er mainstream rock, der er  ingen ny evergreen på denne plade, men mindre kan også gøre det. Albummet er ment som en blå pille. Det er, hvad det er, og det er også fedt nok til en god aften. 

Det gode er, at man selv kan få lejlighed til at nyde de nye og de gamle numre, når Blues Pills som en del af deres “Lady In Gold” turné atter gæster Danmark, nærmere betegnet i Pumpehuset den 3. Oktober. Albummet kan fås på alle mulige medier i alskens indpakninger.