Now or Never – II

IØREFALDENDE MED MANGLENDE VARIATION

Det er altid kærkomment, når musikere med stor erfaring fra andre bands slår sig sammen i et forsøg på at bringe alt deres visdom, evner og musiktalenter sammen, til hvad man ofte vil kunne forvente vil være noget stort. Forventningens glæde gøres heller ikke mindre, når det gælder musikere fra relative store bands som Pretty Maids og Nightmare.

Det store spørgsmål er altid, hvad vil de bringe frem her, og det eneste forudsigelige svar er ofte, at det formentlig er noget som enten er lidt eller væsentligt anderledes end fra de bands de kommer fra.

Now Or Never blev dannet tilbage i 2012 af guitaristen guitarist Ricky Marx (ex-Pretty  Maids) og trommeslager Ranzo, hvor de hurtigt fik selskab af vokalisten Jo Amore (ex-Nightmare) og bassisten Kenn Jackson (ex-Pretty  Maids).

I 2014 udgav de deres debutalbum ”Now or Never”, og de er nu tilbage med deres andet studiealbum med det kreative navn ”II”.

ESSET

Jeg har aldrig fået hørt deres debutalbum, hvorfor det er første gang jeg lytter til Now or Never.

Efter flere gennemlytninger har jeg fortsat svært ved at danne mig et fuldendt billede af, hvad jeg egentlig overordnede set synes om det.

Hvad der dog er helt sikkert er, at det store es i bandet er forsanger Jo Amore, hvis vokal alene i sig selv redder flere point hjem i min bog. Hans vokal er en fornem blanding mellem en klassisk David Coverdale og en moderne vrængende stemme som Joey Belladonna (ok – måske lidt overkill at kalde Joey Belladonna for moderne).

Han stjæler overskriften på stort set samtlige 10 nye sange, og en stor del af dem indebærer også nogle ret så fængende vokalmelodier og omkvæd, hvilke er velskrevne og leveret til UG.

LYDBILLEDET

Det ville være nemt for Now or Never at falde til patten og kører den rutinemæssige vej ned af 80- og 90’ernes heavy rock, hvor de med stor sandsynlighed på rutinen ville kunne lave nogle fede album.

I stedet for bærer det overordnede lydbillede positivt præg af ikke at lyde særlig meget som Pretty Maids og Nightmare, hvilket er en kærkommen tilgang, da det virker som om, at de har forsøgt at ramme en mere moderne metallyd anno 2016.

Hvad bedre er, at de i høj grad har valgt at de fleste sange gennemgående er i den hårdere ende af skalaen.

Der forekommer også de et par obligatoriske halve rockballader i ”I’ll be waiting” og ” ’til the end of time”.

Jeg oplever, at det generelt er svært for de fleste bands at skrive helt igennem fængende og medrivende rockballader, og det lykkedes heller ikke for Now or Never, da de i virkeligheden fremstår lidt flade i forhold til hvad det kunne være blevet til.

Jeg vil til enhver tid hellere foretrække de andre mere heavy sange som gennemgående har nogle fede grooves og smækre riffs tilført den uovertrufne vokal fra Jo Amore.

Min oplevelse er, at dette er et album som bliver bedre og bedre at lytte til.

Min største anke er dog, at jeg selv efter flere gennemlytninger har meget svært ved at skelne mellem de forskellige sange, og selvom jeg sidder med en følelse af at albummet fænger hele vejen igennem, er det meget svært at fremhæve nogle sange frem for andre.

Det virker som om, at de har brugt den samme overordnede skabelon til de fleste sange, for især rytmesektionerne og guitarriffsne, hvor jeg godt kunne have tænkt mig at de i højere grad havde satset hele butikken og gået efter at lave noget helt unikt, hvor man fremover ville kunne genkende dem for at være Now or Never, og ikke for at være et band hvis kvaliteter man også kan finde mange andre steder.