Futuristiske fraser fra Mekong Delta

Det altid alternativt tænkende tyske metalband Mekong Delta, har for nyligt udsendt et album som endnu en gang udfordrer metallen, med store udtryk, tekniske finurligheder og et ekstra krydderi-drys i instrumentation. Det er blevet til konceptalbummet med den mystiske titel “Tales of a Future Past”.  

I fortiden

Da bassist Ralph Hubert i 1984 hørte en demo af Metallicas “Fight Fire with Fire“, fik han ideen til lave musik i den kraftfulde thrash genre, men med hyppigere brug af skæve taktarter. Han fik hurtigt samlet medlemmer i den tyske metal-liga og Mekong Delta var født. Siden den selvbetitlede debut i 1987, er det med det nye udspil blevet til 11. albums, som altid lyder en gran eller to anderledes end andre metalbands. Dette gælder også “Tales of a Future Past”.

Metallandskaber

På et sekund er der i “Landscape 1 – Into the Void” skabt cinematisk drama med  ildevarslende keyboard-strings som åbner albummet. Disciplinen holdes, for introet bliver ikke trukket i langdrag. Der er kun lige hvad der skal til for at skabe et lydbillede som associeres med det stemningsfulde pladecover.

Så bliver prog showet skudt i gang i bedste tysk-prog-stil med “Mental Entropy”, med alt hvad man kender bandet for. Der går få sekunder før sangeren Martin Lemar kommer på med sin gennemtrængende og fyldige metalstemme. Nummeret har stor rytmisk kompleksitet, hvilket ikke er overraskende, men der overraskes med en alternativ håndtering af intensitetsniveauerne. I nogle passager nedjusteres basvolumen en smule, og stereobilledet snævres lidt ind. 

Løgnagtige mænd

“A Colony of Liar Men” var teaseren som bandet udsendte et par måneder før albummet kom på gaden. Et fantastisk nummer med inspiration fra 70’ernes Genesis flettet ind i Mekongs rytmisk bevægende prog thrash. Sangen har en utroligt flot story telling, og man savner kun en længere varighed end de 6 minutter og 10 sekunder. En både smuk og dystopisk akustisk guitarfigur klinger til sidst som en ensom sjæl, hvorefter den fades ud. Her i kontekst med de andre numre, giver det endnu mere mening med den flotte afslutning, og på vinylpladen er det slutningen på side 1.

Fire landskaber

På hver af de fire vinylsider, finder man et lydlandskab. “Landscape 2 – Waste Land” er et typisk instrumentalnummer i bandets stil, med masser af catchy riffs og progressive rytmer ledsaget af keyboard-orkesterklange. Dette bryder med vokal-guitar-bas-tromme-boldgaden som man er vant til i thrash metal, og giver nogle mere nuancerede klange på albummet.

Både i musik og i titel er “Mindeater” albummets mest primitive track, som lige skal understrege at Mekong Delta også kan køre relativt simpelt og slagkraftigt, hvor vi kan sidde med en øl og rejse hornene fra sofaen sammen med vennerne. Også sjette nummer “The Hollow Men” går lige på og hårdt, og tordner derud af med dobbelt stortrommer og rasende riffs. Trods nummerets larmende natur, er vokalmelodierne ganske iørefaldende og redder nummeret for at være alt for balstyrisk og larmende (for vi har jo lige fået lydtrykket fra “Mindeater” igennem vores ører). En gennemgående catchy guitarfigur afbryder en gang i mellem rytmen og kører alene i få sekunder. Denne figur afslutter som ventet med et brag af en markering til sidst.

 “Landscape 3 – Inharent” er igen et frisk instrumentalpust med, det altid, høje niveau som er bandets kendetegn. Lydpaletten er stor, og giver plads til smukke iørefaldende orkestermelodier ind i mellem de tunge thrash-riffs. 

Metalteater

Martin LeMar får sin sag for i “When all Hope is Gone” som åbner med dramatisk vokal, hængende over akustisk guitar og synth. Herefter kommer bandet på, og man fornemmer at fløjshandsken er taget af i forhold til udtryk, for guitar-akkorderne er meget mere dissonerende og spændte end på de forrige numre. Lemar får i løbet af nummeret igen rum til store armbevægelser, da rytmerne holder pause og synthklange tager over. Det er rent metal teater dette her. Superfedt nummer, men også lige på grænsen til at blive for tykt. 

Så bliver der taget chancer!

Det er nok første gang at Mekong forsøger sig med et mandolin melorocknummer med titlen “A Farewell to Eternity”. Det er lidt mærkeligt at høre en Mekongsang hvor man forestiller sig lightere/mobillys op i luften til en koncert.

Covernummer…selvfølgelig!

Mekong Delta har altid gjort sig meget i covernumre, men gør det på lidt anden måde end mange rock- og metalbands. Det er tit klassiske og moderne partiturkomponister der bliver hyldet. Denne gang er det “Landscape 4 – Pleasant Ground” som er en sprælsk og humoristisk fortolkning af Isaac Albénez’ “Sevilla“ fra Suite Española, Op. 47. Det er ganske godt arrangeret, dertil overskudsagtigt spillet. Sådan afsluttes den futuristiske metalfantasi, og man kan nok godt se frem til næste udspil fra de tekniske tyskere.

Én til samlingen

Det er altid en fed ting når Mekong Delta udgiver noget nyt, for de gør meget ud af at lyde anderledes. De følger også med tiden, for lyden bliver bedre og bedre på deres plader, og det er en stor del af oplevelsen.

Der er gjort meget ud af hvert nummer, og det bliver ikke kedeligt på noget tidspunkt. Slutningen af albummet er måske lidt for vovet med melo-mandolin-poprocken (eller hvad det er..) i “A Farewell to Eternity”. Det hele er flot, musikalsk og gennemarbejdet. Dog ligger stilen på dette nummer samt arrangementet af Isaac Albénez’ “Sevilla“, et stykke væk fra resten af pladen synes jeg, og den gode spændende stil som er præsenteret i de forrige numre, bliver en smule udvisket til sidst. Disse to sidste numre er gode, bevares, men jeg så dem hellere placeret på en anden plade, og ikke som en del af dette mere dystopiske værk.

Men alt i alt er det forfriskende at have et band som dette, som altid vil være anderledes end de andre, og som altid leverer en enorm sæk fuld af musikalske udtryk i metallens navn. 

Der er få ting som trækker ned i karakter på dette mega fede album, et album som min pladespillerpickup kommer til at ramme mange gange i fremtiden. “Tales of a Future Past” ender på 4,5 prog-stjerner herfra RockZeit.