I USA har det i lang tid været kutyme at mærke musikudgivelser med ”Parental Advisory”, hvilket primært har omhandlet genrer, som Rockzeit blandt andet har en forkærlighed for, og som altid har været i skudlinjen for snæversynede, puritanske smagsdommere.
Vi har altid ment, at det forholder sig modsat. At netop mainstreampoppen kan have en negativ indvirkning på folks kreativitet og refleksionsniveau, og derfor er det glædelig at konstatere, at det danske kulturministerium på baggrund af års musikvidenskabelige, sociologiske og psykologiske studier, har fået indført en mærkningsordning for popmusikken.
Embedsmændene i kulturministeriet har, med hjemmel i de samme paragraffer som påbyder tobaksproducenterne at trykke advarsler på cigaretpakkerne, indført krav om mærkning af den popmusik der forgøgler laveste fællesnævner.
Den nye forordning betyder, at musikudgivelser i popgenren fra og med næste år skal være påført en mærkat der advarer om det underlødige musikalske indhold.
Blandede reaktioner fra politikerne
Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten kalder det i dagens udgave af information for ”elitært smagsdommeri af værste skuffe”, mens tidligere formand for det Radikal Venstre, Margrethe Vestager, er noget venligere stemt over for den nye ordning. Hun udtaler til Politiken at ”Det kan være ganske fornuftigt at guide folket til en rigere musiksmag”.
Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard udtaler, at hun er tilfreds med at det lykkedes DF i 11. time at få fritaget Dansktop fra mærkningskravet.
Ekspertpanel vurderer tvivlstilfælde
Som udgangspunkt vil det være embedsmændene i kulturministeriet der vurderer hvilke kunstnere der er omfattet af mærkningsordningen, men tvivlstilfælde vil blive afgjort af et ekspertpanel bestående af forsanger i Loveshop Jens Unmack, Jazzmusiker Thomas Blackman og sanger og sangskriver Carsten Valentin Jørgensen.
Herunder er nogle tilfældigt udvalgte eksempler på de advarsler, vi snart vil se på popudgivelser. Hverken Rasmus Seebach, Christopher eller Medina har kommenteret på ovenstående, ej heller er de for den sags skyld blevet adspurgt.
Skriv et svar