
En del mennesker havde fundet frem til Gehenna-scenen på Copenhell torsdag kl. 15:30, hvor der allerede var et smil på læberne blandt de fremmødte, for et band som kalder dem selv for Nyredolk, har allerede lagt grund for at det bliver ondt og brutalt med et glimt øjet.
Men in black
En ubehagelig susende tonelyd kørte fra anlægget med små grimme analogknas hist og her. Så kom fem mænd ind med sorte elefanthuer og sort tøj uden at sige noget. De indtog deres instrumenter, kiggede olmt på publikum, gav fuckfingre til dem og begyndte at spille. Så kom for-“sangeren” ind med sort og hvidt tøj, hvid maske, han virker som et sindsforvirret Ku Klux Klan-medlem som var faret vild og endt oppe på scenen. De 6 skikkelser stod og nedstirrede publikum og virkede vrede, omsorgssvigtede og traumatiserede.
Fuck jer
Guitarerne hylede mens fuckfingrene stadig var til stede på scenen. Så starter den fysiske og psykiske terror mod publikum i form af et lydbillede som kun må eksistere i helvede eller på Copenhell. Man kunne ikke høre forskel på lead vokal og basguitar, og Lemmy Kilmister vendte sig i graven af misundelse.
Tre guitarer, ligesom Iron Maiden

Lydbilledet i Nyredolk kan sagtens klares med to medlemmer, en gutarist/sanger og en trommeslager, men de er faktisk 6 medlemmer; tre guitarer (i min verden, to for meget)t, bas, trommer og vokal, og de var her for at ødelægge vores sunde sind og mentale balance. De gjorde deres arbejde særdeles godt skulle jeg hilse og sige, for med fysisk lydvold mod ørerne, og sangtitler som “Død af Omsorgssvigt” “og Tortur for Evigt”, har man lavet en helgardering når der skal skabes ubehag hos publikum.
Performance art
Forsangeren tager fat i guitarist for at rocke lidt sammen med ham, men der bliver ikke rockin’ duet, for guitaristen bliver selvfølgelig pissed og sparker forsangeren. Generelt virkede de oprigtigt omsorgssvigtet, traumatiseret, vanrygtet osv osv, men forhåbentligt var det kun pretend fucked up.
Encore?…UMULIGT!

De tre hvide guitarer som hang om halsen på de sorte mænd, var ikke just luksus-Fendere, og de lød aldeles rædselsfuldt, så jeg havde egentlig regnet den ud……såååå…ja!, Nyredolk smadrede først guitarerne, dernæst trommesættet og væltede forstærkere, alt dette mens folk begyndte at råbe ekstranummer, ekstranummer, hvilket nok er det morsommeste jeg har oplevet på Copenhell nogensinde.
(un)holy shit!
Man kan sige hvad man vil om Nyredolk, men det var godt nok en sindssyg koncert som man nok ikke glemmer foreløbig. Det var ikke nogen musikalsk oplevelse, men det var sgu en oplevelse. Det musikalske håndværk udløser 1 stjerne, hvilket er meget gavmildt, samt 2 stjerner for opfindelse af det helt bizarre og morsomme koncept. Så vi ender på 3 stjerner for de 6 anonyme autonome.
Summary
Artist: Nyredolk
Sted: Gehenna, Copenhell
Tid: Torsdag den 16. juni 2022.