Fates Warning-legenderne John Arch og Jim Matheos tilbage med deres andet album i duoprojektet, kaldet Arch/Matheos. Den stemningsfulde energiske debut “Sympathetic Resonance” var ganske vellykket, og blev modtaget med kyshånd af Fates Warning fans. “Winter Ethereal” er titlen på det nye udspil, som havde release 10. maj via Metal Blade Records.
Oh yes, Jim N´ John are back!
“Vermilion Moons” er første nummer på den længe ventede A/M-skive! Ingen intro – bare direkte på med en retningsbestemt rytmeguitar i højre side af stereobilledet, og dernæst blødes der op med de klassiske Matheos-akkordbrydninger hvilket skaber bred klang, lige før magiske Arch vælter følelser ud af halsen. Der bliver vredet godt i én af rytmeguitarerne, med skarp opdelt højre/venstre i to guitarer, kan man tydeligt høre, at den ene kører med stram lyd og den anden med loose og bendet toner.
Der er ikke slået fliger af melodikvaliteten siden sidst, og jeg tror slet ikke at John Arch vil, og kan synge, hvis der ikke er udtryksfulde og iørefaldende melodilinjer i leadstemmen. Der er konstant en god historie i akkorder og vokal. Og ja, der er meget vokal i Arch-musik, og måske også lidt for hysterisk for nogle lyttere. Men denne gang er det dog lidt mere afdæmpet, end eksempelvis på hans solo-EP ”A Twist Of Fate” fra 2003, hvor det godt kunne blive lidt vildmands-vokal-etude-agtigt i vokalen.
Andet nummer “Wanderlust” har mere teatralskhed i sig, og er lidt mindre cathy-ness i melodilinjerne. Nummeret er ikke nær så flot lavet som første nummer, men der er et godt drive, og gode overraskelser i akkordsammensætninger, som ikke går øret forbi. Vi får et c-stykke båret af typisk nervøse metalakkorder med kløfter af pauser i mellem, hvor man hører blide guitar klange i stereobilledets midtpunkt. Det er stilbevidst, og godt fulgt op på den forrige skives fantastiske stemninger.
Den ensomme mand
”Solitary Man” er tredje nummer, og det er, imponerende nok, helt anderledes end de forgående to. Der er liiige nogle irriterende trommer, som med stemte tammer skal lave en ”trommemelodi”. Det er dog lidt kitschet synes jeg, men det er også det eneste som ikke fungerer. Det er et ret komplekst nummer i alle dets lag af flerstemmighed i vokal, toner i strengeinstrumenterne og fills i trommerne. Der bliver ikke reduceret i materiale mod slut, og det ender så abrupt, at man helt automatisk laver et rytmisk nik med hovedet forgæves ud i luften. Frækt lavet.
Organisk vrede
Hvis du får Dream Theater til at ryge en ordentlig pind, ville de måske også finde på at skrive startriffet i dette nummer ”Wrath of the Universe”, for det lyder sgu som et DT-univers, som er helt galt oven i hovedet. Teksten er også ganske syret;
“The singularity, the day of awakening breaking
The phantoms aware inside you in a parallel universe
A black hole anomaly devouring all left in its wake
For heaven’s sake all shall feel the wrath of the universe”
Sådan starter lyrikken i nummeret, som godt nok er en deranged omgang prog metal, hvilket stikker i mange retninger rent genremæssigt. Efter verset, kommer et riff som er en god blanding af det nye Denner/Sherman, med et touch af Slayer. Pretty neat! Der er masser af spisfindige overgange mellem riffsene, og hold op der sker meget i nummeret, og dertil er det ganske langt.…8:22…!
Altid plads til en ballade
“Tethered” er det blideste nummer på pladen, men godt nok en psykedelisk og obskur af slagsen, og det må have været svært at holde ballade-stilen i dette tonemareridt. Af traditionen i balladen sker der ikke så meget i trommesporet. Til gengæld bliver der taget revanche i næste nummer, ”Straight and Narrow”, som eksploderer i trommefills før de andre instrumenter indtræder, og så kører det ellers i høj fart, som en sulten løve der slippes løs fra sit bur.
Et relativt simpelt nummer hvor der også er plads til lidt heavyriff + lir, er ”Never in Your Hands” som er en semiballade, der dog aldrig falder helt ned i rolig rimfrost, men som bluser op i ustabile uslukkelige flammer. Ganske iørefaldende track, men måske lidt for traditionelt mellemstykke, som hylder gammeldags heavy lidt for meget.
“Kindred Spirits” er ikke den mest unikke titel, men det lyder som dét det er; et oplagt langt og lyrisk landgangsbrød med alle gode heavykneb. Det er en stor slutning, og et krævende nummer for øret, som man kan forvente fra prog-mestrene.
A-team
Alle de top-ambitiøse kompositioner på ”Winter Ethereal” er bragt til live af et talentfuldt musikerhold med bassisterne Joe Dibiase/Joey Vera og trommeslagerne Bobby Jarzombek/Mark Zonder, som er fra Fates Warning-holdet igennem tiden, og dertil trommelegenderne Thomas Lang, Baard Kolstad (Leprous) og Matt Lynch (Cynic). Udover Matheos selv, har de erfarne prog-guitarister Steve Di Giorgio (Death, Testament) og Sean Malone (Cynic) også haft sit præg på dette udspil.
Den musikalske stil på denne udgivelse, er også noget af et stykke ønsketænkning for Fates-kendere, da den både har moderne top notch prog metal a la det nye Fates Warning, og samtidigt har trolddomsmagi over sig, med den ur-Fateswarniniske storpatos-vokal fra John Arch.
Det er ganske usædvanligt at man i dette komplekse musikunivers, meget skarpt kan adskille alle numrene fra hinanden. Både i akkompagnement og vokalmelodier er der stor forskellighed, og Arch arbejder mere med hæshed i stemmen end han plejer, hvilket er med til at gøre det lidt mindre vinende i vild sky end tidligere. Der er stadig lidt hyldest til gammel heavy a la Iron Maiden, og vi slipper ikke helt for standard-passager med ur-heavy-guitar-lir. Men det meste af tiden bliver man ledt et lille stykke væk fra den gængse prog metal og et langt stykke væk fra den gængse heavy metal.
Det er tydeligt at vi har at gøre med kunstnere der har respekt for, at alle numrene skal være så gode som muligt uden at ligne hinanden, og det er netop hvad Arch selv siger om værket;
“Each song is no–tably different from the next, and nothing sounds repetitive. It is not a concept album, but somehow after a full listen from start to finish, there does seem to be continuity between the songs that I can’t describe. At over an hour long, I think the fans will agree that it is a full listening experience.”
”Winter Ethereal” er en sindssyg god plade der er must have for prog-lyttere, og især for Fates Warning og Arch/Matheos-kendere. Albummet får 4,5 stjerner fra RockZeit.
Summary
Artist: Arch/Matheos
Album: Winter Ethereal
Release: 10. maj 2019
Label: Metal Blade Records
Tracklist
1. Vermilion Moons
2. Wanderlust
3. Solitary Man
4. Wrath of the Universe
5. Tethered
6. Straight and Narrow
7. Pitch Black Prism
8. Never in Your Hands
9. Kindred Spirits