Nyt album fra danske Cabal

Det københavnske metalcore band Cabal er en fraktion på 5 metalliske maestros, som forstår at få en helhed ud af deres fælles kunnen. De udgav deres første album i 2018, men de er allerede tilbage i storform med et bidrag til den danske dødsmetal. “Drag Me Down” er titlen på albummet, der rammer gaden hårdt fredag den 3. april. 

Multivokal

Dette ambitiøse metalalbum har en lidt usædvanlig feature, da der i stor stil er hentet gæstesangere fra andre gode metalbands. Det drejer sig om Møl’s Kim Song Sternkopf,  Trivium’s Matt Heafy og Polaris’ Jamie Hails. 

Så bliver der spillet med åbne kort!

Tre sekunders støj og hyl fra elguitarer blusser op i første nummer “Gift Givers”, før et aggressivt akkompagnement springer ud af højtalerne og hurtigt beriges med grotesk growl fra Andreas Paarup.

Det brutalt bevægende nummer har gode variationer, for der er mange skift i rytme, mange stereoeffekter, små pauser på kvarte sekunder… opnået med avanceret studieteknik. De mange tekniske studie-fiffs gør lydbilledet meget bredt, klangfuldt, intenst… næsten smukt… hvis man må bruge det ord i forbindelse med deathcore.   

Titelnummeret…

…skal jo gerne være noget endnu mere specielt end andre numre. Er det så det? Ja, det må man sige. “Drag Me Down” køres med endnu større intensitet, for her er vokalisten Jamie Hails fra det australske band Polaris, med til at udvide vokalspektret. Nummeret er yderst varieret, næsten ovre i progressiv dødsmetal. Det overraskende skift mellem forskellige riffs, de godt komponerede trommerytmer, dertil det store antal formled, udfordrer lytterens intellekt samtidig med der kan headbanges i stor stil.

Sjælebrand

Dette er titlen på femte nummer som det eneste dansklydende. Det er ikke ligefrem en sjæler, men rytmerne er lidt mindre ekstreme. Dertil høres flere lyriske og iørefaldende fraser, end i de foregående numre. 

Ét af de frækkeste temposkift, ever!

Det er altid svært lave et nummer med en original start… hvad skal man finde på? “The Hangman’s Song” begynder med et tungt riff der i langsomt tempo vælter sig frem, men efter få gentagelser af riffet, går det op i tempo, og lander i et vers som er i et hurtigere tempo end startriffet. Den flydende overgang, som man i dén grad kan kalde den, er et ganske genialt påfund som samtidigt lyder formidabelt. Den bliver heldigvis brugt en gang mere inde i nummeret, for der springes til tempo 1, som igen bliver accelereret op, til stor fryd for lytteren.

Frantic finale

Sidste nummer på en plade skal altid overraske lidt. Det sker også her hos Cabal. Sidste track “Demagogue” er endnu et wake up call fra helvede, som uden varsel lukker op for slusen til gnistrende galskab i form af en speed-dødsrytme der prøver at ramme dig så du ikke overlever. Growlen har mange gode nuancer, da den går op i lys hæshed hvor den stadig bevarer den vrede onde story telling. På vigtige højdepunkter i “Demagogue” har vokalen rent faktisk lidt melodi i sig, dertil udført med næsten clean rock-vocal! I helhed er dette sidste nummer noget af en psykotisk afslutning, som sørger for at vi ikke glemmer albummet foreløbigt.

Ambitiøst ad helvedes til

Denne metalproduktion vidner om et hold af engagerede musikere, som har tænkt over hver eneste tone/beat fra første sekund, til sidste sekund af albummet.

Musikken har en international sound, for der er ikke meget “lille dansk øvelokaleklang” over “Drag Me Down”. Det er så insane massivt dette her, at man ser publikum for sig, til en hvilken som helst metalfestival, gå fuldstændig bersærk foran scenen til dette gig.

Det er altid en udfordring at opnå variation i growl-vokal på et helt album, men med 3 gæstesangere fordelt på 3 af numrene, er det lykkedes at gøre vokalbilledet spændende nok til at man kan nyde hele denne dødsmetalplade uden at blive træt af vokalen.

Jeg savner lidt et ultra langsomt, tungt, creepy nummer, som gearer pulsen ned, men får nakkehårene til at rejse sig. Det ville klæde pladen, som hovedsageligt består af hurtig hæsblæsende deathcore.  

“Drag Me Down“ er et album jeg bestemt kommer til at høre igen, for det er ikke hver dag man støder noget så slagkraftigt og æstetisk metal som dette. Det ender da også med 4,5 massive stjerner her fra RockZeit.