Nyt album fra Kataklysm

Canadiske Kataklysm blev dannet i 1991, og har haft en hel del personel-udskiftninger gennem tiden. Det hindrer dem på ingen måde, for nu er de igen klar med et hæsblæsende metalalbum der kan få os op af stolen. Bandet har death metal pumpende rundt i årerne, og de lyder langhåret og tatoveret fra start til slut på det nye vellykkede album. Der er tonsende knald på, og det er derfor ikke uden humor, at titlen er ”Meditations”. Skiven udgives på fredag den 1. juni fra Nuclear Blast.

Are you ready?

Som en rytmeriff-katalysator starter Kataklysm med et insane uptemponummer, og metalfreaks slukker i hvert fald ikke her, for lyden er grusom på en tiltalende måde. Efter en ond stemme har talt nogle dunkle ord, eksploderer dette startnummer med sekstendedele på lilletrommen og morderiske rytmeriffs, og ”Guillotine” vælter som en lavine ned over os. Der er lidt Kreator i akkordprogressionerne, og lidt Meshuggah i rytmeriffsene. Trommerne er næsten urealistisk hurtige og tight, men det er jo moderne death metal, og man har efterhånden vænnet sig til, at sådanne musikere lyder som avancerede robotter der har grebet nogle stakkels instrumenter.

Andet nummer “Outsider” er et typisk andet-nummer. Her er tempoet lavere, og der er spenderet mere på melodikontoen hos guitaristerne, og der er mere luft i rytmerne end lavine-intronummeret. Det er et typisk trick for at få pulsen lidt ned, for igen at kunne bluse op i død og had på resten af skiven.

Der er tænkt over tingene

”In Limbic Resonance” er det sjette track, og der sker en del interessante ting. Det er ret omfattende, i forhold til antal formled, og der er samtidigt en god rød tråd igennem det hele. Nummeret stiger i intensitet, og det afsluttes med et klimaks med et hurtigt og voldsomt akkompagnement, med en Dani Filth-agtig skrigevokal, som sender os fluks i helvede.

Mediterende afslutning?…hmm

”Meditations” byder ikke ligefrem på stille synthflader og luftige perkussionrytmer som skal berolige vores sjæl, men der er da numre der er mere slow i det. ”Archilles Heel” er det sidste nummer på dette veldrejede metalalbum. Nummeret har helt klart hvad et slow death track skal have, især ét der skal afslutte et album. JF Dagnais’ guitar hælder sort tjære ud over os, og Iacono finder ekstra grus i stemmen i sin groundede growl. Jeg fornemmer lidt at Oli Beaudoin slår ekstra hårdt på trommerne, for det er eddermane intenst dette her.

Det sluttes af med harmonisk had, i form af tostemmig melankolsk death-suppe, som fades ned til sidst. Lidt for meget Kreator-inspiration efter min smag, men det er sgu gedigen sangskrivning i genren, og man kan godt se for sig, at bandet har haft tommelfingrene oppe, når dette sidste nummer er kommet på plads, for det er en fed finale.

Uhyre effektivt, men intet nyt

”Meditations” er rendyrket death metal håndværk, men der er ikke tale om et band der har opfundet den dybe tallerken. Der er meget Kreator i de melodiske riffs, og der er også en masse Mille Petrozza i Maurizio Iaconos vokal, og der skulle måske have været lidt mere af ham selv, for han flirter også lidt med Dani Filth, og så ellers en standard ond hæs death growl. Det betyder ikke at det ikke er godt, for det er ganske glimrende growl, som hele vejen igennem albummet er vældig intens og dyb i klangen.

I lyden er der intet nyt, men man føler sig ikke snydt, for hold kæft hvor det er fed old school death metal-knas. Man skal ikke tænke selv, for alt bliver leveret på et skinnende lydsølvfad der fænger hele vejen i gennem, og tilfredsstiller vores søde metaltand.

Kataklysm er et yderst professionelt band, som virkelig kan levere varen. De ønsker ikke at fuckr med dn hjrne med alskens avantgarde-tricks, for de vil bare underholde med en god gang død i underholdningens navn, og det har de gjort. Det skal helt klart belønnes med 4 stjerner her fra RockZeit.