Nyt album fra Mike Tramp

The grand old rock man Mike Tramp har samlet sine nære musikalske venner og lavet et nyt solo album; ”Stray From The Flock” som har release 1. marts. Der er ikke noget nyt i stilen, men som altid er det et typisk Tramp-album fyldt med godt håndværk og med en musikalsk tydelighed som man ikke støder på hver dag.

Stor start

I første nummer ”No End To War” lægges der ud med et karakteristisk mol treklangsbrydningsforløb fra en gennemtrængende akustisk guitar, som hurtigt bliver samlet op af et steady beat med en god narrativ rockguitar på. Lyden finder man hurtigt lækker og sprød, og tempoet til tonematerialet er perfekt med stort P. Tramps både rockede og rolige stemme falder gnidningsfrit oven på akkompagnementet, og han har allerede fanget lytteren. Der bliver gjort meget ud af korte pauser i guitarriffsene, hvor vokalen i halve sekunder kun har bas og trommer i baggrunden, indtil nye akkorder bliver slået an. Det lyder alt sammen som et helt almindeligt poprocknummer…men hov, det bliver ved og ved og har en varighed af overraskende 8 minutter og 35 sekunder, og slutter smukt med akkordbrydningerne fra starten af nummeret. Bingo! Den er hjemme, og nummeret er langt mere end bestået!

Cruisin’

Andet nummer ”Dead End Ride” er et molmelankolsk cruising on the road nummer, hvor man næsten kan mærke vinden suse blidt i håret, og hvor pigerne vinker i vejkanten. Nummeret er lidt greasy, men også godt, for Tramp kan med sit særlige musikalske touch, tillade sig at lave en kliché som denne. Lyden er bred, med en god lys kvindelig backingvokal som svæver venligt i baggrunden, og et par små stemningsløft i akkordprogressionerne. Et fint nok radio-poprock nummer som skal høres i bilen om sommeren, med hovedet halvt ud af sideruden.

Fjerde nummer “You Ain’t Free Anymore” har korte elektroniske lyde i starten, som hurtigt går over i noget der lyder som det mest simple riff Kiss kunne have lavet i 1974. Ha, det er sgu fedt nok. Riffet bliver kørende videre med et mere nutidigt mix med hammondorgel, og de andre lydkrydderier bevirker, at det banale guitarriff får sin ret, og man synes faktisk at det er fedt at det kommer igen.

Die With A Smile On Your Face…

…er tiende og sidste nummer på pladen, og man kan tydeligt høre at Tramp har tilbragt en stor del af sit liv in The states, for det er langt langt væk fra hvordan andre danskere ville lave en softrock ballade. Vi er i country style, spækket med vokallækkerier og bløde instrumentklange, i sådan en grad, at Dolly Parton ville give thumps up. Det er modigt at afslutte en rockplade på denne måde, men det er et ganske iørefaldende og et musikalsk vellykket nummer.

Intet nyt fra vestfronten

Det er tydeligt at høre at vi at gøre med kunstner som har mange år på bagen og har meget erfaring. Man kan da også høre at Tramps hjerte banker for mainstream rocken, for der bliver ikke kørt én eneste omvej i løbet af de 10 numre.

Sangene er meget lineære i opbygning, og der er ikke opbygning til store klimakser…på godt og ondt. Jeg synes heller ikke at der er nogen numre som har hit-potentiale…også på godt og ondt, for det kan også skære i ørerne hvis der bliver disket op med wanna be hits, som måske falder helt til jorden…så fair nok. ”Stray From The Flock” er mere et album som holder sig til helgarderede melodier, akkordprogressioner og rytmer som ikke lægger op til abrupte passager og uventede overraskelser, men med logiske musikalske forløb som har en særlig ro over sig.

Tramp synger utroligt tydeligt, og man kan rent faktisk følge handlingen i teksterne. Hist og her hører man lidt skæve og sjove sætninger som ”A kick in the balls” og ”take a piss”, hvor ens opmærksomhed lige bliver rettet mod lyrikken.

Der er stor respekt for softrockens krævende klangverden, for produktionen er flawless, og der er kælet for lyden i alle hjørner. Mikes musikalske line-up spiller ikke et eneste anslag mere end de skal, og der er god balance i sangene på grund af dette. Stereoeffekten på pladen er også sat godt, og variationen i lydspektret giver sangene en ekstra kvalitet.

Tramp har med sin musikalitet og sit bankende hjerte for soft rock, lavet et godt og nærværende album som hermed får 4 stjerner.