Nyt album fra Steven Wilson

En erfaren herre i den progressive musik, har et nyt soloalbum på vej, som skærer helt ind til benet. Den engelske musiker Steven Wilson kan sættes i forbindelse med mange udgivelser, og viser alsidighed på det kommende album ”To The Bone” som har release den 18. august.  

Steve Wilson er en stor personlighed i den progressive rock. Udover sit solovirke, har han været i et hav af projekter, bl.a. bandleder i Porcupine Tree, musiker og producer på Opeths´s ”Damnation”, fik æren af at blive personligt valgt af Robert Fripp til at remasterere hele King Crimsons katalog i forbindelse deres 4o års jubilæumsserie…bare for at nævne nogle af hans aktiviteter. Så altså, en temmelig uundværlig skikkelse i den progressive musik.

Fantastisk solokunster

På sin private grund kan Wilson boltre sig i alskens musikalske udtryk, og han gør med stort musikalsk overskud og stor kunstnerisk kraft. I første nummer ”To The Bone” høres en mærkværdig elektronisk rytme med broadcast-stemme henover. Der går perkussion i den, og der kommer synth, guitar og harmonika på. Efter disse to introled, kommer Wilsons rolige stemme på, svævende over en simpel perkussionrytme som kort efter leder til en groovy rockrytme, og instrumentation bliver mere og mere fyldig med harmonika og synthklange.

Der er god udvikling i instrumentationen, og bl.a. kommer en kvindelig andenstemme til Wilsons vokal, sunget af Ninet Tayeb, og det hele bliver yderst fyldestgørende, når omkvædet kommer. Nummeret har her virkelig fået godt liv, og så vokser en harmonisk og fåtonig guitar solo frem over et superfedt akkompagnement. Vi får vers og omkvæd efter soloen…men det slutter ikke dér. Ved 4:55 bliver et helt nyt udtryk sat ind i nummeret, og det bliver malerisk og horisontskuende med melankolsk vokal-tostemmighed. Klangligt komplekst nummer, kan man roligt kalde dette vellykket titelnummer.

Mådeholden, men vedholden

Andet nummer ”Nowhere Now” er mindre komplekst og eksperimenterende, og er mere en sing along tune med en lidt happy vibe end først nummer, men akkordprogressionerne kaster dog en skygge af tungsindighed. Nummeret kører med simpel trommerytme som styrer nummeret effektivt og bæredygtigt, og bliver rytmisk ekvilibristisk til sidst..men ikke for meget.

Femte nummer ”Refuge” har lidt Muse over sig i forhold til opbygning, og dertil måden Wilson synger på. Der er også meget dominerende klaver i starten, men i helhed minder det egentlig bare om Steven Wilson, for instrumentationen er mere raffineret, end Muse ville have gjort det. Der er også Pink Floyd inspiration, og i nummerets temmelig lange instrumentale mellemstykke, gives der fuld gas med old school keyboard lyd, og mærkelige syret lyde i bedste ”Animals”-stil.

Fra den ene yderlighed til den anden

I nummeret lige bagefter, sjette nummer ”Permanating”, går der Tears for Fears i den, og en mega stram firser-uptempo-rytme glider der ud af, og Wilson går i falset til den store guldmedalje. Stadig kan man høre inspiration, især i omkvædet, fra andre store bands som Toto og Queen, og det er spændende, at Wilson kan lave en hel ny og frisk stemning ud af de gamle stålfaste virkemidler.

Ottende nummer, med den alternative titel “People Who Eat Darkness”, har en pulserende og intens grundrytme, og får med et mega frækt lift, skabt en association til Queens of the Stone Age, og det er jo heller ikke dårligt få denne type energi ind i billedet.

Apokalyptisk fryd

Det tiende nummer ”Detonation” har elektroniske lyde a la det nyere Depeche Mode, men nummeret som ét hele, er meget mere komplekst i tonesprog og rytmik. Trods titlen, er det ikke et eksplosivt nummer i den forstand, men lidt svævende, med en foruroligende stemning i starten, som overtages af en tight og insisterende rockrytme. Guitaren står for psykotiske interval-melodier og djævelske akkorder som har apokalyptisk natur i sig, og det er helt og holdent et nummer som selv ville få David Bowie til at spidse øre, for det er sgu mesterligt det her!

Oven på de ret underfundige og komplekse forgående numre, bliver der skruet ned for det progressive og det avanceret, for det ellevte og sidste nummer ”Song Of Unborn”, er relativt simpelt. Det vil sige simpelt i den progressive sfære, for når der kommer et korafsnit, er det famne for sindssygt lavet, og ikke helt normalt klingende. Nummeret slutter af med et storladent og lidt sorgmodigt udtryk, og det er som om at albummets spontane rejser til alle musikalske verdenshjørner stilner af og til sidst får kompasnålen til at stå rimelig stille.

Graciøst og pompøst

Dette progressive rockalbum er ikke noget, man lige kan banke sammen som novice i gamet. Det er simpelthen så gennemarbejdet på alle fronter, at man må tage hatten af for alsidigheden, der går hånd i hånd med musikalitet og lydæstetik, og man må sige at musikken byder på lige fra det yndefulde, til det voldsomt ekspressive.

Steven Wilson viser, at han er fuldstændig ajourført med hvordan man bruger elektronisk musik, og hvordan man kan blande det med akustiske instrumenter og få det til at lyde som én klang. Det er ikke for sjov at der er 10 musikere med på albummet, for der skal noget andet til, end udelukkende software-lyde til at skabe en klangpallette på dette niveau.

Voicing i vokalstemmerne er eminente, og det hele sidder lige i kassen. Dog savner jeg variation i Steve Wilsons stemme, for den er meget ufarlig og clean i forhold til den eksperimenterende stil, og der kunne godt være lidt mere rockknas i stemmen en gang i mellem, det ville sætte prikken over i´et. Det er dog i småtingsafdelingen, for man får i hvert fald knas og kras fra de forskellige instrumenter, der virkelig bliver udnyttet på en yderst kunstnerisk måde.