Nyt album fra Next To None

Den 7. Juli udkom andet album fra Next to None…du ved…med Max Portnoy på trommer. Albummet hedder ”Phases”, og er tæt på dobbelt så langt som det forrige. Det betyder bestemt ikke at der er sparet på detaljerne. Tværtimod.

Ambitiøst band

Der er sket meget med bandet siden vi hørte debutalbummet. Guitaristen Ryland Holland blev sidste år skiftet ud med Derrick Schneider. En guitarist som blev anbefalet af ex-Guns N´ Roses-guitaristen Bumblefoot. Thomas Cuce synger stadig meget ungdommeligt, men det er jo faktisk en fed stemme, både i clean voice og growl, og han passer godt ind i det komplekse og voldsomme akkompagnement.

På den 12 numre lange album, starter vi mystisk nok med nummeret med titlen ”13”. Det er et meget kort effektnummer, og vi hører skratten der kastes fra højttaler til højttaler, efterfulgt af stille elklaver-akkorder. Så går andet nummer ”Answer Me” i gang, og det lyder næsten som om at vi er i metalcoregenren, for der er sindssygt knald på med growl og balstyriske guitariffs og rytmer. Men hvis man kender bandet, ved man at der kommer nogle skift til det mere moderate, og det sker da også i omkvædet, hvor Thomas Cuce synger med clean voice. Ligesom man hørte hos Leprous på deres to-tre første albums, har vi her også at gøre med nogle unge fyre, der nok har en god portion diagnoser med i bagagen, for der er store ustyrlige energier der eksploderer i musikken til fryd for fans af progressiv avantgarde metal.

Stor genre-spændevidde

Tredje nummer er sgu noget af en ørehænger, altså omkvædet. Resten af materialet er ret ekstremt, og ja, det er lidt nu-metal-agtigt. Der er også et lille Rage Against The Machine-indslag med lidt rap-lignende talesang. Efter en masse dejlig larm fra de fire første numre, kommer der et roligt klaverintro i femte nummer ”Alone”. Der er få toner i introet, og det efterfølges af et tungt akkompagnementslignende riff med masser af Dream Theater-agtige keyboard-lyde. Det tunge og metalliske forsvinder lidt uventet, og et luftigt, men bevægeligt akkompagnement, træder frem med Cuce´s stemme henover, meget sagte. Efter 3 minutters tid kommer der kraftfuldt metaludtryk, men det glider væk igen til fordel for det stille udtryk som dominerer nummeret. Det ni og et halvt minutter lange nummer byder virkelig på mange fede skift og udtryk. Ja, der er sågar, midt inde i instrumental-mellemstykke, et rock n´ roll-akkordforløb med lidt solo henover, og det gør det ret sprælsk og sjovt.

Skull Island

Det er jo nogle unge drenge vi har med at gøre, så der skal også være plads til det umiddelbare og banale, og bandet nåede lige at se fimen Kong: Skull Island, og så skulle der da skrives en sang om det, og noget af teksten lyder;

He´s king of the island. He´s king of the island. He´s almost God.

 A power tyrant. A power tyrant. He´s almost God

Et ganske fedt nummer, men lidt komisk ide. Man må da også tænke, at en gang når de bliver lidt mere etableret som band, kan de nok selv grine lidt over temaet for dette nummer.

Metal-Chopin

Der er masser af klassisk inspirereret klaver på albummet, og tiende nummer ”Isolation” er ren soloklaverstykker med både klassiske og moderne toner, og det er rigtig godt spillet af Thomas Cuce, som jo ikke kun er forsanger, men også blændende pianist. Det korte nummer fører til det næstsidste ”Denial”. Dette er et ægte Next To None-nummer, der er præget af et genialt omkvæd, som lyder meget som dem, og ikke andre bands. Dernæst er nummeret præget af helt absurd virtuositet, på den fede måde.

Magnum Opus

Som tradition i denne type musik, skal vi have et langt og kompliceret nummer til sidst, og det får vi også i form af ”The Wanderer” som varer 20 minutter. For mange bands er der i dette nummer materiale til et helt album, og det er en god rejse i storladet udtryk og ekvilibristiske instrumental udbrud. Der er mange formled, som alle har gode ting at byde på, og der god energi til holde en rød tråd gennem de mange led. Vi får også et citat fra ”Alone”, det nævnte rock n´roll-forløb kommer nemlig igen. Det er ganske stor afslutning på et i forvejen ambitiøst album.

Vurdering

I dag kan det være overraskende at høre nye bands med ganske unge bandmedlemmer, som virkelig kan mange forskellige ting, både som musikere og sangskrivere. Men jeg vil nok påstå at lige nøjagtigt Next To None, måske ikke er helt normalt og retningsgivende for andre, for det er måske lige lovligt for svært at spille for andre nye bands der skal prøve kræfter af på kun andet album. Man kan ikke lade være med nævne Portnoy-arven, for Max Portnoy har meget musik i årene fra sin far. Men Mike Portnoy har dog aldrig spillet i et band der spiller metal af så ekstrem karakter som Next To None. I denne type musik er der så mange ideer, at man vænner sig til det. Man overgiver sig, og bliver nødt til høre musikken som én stil, og ikke en blanding. Nu-metallen har også hjulpet vore hjerner til at blive modtagelige for mange skift og ekstreme udtryk i et miks med iørefaldende melodier.

På ”Phases” får alle instrumenterne fuld momentum, og det er ikke kedeligt materiale der kommer ud af de respektive instrumenter. Der er også brugt superfede elektroniske lyde, som virkelig smelter godt sammen med alt det andet, og dertil computermanipuleret lyde som optræder engang i mellem, og som skubber musikken i retning af noget ret moderne.

Next To None favner lidt for meget nu-metallen synes jeg. Dette gælder mest, når omkvædet i numrene sættes ind, for i nu-metallen er det typisk at growle og larme sekundet før omkvædet, som så har en clean voice med melankolsk og lidt poppet melodi. Dog er der mange elementer i deres musik som er kompositorisk og musikalsk unikke for bandet, og Next To None er klart et band der har potentiale til at blive et stort navn i den progressive metal.