Danske SEA er èt af de danske bands der kan levere gedigent rock i gammel stil som er brygget med hjertet. De kan deres personlige riffs til bevidstløshed, og deres nye album “The Grip of Time”, viser igen, at det er et band der kan levere vintage rock til UG. Albummet har release på fredag den 12. maj.
En god opstart
Første nummer på dette nye SEA-album, er “Rust”. Et intro med en fantastisk opbygning sætter albummet i gang, og der går næsten 2 minutter før frontmanden Anders Brink begynder at synge. Introet er tæt på at være i den progressive rock, og det er næsten synd at der kommer et par røvbalderytmer når vers og omkvæd kommer på. Men i det store hele er det et vellykket startnummer og der bliver sluttet af med manér, med en væltende slutning med trommefills og kradsende guitarer.
“No Dawn” giver os lidt ekstra oven i det vi ved de kan levere, og i særdeleshed hvad Anders Brinks vokal rummer. Hvis man kender Sabbaths Tony Martin-periode og tør indrømme det, så har man en god ide om hvordan denne heavymetal-ballade serveres. Anders finder virkelig med inderlighed, og knas på vibratoen, dybde frem i udtrykket i de rolige vers, inden hans signatur kvint-fordoblede løvebrøl dominerer omkvædet. De voldtager heller ikke solo passagerne, det hele er gjort afbalanceret, dog stadig på en nonchalant måde – hvilket er deres anden signatur.
Note: faktisk bør Brink dyrke den Coverdale lækkerhed som han har i det dybe leje/mellemlejet, da det efter vores mening er dér at han har noget ekstra. Toppen er ok, men lidt for spids i toptonerne til for mange gentagelser – og ikke markant bedre end andre aktuelle danske vokaler derude. Så vi håber at Anders bliver ved med at udforske sine rammer og de dynamiske muligheder der ligger deri, da primalskriget ikke behøver at fylde så meget som det er aktuelt. Der kommer flere farver på numrene, og de vinder ved flere gennemlytninger, når han sørger for at der også er bløde elementer.
Rough sound
Albummet er en tour de force i vintage heavyrock build-a-song, og de catchy numre står i kø med alle de lækre motiver, breaks og soloer.
“Time will let you know” har glimrende melodier og flot guitarduetmotiver, og en sær, men stemningsfuld outro, udelukkende med trommer med phaser effekt som Jonas Bangstrup virkelig får til at groove. “Shout” har masser af fede shouts fra koret, sprød Geezer Butler bas, og godt guitarlir, temposkift…og alt det der skal til. Nummeret “The Stranger Within” er et stort primalbrøl serveret med knivskarpe hooklines, overbevisende formledsskift og skarprettede riffs.
Generelt er lydbilledet stadig rough og lige på, trods flere musiske finesser – plus lidt stryger og kor her og der – og formentlig har der også været lidt større ressourcer end på debuten. Nogle skridt op ad i raffinement, men afgjort uden at miste den direkte approach og kant, som opstår ved at man er gode nok til bare at spille, uden at rette for meget.
Sjælfuld afslutning
Albummet afsluttes med et simpelt instrumentalnummer “Sea”, faktisk næsten kun guitar, som laver enkelte men stemningsfulde akkordbrydninger og melodilinjer. Man tænker at det kan være et forspil til et langsomt, følelsesbetonet og storladet vintagerock-nummer, men det intro-præget nummer lever sit eget liv, og slutter albummet på en uimponeret og elegant måde. Det er virkelig et behageligt sørgmodigt og sjælfuldt nummer. En enkel akustisk guitar sætter an med akkordbrydninger og en simpel melodi, hvor der 15 sekunder efter kommer en ekstra guitar på og fylder klangen ud og får en tostemmig melodi frem. Efter halvanden minut kommer en guitarstemme på med lidt forstærkning på. Hvis man lytter godt efter, er der et par bækken-bruselyde til at fremhæve et underspillet klimaks i melodilinjen, og der er også en meget stille og beskeden keyboardtone til sidst, som forlænger den sidste guitartone. Det er helt Fates Warning-agtigt fra de gamle skiver i John Arch’s periode. Det er godt set af bandet, at der skulle laves noget anderledes til sidst, for alle de forgående 9 numre har været beatmusik med stort B.
Vurdering
“The Grip of Time” er et gedigent og slagkraftigt vintagerockalbum. Med åbenlyst hyldest til 70´ernes rock og heavy metal som Kiss, Judas Priest, Whitesnake, Deep Purple, kører SEA derud af med 10 nærværende numre, som har god energi og fremført med spilleglæde og god men rå studielyd. Alle instrumenter er holdt utroligt tørt og lækkert på dette vellykkede studiealbum. Alle numrene har en god opbygning med gode hooklines lige dér hvor de skal være. Og albummet bliver sgu bedre og bedre, jo flere gange man lytter til det. Dog er ordene fra pressemeddelelsen “The most anticipated rock album from Denmark in years” måske for meget for albummet at leve op til, da vi i DK har gode udspil fra store bands som Dizzy og Sort Sol og i den hårde afdeling forbigås bands som anmelderroste Solbrud og Huldre. Vi må heller ikke glemme Franklin Zoo, LUCER, CHILDRENN, Denner/Shermann og Artillery. Guddommelig Galskab, ORM og Hatesphere.
Det førnævnte nummer “Sea” kører for det meste i ørevenlige harmonier, men en gang i mellem optræder der enkelte dissonanser der giver nummeret kant. Det havde været perfekt, hvis alle de helstøbte og velsmurte numre havde haft elementer som bed i ørerne af og til; med lidt udfordringer til øret, så ville vi være helt oppe på skalaen. Men det er så tæt ved som man overhovedet kan komme, når man “nøjes” med at presse velkendte rammer indefra uden helt at bryde dem.
Men ok; SEA er et ret vigtigt band, for hvis man har lyst til at høre gedigen uforfalsket rock i traditionel men spillevende stil som skal sidde i kassen, både på album og live, så er de umulige at komme udenom. ”The Grip of Time” vidner om musikere der har stilen i blodet, og bare ikke kan slippe den. De kan deres håndværk og har masser af talent til noget ekstra. Indtil videre bliver det dog ved den rigtig gode plade, men man sidder roligt tilbage i lænestolen og venter på, at de en dag får lavet nummeret – eller pladen. Det skal nok komme.
Her på RockZeit glæder vi os til at opleve SEA live på Nordic Noise Festival 2017, 13. maj, dagen efter albummets release, og vi anbefaler kraftigt, at man møder til dette væld af fede nordiske bands som trykker den af den 12. og 13. maj.
Sjælfuldt vintage rock
Artist: Sea
Album: The Grip of Time
Release: 12. maj 2017
Label: Mighty Music/Target Group
Line-Up:
Anders Brink: Vocals + Guitar
Anders Kargaard: Guitar
Maico Thyge: Bass
Jonas Bangstrup: Drums
Tracklist:
1. Rust
2. Once We Were Dead
3. Time Will Let You Know
4. Shout
5. No Dawn
6. Back To The Ground
7. Sing For Your Right
8. Dust Will Fall
9. The Stranger Within
10. Sea