Nyt album fra Sepultura: Machine Messiah

Den 13. januar udgiver det brasilianske band Sepultura deres 14. album “Machine Messiah”. Det er et gennemarbejdet album, hvor der er god forskel på numrene, og hvor der er masser af overraskelser i musikken. Det er et fedt fedt værk i den alternative metal, og albummet kommer nok ikke til at skuffe Sepultura-fans.

Vi starter i den rolige lejr…

Det første nummer er titelnummeret ”Machine Messiah”, og det er catchy med det samme. Det har et stemningsfuldt intro med fede velklingende akkorder og clean voice i et relativt dybt leje. Når resten af bandet kommer på, er det stadig meget stille og roligt, og nummeret har mere rockfeeling end metal-energi, men man kan godt fornemme at det nok vil udvikle sig i en anden retning. Tonesproget er meget dystert, og det opbygger frem mod noget mere øreskærende, …og ganske rigtigt, ved 2:55 kan den bløde vokalklang ikke fortsætte længere, og der kommer smertelig og ond sangstemme henover akkompagnementet. Det er godt tænkt, at det kun er vokalen der ændres markant, for bandet spiller videre på samme rolige måde som i starten af nummeret. Bassen har fede figurer som kører uproblematisk og med blød og fyldig lyd.

…så går det løs!

Allerede det efterfølgende ”I Am the Enemy”, er et uptempo-nummer, og man føler sig godt hjemme i Sepultura-verdenen, for bandet kan bare det dér med thrash metal, som er tiltalende og intelligent komponeret.

Tredje nummer ”Phantom Self” starter med latinamerikansk inspireret rytmer, og det svinger for fedt. Så kommer der guitar og lidt synth-strygere på, og så bliver musikken ond! Men hov, strygerne bliver sgu en del af klangbilledet, og de har vigtige motiver der kommer igen, og holder sammen på nummeret. Der udvikles en krig mellem violin og guitar, og nummeret slutter i et virak af call/respons mellem de to lyde. Det er et eksempel på, at metal-mennesker virkelig kan jonglere med tonsvis af æstetik, og få musik ud af det. Det er bare topprofessionelt det her!

…Ohh yes; et instrumentalnummer

På denne skive virker det som om, at Sepultura bare kan ryste fedt materiale ud af ærmet, og da albummet havde kørt nogle få minutter, krydsede jeg fingre for at der ville komme et instrumentalnummer. Det får vi heldigvis med det femte nummer ”Iceberg Dances”. Det er ikke bare lavet for at lave det, for det er et nummer som, i min verden, er langt over middel. Som titlen antyder, er der sprælske dansende rytmer der skyder frem af højttalerne. Melodimaterialet er eminent, og de virtuose indslag er hverken for lidt eller for meget. Det kører bare derud af.

”Resistant Parasites” har stenet nok en feeling lidt a la Dream Theaters ”Home” over sig, med den harmoniske mol-skala, og den orientalske lyd, men her bare mere the thrash way!

Der er også plads til lidt old school metal, og eksempelvis lyder ottende nummer “Silent Violence” meget som Destruction, og nummeret efter “Vandels Nest” minder meget om Slayer.

…og der tjekkes ud med manér….

Det sidste nummer skal være noget specielt, og allerede titlen ”Cyber God” er lidt sej. Der er god dommedagsstemning, og der er god musikalsk energi. Der veksles mellem clean voice og growl, og det fungerer fint. Vi får også en ordentlig gang maskingevær-rytmeguitar, og det er jo altid et hit. Der kommer en mega fed guitarsolo til sidst, og sjovt nok fader nummeret ud her, men det er blæret nok at have fedt materiale, også selv i et fade. Ret fed slutning egentlig, og man kan nok roligt glæde sig til næste skive med Sepultura.

Èn til samlingen

For vinylmennesker, er ”Machine Messiah” klart en skive der giver mening at have stående i samlingen, for det er virkelig en metalplade der byder på en masse fede ting, og den taber ikke pusten på noget tidspunkt. Dog er der som nævnt plads til nogle kliché-riffs i nogle af de sidste numre, men der bliver ikke brugt så meget energi på denne type riffs på resten af pladen. For det meste er materialet ret så opfindsomt.

Lydproduktionen er glimrende, og der opnås en dejlig sprød og fyldig metallyd, som både har klang og knas på samme tid. Det lader til at rækkefølgen af numrene er nøje overvejet, og der er en god balance mellem langsomt og hurtigt tempi fra nummer til nummer. Der er også god variation i vokalen, men den stille bløde stemme som Derrick Green leverer, er måske ikke så inspirerende. Det lyder bare federe, når han fyrer sin hæse metalstemme af. Det er hans niche, og det er dér at han er bedst.

Guitarlyden er ren guf, og den er lige god når den er clean, som når den er distorted, og akkorderne er bare så fedt sat, at det hele går rent ind. Rytmerne,  både fra trommesæt og perkussion-instrumenter, er fantastisk gennemtrængende, og alle rytmer på pladen svinger generelt superfedt. Eloy Casagrande som sidder bag trommesættet, laver til tider meget voldsomt tekniske og hurtige fifs, men materialet giver rigtig god mening, når han folder sig ud.

Sepultura er dannet helt tilbage i 1984, og man kan godt fornemme, at det er folk som ved hvad de laver. De har haft øret med i alle kroge og hjørner under konstruktion af dette metalværk, og “Machine Messiah” er bare en fed fed skive.