Nyt band fra Aarhus: Felix Everblue

Den utrættelige musikby Aarhus, har atter givet musikalsk afkast, i form af en energisk pop/rock-kvintet der skriver ærlige sange med inspiration i 70’er- og 80’er rock. Midt i december udgav bandet en EP med 3 numre, og RockZeit har startet det nye år op med at lytte til det lille jyske rockværk. Felix Everblue har fundet inspiration i John Mayer, Aerosmith, Eric Clapton, Kansas og mange andre, som tydeligt høres på denne debut EP som bærer titlen ”Wonders of Paradise”

Slow hand

”Better Man” er første nummer på EP´en, som starter op med to bløde akkorder over et roligt beat i et langsomt tempo. Der er god melodi i både vers og omkvæd, og vokalisten Matias gør en del ud af at få et ordentligt udtryk ud af de simple fraser. Det fungerer godt, og det virker nærværende. Efter 2 minutter skiftes der til en fortællerstemme, som giver vokalen en variation til noget mere statisk og tørt. Herefter kommer der en ægte Clapton solo, som med autentisk slow hand, svæver uforstyrret henover det rolige akkompagnement. Soloen dirigerer musikken op i et klimaks der er mere rocket, og her falder det selvfølgelig ned i det rolige melankolske pop, som var udgangspunktet, inden nummeret sluttes af.

Flere formled og mere drama

Felix Everblue har også lyttet meget til Kansas, Creedence Clearwater Revival og Pink Floyd, og længden af andet nummer ”Conditional Love” afspejler sig i disse bands. Med 8 minutter og 11 sekunder er der masser tid til at få alskens pop og rock udtryk blandet, og få alt materialet sendt ud i luften med gode dynamiske udsving og dramatiske højdepunkter. Der er gode detaljer, hverken for mange eller for få, hverken for indviklet eller for progressivt, og det er godt balanceret så det ikke går ud af 70’er og 80’er rockens stil.

Tredje og sidste track er titelnummeret ”Wonders of Paradise”, og denne ballade får EP´en til at tone stille ud med god melankoli. Der er ganske meget Pink Floyd i akkompagnementet, tilsat en American southern rock i vokalen.

Kort og godt

”Wonders of Paradise” har en varighed 16:30, som er nok til at give et indtryk af bandets stil og musikalitet. EP´en er godt bygget op med kort-langt-kort som sætter klimaks de rigtige steder, og får pulsen ned på en gnidningsfri måde. Lydkvaliteten er ikke den mest fantastiske, og der kunne godt have været lidt varmere klang i, nu da vi har med poprock at gøre. Her skal det gerne lyde lækkert og behageligt, men kvaliteten er da bestået.

Felix Everblue er ikke super trænede musikere, men de er gode til at holde sig nogenlunde til hvad de kan. Vokalen er altid meget udstillet i denne type musik, og hver tone høres tydeligt af lytteren. Matias kaster sig ud i meget, og det meste lykkes, men der er nogle fraser hist og her som er lidt for svære, og de lyder lidt forceret og usikre, men i helhed er det en god EP, og Felix Everblue skal bare blive ved, så vi kan få sparket nyt liv i det gode gamle britiske og amerikanske pop/rock.

”Wonders of Paradise” fortjener 3,5 stjerner her fra RockZeit.