Den metalliske folkemusik i Huldre så sin ende her i 2019, men der er igen noget nordisk folk metal på vej til vores metalhjerter. ÆTTIR er et helt nyt dansk metal band dannet i 2018 af Huldre-sangerinden Nanna Barslev og har Huldre-guitaristen Lasse Olufson med på strengene og sangskrivningsposten. Legenden Flemming Rasmussen er manden i producer-stolen, og EP’en har release tirsdag den 26. november.
Naturdigtning
Navnet Ættir har mange betydninger og henviser blandt andet til slægter, årstiderne og solens gang på himlen. Alt sammen noget, som ligger naturens og jordens folk på sinde.
Første nummer hedder intet mindre end “Gravfærd”, som både med titel og musik sætter en speciel stemning. En ensom cellotone fades op, og en kvindestemme i den karakteristiske joikensang lyser op inden et melodisk doom riff dukker op, for igen at falde ned i en beatløs holdeplads med cello og pizzicato-guitar. Hvert instrument har en god historie at fortælle, og selvom bandets funktion er, at akkompagnere vokalen, er det en nydelse at lytte til det instrumentale.
Tilhængere af Candlemass vil elske slutningen på dette nummer, for der er meget story telling i musikken, og doom udtrykket får et ekstra skub mod enden, men her i Ættirs musik er doomtyngden mere lyrisk og luftigt i klang og man fornemmer træerne og vinden omkring een.
I andet nummer “Sidste Jagt” kører et klassisk heavy riff i Iron Maiden-stil. Lasse Olufson kører det ganske smidigt og metallisk i gallagungrytme som i 80’ernes NWOBHM, og nummeret får sit eget liv med den skønne kvindevokal i toppen. Der er ikke så meget variation som i det første nummer, men Nanna Barslev har gode fraser som holder fast i riffsene og binder nummeret sammen til en gedigent folk-metal hymne. Lyrikken følger musikken med mystiske og stemningsfulde sætninger;
Vent til høsten bliver til vinter
vent til mørket
falder fanger ind
blade visner, træerne sortner.
Svirrende pil i hjertet jager
sidste jagt og kald.
Når pladen vendes
Side 2 starter med “Stilnet Vind” som med en clean guitar med akkordbrydninger i Metallica-stil, lægger sig som dis i skovbunden. Henover kommer vokalen stille ind og dvæler lidt indtil celloen overtager melodien. Rytmen kommer på og det bygger langsomt og roligt op til en metallisk tunghed i akkompagnementet, som på en ganske catchy måde understøtter en flot vokal. I mellemspillet er det celloen som spiller en metalfigur i pianissimo, og det er godt nok sjældent at man hører sådan et riff på en cello. Det fungerer rigtig godt, og det er som om at vi hører klassisk metal, hvor celloen er en erstatning for en guitar. Nummeret sluttes af med introakkorderne plus en luftigt vokal, som går ned i tempo og det sluttes med en uafsluttet hængende guitartone.
I sidste nummer “Mørkedans” høres en tostemmig vokalpassage med lidt alternative vokallyde ind i mellem. Det rolige nummer udvikles langsomt med simple guitarriffs og rolige cellotoner. Henrik Glass er på arbejde i dette nummer, og der er god variation i trommerne. Rytmen blusser op i speed metal, og der growles i et kort øjeblik, hvorefter det falder ned i rolige klange med en stille lilletrommemarch. Nummeret reduceres herefter i fylde og intensitet, og falder som en solnedgang og sluttes med en ensom guitarhyletone.
Stilbevidsthed
Ættir tager os på en mental rejse langt væk fra hverdagen og ud i naturens mystik og magi. Den billedskabende musik er en befrielse, sammenlignet med den store genreskizofreni som mange bands lukker op for nu til dags. Det er også fedt, men der er også brug for bands som Ættir, der fokuserer på enkelte stemninger i vokal og instrumenter og med jerngreb fastholder deres enkelte stil.
EP’en er et lovende udspil fra et band som allerede har fundet sig selv, og fansene kan nok roligt regne med at deres musik fremover bevarer denne specielle stil og stemning.
Lydkvaliteten i værket er temmelig god; den er rå og ærlig. Jeg kunne savne mere rund klang i trommerne, men i blanding med resten af lydene, er lyden god nok. Stereoeffekterne er eminente og er med til at gøre lydbilledet dejligt bevægeligt og levende.
Ættir har en ganske unik stil, en stil som er vigtig for dansk metal. Vi ser frem til mere fra bandet, og glæder os til et fuldt album næste gang. I denne omgang sættes 4 lysende stjerner på Ættirs nattehimmel her fra RockZeit.
Husk releasekoncerten tirsdag den 26. november på ALICE, Nørre Allé 7 2200 København V. Koncerten starter kl. 20.00.
Summary
Band: ÆTTIR
Debut EP
Release: tirsdag den 26. november
Tracklist:
- Gravfærd
- Sidste Jagt
- Stilnet Vind
- Mørkedans
Bandmedlemmer:
Nanna Barslev: Vokal
Lasse Olufson: guitar
Tor Petterson: bas
Veronika Kroel Voetmann: cello
Henrik Glass: Trommer