Fuldt album fra The Petulant

Endnu en gruppe af danske musikere har fundet sammen for at skabe gammel vin på nye flasker i metallens navn, og et par år efter deres debut EP, er de nu klar med et fuldt album. Ubehøvlet og med hidsigt temperament, kaster The Petulant aggressivt thrash metal i hovedet på os fra deres debut album Dictum. Skiven udkommer i morgen fredag den 25. august fra Mighty Music, og med international sound, giver danskerdrengene den max gas og kommer helt ud af højtalerne.

Bay Area

Exodus, Testament, Death, Carcass and Marduk er nogle af de bands som The Petulant identificerer sig med, og det er tydeligt i deres udtryk, både i forhold til akkompagnement og vokal. Ja, det kan ikke undgås at blive til death thrash, og det er også den betegnelse som bandet bruger om dem selv.

I første nummer ”Toying With The Infinite” går de lige på og hårdt, og jeg hører med det samme stiltræk fra Death og Testament som varmer mit nostalgiske metalhjerte, for det her er lidt en hybrid mellem disse bands. Oveerfedt! Ja, og lyden er der sgu også; dejlig krydret og bred og fyldig, og den kommer ud i alle hjørner af stuen når man først har drejet den rigtige vej på volumeknappen, og som thrash-freak glæder jeg mig allerede til at suge hvert nummer til mig den næste lille times tid.

Double Chuck

Det er ikke progressivt i den forstand, men det er temmelig varieret med alle de bedste virkemidler i genren. Vokalen er godt sammenbidt med vrede og smerte i stemme, og klangen sidder lige i kassen henover det fyldige akkompagnement, og forsanger og bassist Asbjørn Steffensen har både Chuck Billy og Chuck Schuldiner i blodet…tilsat lidt Ihsanh- og også lidt Tom G. Warrior-klang, som gør det ekstra dystopisk og skånselsløst.

Andet nummer ”Ulterior Doctrines” fortsætter med uformindsket energi og kompositorisk originalitet, og man jubler over den åbenlyse firser-thrash-DNA som bandet besidder. Guitarsoloafsnittet er også noget der står helt i vinkel i forhold til genren, og det er en befrielse at høre klassiske soloræs der ikke prøver at være fremtidsskuende og banebrydende, men bare simpelt og in your face! Efter soloen slipper bassen fri fra guitarerne og blotter sig med den perfekte metalbaslyd, og Steffensen kan spille lige så intenst på tordeninstrumentet, som han kan vælte knas og kras ud af halsen.

Energi med synergi

The Petulant gør meget ud af, at den metalliske energi skal fortsætte nådesløst fra start til slut, og der er ikke en eneste tone der er ikke er sat med æstetisk omhu, og det er sjældent man i vintage thrash hører så høj kvalitet. Alle guitar-riffs spillet af Mads Bertram og Kræn Meier sidder lige i skabet i genren, og det er virkelig guitarister som har fundet det. de er gode til at spille, og det er svært at få armene ned som lytter, når det ene fede riff overtager det andet, med overbevisende musikalitet. Bag gryderne sidder Lukas Meier, og han har i dén grad også styr på tonserytmer og virile hvirvelvinde af fills, som smelter godt sammen med det energiske tonemateriale der konstant omgiver ham.

Femte nummer “Cadaverous Carnival” starter med et foruroligende lydbillede af bombefly og orkestermusiksamples, der hurtigt går over i en stille guitarintro som sætter en god stemning, lige før det hele går løs. Nummeret drøner derudaf i en tyk suppe af powerakkorder, skalaer og akkordbrydninger der næsten konstant slynges rundt i luften, men ender efter 4:30 i en stille dal, hvor en sprød akustisk guitar får solomomentum og skaber en kortvarig ro… før lydmursenergien slippes løs igen. Det rolige guitarspil kommer også i slutningen, og nummeret har virkelig en god vekslen mellem det bløde Master of Puppets-agtige guitarakustik og det øreskærende “Spiritual Healing”- agtige dødsmetal.

Petulant patos

Som mange metalbands i gamle dage kunne finde på, starter sidste ”The Nation” nummer med nogle clean guitartoner, med melankolsk udtryk…og så kommer der en tung rytme der bærer et tungt orientalsk klingende guitarriff. Det er ikke den mest opfindsomme melodi på albummet, men den er iørefaldende og holder nummeret ret godt sammen, og nummerets stemning signalerer ret godt, at vi er nået albummets afslutning. Ja, der er endda en ”narrator”- stemme henover en skinger guitarstemme, fulgt op med dobbeltpedalrytme, og det minder meget om ”Heros Grief” fra Mekong Deltas debutalbum fra 1987, men det lykkes dog ikke lige så godt som dette, men The Petulant får da afsluttet the old school way, og kommer ret godt i mål på dette vintage-album.

En skive der er kommet for at blive

Dictum er en gavebod til dem der vil have udvidet thrashkataloget med nye effektive numre med alle de gode gamle tricks. Selvom det er tydeligt, at The Petulant ikke har opfundet så meget nyt,  er det simpelthen en ren fryd at de kan holde gamle udtryk ved lige. Det er virkelig nogle serøse musikere der kører stilen for hårdt, for hver en tone og slag er kritisk vendt og drejet, og energien bliver vedligeholdt hele vejen gennem skiven. Titlerne passer også godt ind i genren, og de er temmelig slagkraftige i ordvalg, og har også et gran humor som hører med til stilen, eksempelvis titlen ”Cadaverous Carnival”.

Dictum er bestemt værdig at have i pladesmalingen sammen med de helt store thrashnavne, og det er nok også noget der kommer til at rykke live, og alle metalheads burde valfarte til Inferno den 1. september på H.C. Ørsteds Vej 63, Stuen, hvor The Petulant har album-release-koncert.