Nyt fra Panda Cash

PANDA CASH er med deres EP “Heatseeker” ikke ligefrem visionær rockmusik, men snarere bagudskuende poppet rockpunk, som forener det rå med det søde. Under den banale cocktail, bobler det dog med ideer og langsomt bryder gode melodiske temaer frem som vækster gennem asfalten. 

Småkage! Panda Cash starter i “Pissed Lover” med brask og bram med en rå og uspoleret punket rock attitude, med alle instrumenter på et og resten af nummeret ser de sig ikke tilbage. Versene er sunget in-your-face og påtrængende, og det er nærmest en statement, at det ikke klinger rent. Det hele er leveret pænt fresh. Det kan være svært at spille skrabet uden at det bliver for simpelt, men pandaerne balancerer lydbilledet, form og harmonik fint, og nummeret bliver aldrig kedeligt. Der er en rød tråd og en indre logik, så man bliver ikke irriteret over deres lidt slaskede løsninger undervejs, og selvom jeg lige skulle vende mig til guitarmotivet som er “viklet” lidt højt og forstyrrende rundt om melodistemmen i omkvædet, så er det nu – efter nogen gennemlytninger – blevet den feature i nummeret, jeg bedst kan lide.

Rod på godt og ondt

Objektivt set er det noget lyd-rod. Koret rumler urent som hooligans der forsøger at synge et Clash nummer, og Mads Mundts vokal i front er alt andet end skarp, ren eller trænet. Produktionen er skrabet og nivelleret med venstre hånd. Man kan dog høre, at deres diy tilgang virkelig skal tages alvorligt, og det er sådan set også grunden til, at man accepterer lydbilledet, vænner sig til det og kommer til at kunne lide det.

Et gurglende punkbas intro fra Markus Drag med associationer til Nirvanas “Come As You are”, åbner nummer to, titelnummeret “Heatseeker”, og herefter følger et ordinært, men velfungerende opbygget vers i samme akkorder som introen, spillet med typisk stakkeret off-beat punk-reggae guitarfigurer. Det lyder fint. Når verset har gjort sin pligt, får vi et virkelig firseragtigt omkvæd, som var det taget fra en sentimental stenbros-ungdomsfilm, hvor temaet er at gå på barrikaderne mod de ældre generationer, ryge tjald og snave. Det gør I bare. Jeg hæfter mig ved at humlebi-syndromet ikke helt holder vand i dette nummer; når man ikke ved, at man ikke kan synge, så ender det med at lyde fedt…. bare ikke her. Måske er det fordi, at omkvædet reelt er for godt og glat, ja for poppet til at kunne klare en vokal, der pitcher for meget og lyder for aftenskoleramt. Hvor vokalen i “Pissed Lover” var autenticitetsmarkør, bliver den her til en stor, fed skønhedsplet.

Fed sarkastisk underholdning

“Sarkasm Acts” har et megafedt catchy og kort intro – dem er de altså gode til – og nummeret klarer sig i det hele taget bedre end titelnummeret. I hvert fald for mine sarte ørers vedkommende. Efter omkvædet tager de den ned i dynamik i en bro der i virkeligheden bliver til omkvædet, når der igen kommer knald på. Jeg er underholdt hele nummeret igennem, og deres parafraseringer over de samme akkord- og melodistukturer, spiller max. Igen, det der fede guitar motiv fra introen, er alt hvad jeg skal bruge til at synes, at alt hænger sammen. Deres breaks er lige i skabet, og masser af saft og kraft på guitaren skaber, en intensitet på et 4:30 minutter langt nummer, som jeg oplever som varende det halve. Wow.

Den alt for korte EP

Panda Cash refererer selv til Queens of the Stone Age, Arctic Monkeys, samt post punk og garage rock som inspiratorer. Men helt så hårde mener jeg ikke, pandaerne er. Faktisk synes jeg som nævnt, at der er noget retrofirser over dem, ikke mindst i deres melodiske lette tilgang, men også i sound, får jeg associationer til Madness og Clash. Lidt Artic Monkey, måske, men slet ikke QOTSA. Det er sådan set også ligegyldig, hvem man lyder som, hvis man laver fed musik.

Det synes jeg Panda Cash mestendels gør, selvom de altså får slagside med vokalen, når de bevæger sig over i glatland.

Panda Cash syder dog af spillelyst og jeg tror, at det er live, at deres musik fungerer bedst. Det skal høres højt og så må jeg også erkende, at jeg synes at deres EP er alt for kort. Når nummer tre stopper, ærgrer det mig, at de ikke lige ventede lidt længere tid, så de havde måske 6 nye numre af fyre af i hovedet på os andre.