Tilgængelig kompleksitet ….. et paradoks? …. Næ… Odd Palace!
Det danske progressive rockband Odd Palace smider i dag deres debutalbum ”Things to Place on the Moon” på gaden og holder i den forbindelse release fest på Halmtorvet 9 i aften d. 25. maj kl 20:00.
Fuld pedal ud over rampen
Odd Palace debuterede i 2015 med EP’en ’Insomnia’ og selvom der skulle gå 3 år inden de i dag smider deres debutalbum på gaden, har de allerede spillet anmelderroste koncerter både på en kort turne i Østeuropa og herhjemme. Devilution har udråbt dem til morgendagens stjerner og den første koncert i England er allerede smidt i kalenderen umiddelbart efter udgivelsen af debutalbummet – så man må sige at Odd Palace har fuld fart på udover rampen….. og det er der også på de første numre.
Albummet åbner med nummeret ”Carnivore” – ingen intro, bare i gang med et fængende omkvæd, fede guitar riffs – supporteret af en langsom rytmeguitar. Nummeret har masser af smukt sammensatte effekter, temposkift og breaks og ikke mindst en frækkert af en trompet der sniger sig ind til sidst. Vi suser videre til det første singleudspil ”Chemical Solution” – et nummer der strækker sig mere over mod metal end rock, med lidt tungere guitar riffs og breakdowns, henover en lidt langsommere skæv rytmeguitar. Der bliver generelt trampet godt i pedalerne hos Odd Palace, for at skabe deres brede lyd.
Ikke kun stjernestøv
Men hele albummet er ikke bare stjernestøv og måneglans. Det andet singleudspil ”Liar, Attire” fanger mig ikke helt på samme måde som albummets to første numre – uden at jeg helt kan sætte finger på hvad, mangler det lidt af den pondus som albummet lægger ud med.
Bandet huser helt bestemt nogle kompetente og ambitiøse musikere – både på trommer og strenge. Gert Børsting har egentlig også en fin vokal, der passer fint til de fængende omkvæd og han leverer også glimrende fraseringer og viser i et par numre lidt mere bredde end den vrængede vokal der hovedsaligt fylder numrene, men for mig er den lige knap så interessant som vokalen i flere af de bands som bandet trækker inspiration fra (herunder Karnivool). Jeg mangler lidt renhed, til at stå i kontrast til det komplekse skiftende univers musikken leverer.
Kosmisk rejse ud i det progressive univers
Selvom bandet gentagne gange på albummet beviser, at man sagtens kan udføre et værdigt progressivt rocknummer på omkring 3 minutter, så længe man gør det tæt og stramt som Odd Palace, så fører de os alligevel midtvejs igennem albummet ud på en 13 minutter lang kosmisk rejse i det progressive univers. Titelnummeret ”Things to Place on the Moon” sætter fuldstændig rammen for alt det jeg elsker ved progressiv rock/metal: utilregnelige, overraskende, komplekse kompositioner, der giver fanden i regler! Her kan alt ske – og det gør det. Temposkift, breaks og stilarter flyder ubesværet ind imellem hinanden, som kantede meteorstykker der suser vægtløse igennem rummet – for pludselig at blive revet igennem en atmosfære i høj hastighed, inden vi igen rammer vægtløsheden. Titelnummeret skal simpelthen opleves, for det er umuligt at beskrive den rejse nummeret tager os på.
På ”Insomnia” skruer vi ned for hastigheden og op for følelserne … og jeg er vild med den lille trompetfanfare vi får hen mod slutningen – fedt! Vi får 2 lidt mere rockede numre, inden albummet runder af med ”Dead End”, som glimrende opsummerer bandets bredde og albummet generelt – her folder Odd Palace deres progressive vinger helt ud igen og giver os musikalske snapshots af den rejse vi igennem albummet har været på.
Lyttervenligt prog, der fastholder interessen
Odd Palace formår at ramme den snirklede, komplekse og eksperimenterende progressive lyd, uden at det koster på tilgængeligheden – de balancerer lige på den smalle kant, hvor de faktisk konstant er overraskende og interessante, uden at det kræver 20 gennemlytninger for at man er med på musikkens præmisser. Bandet kombinerer gennemgående iørefaldende omkvæd og skiftevis meget tekniske og melodiske breakdowns og holder (hovedsageligt) længden på deres numre på omkring 3-4 minutter, hvilket er med til at bevare tilgængeligheden for et bredere publikum – og det er en af Odd Palaces’ styrker. Absolut et lytteværdigt debutalbum og generelt skal man nok holde øje med Odd Palace…
Album release på Halmtorvet 9 I AFTEN
Bandet har allerede smidt en lækker musikvideo til single udspillet ”Chemical Solution” i puljen – se den her og kom i stemning til release festen I AFTEN kl. 20:00 på Halmtorvet 9 – man er virkelig på månen hvis man misser denne dobbelte debut-album-releasefest, som Odd Palace fyrer af sammen med Royal Mob – du kan sikre dig en billet til en møgfed fest for en flad 50.- lige her .
https://www.youtube.com/watch?v=BizHqeveepI
Odd Palace
Resume
Odd Palace – Things to Place on the Moon
Udgives d. 25. Maj 2018 via Prime Collective
Line-up:
Gert Børsting – Vokal, trompet og akustisk guitar
Morten Peetz – Trommer
Patrick Wolffgang – Bas
Lasse Grube – Guitar
Søren Lærkholm – Guitar
Tracklist:
Carnivore
Chemical Solution
Liar’s Attire
Through Your Eyes
Things to Place on The Moon
Delirious
Insomnia
The Alchemist
Counterpart
Dead End