Old school metal fra U.D.O.

RockZeit tog onsdag aften til Amager Bio og hørte en ordentlig omgang metal som ikke kunne blive mere old school end dette. Den garvede metalveteran Udo Dirkschneider med sit band U.D.O. har efterhånden lavet 17 albums, og er på tour i forbindelse med den nyeste plade Game Over.

Med tre store lysskilte med et bogstav i hvert, gik Udo med sine oplagte soldater i krig med deres heavy show som startede med saft, kraft og god lyd i “Prophecy” fra det nye album, og i løbet af koncerten fik vi naturligvis også et par numre fra Accept kataloget.

Playback…wtf?

For at det hele ikke gik i udu, fik Udo åbenbart hjælp fra preindspillede vokaltoner. Det var nok ikke hele fraser, men peaks hvor han kunne spare på stemmen. Live energien fra leaden blev lidt utroværdig da jeg gerne ville opleve Udo som han er, og ikke en gammel mand som bruger rollator-vokal-hjælp fra lydanlægget.

Anvil?

Hvis man ikke vidste bedre, havde man troet at “Lips” fra Anvil havde en tvillingbror som nu stod på scenen sammen med U.D.O., for det var et spitting image. Dog var det Accept veteranen Peter Baltes som havde fået en stand in tjans, da Tilen Hudrap fornyligt er blevet syg og lige nu er indlagt på hospitalet. Baltes klarede det ganske godt, og han var god på scenen. Han lavede nogle gode tricks på bassen, men jeg kunne godt have ønsket mig at bassen havde fyldt lidt mere.

Metal Never Dies

Tro det eller ej. Nummeret “Metal Never Dies” er lavet i nutiden, til det nye album Game Over fra 2021. Ja, det var også lige så fantasiløst som titlen, og jeg ventede kun på at det blev færdigt. Om metal aldrig dør, kan man kun gisne om, men med den lave iderigdom i dette nummer, kan man frygte at metallen dør meget snart.

The Bogeyman

Musikken i U.D.O. bliver lavet med et glimt i øjet, synes jeg at kunne fornemme. Vi fik “The Bogeyman” som afgav spooky belysning på scenen dér hvor Udo stod og sang. Jo jo, det var da sjovt nok, og et ok nummer i denne genre.

Udødelige Accept-klassikere

I midten af sættet fik vi cover nummeret “Princess of the Dawn” fra Accept albummet Restless and Wild fra 1982, og aftenens sidste nummer var “Balls to the Wall” fra albummet af samme titel (1983). I min verden er disse virkeligt gode numre som holder endnu. De er lidt corny, men på den helt rigtige måde. Publikum var også helt oppe at køre i hvert sekund disse sange udspillede sig på scenen.

Game Over…?

Man måtte Acceptere at Udo ikke har ændret sin sangstil de sidste mere end 40 år, for bandets melodier var som at høre samme stil som fra de glade 80’ere. Jeg syntes det var tydeligt at Accept-covernumrene var aftenens bedste numre, og det viser at Udo ikke har det samme talent udenfor det gamle legendariske Accept. Jeg synes mest at jeg havde et smil på læben under koncerten, og desværre kunne smilet på læben også blive til latter når klichéerne blev for tykke.

Rent musikalsk var der ret god energi hos bandet. Udo’s søn, Sven Dirkschneider, er en ret habil trommeslager som kan fange små tempofejl fra de andre musikere og rette op på dem med det samme, så alle er skarpe på beatet det meste af tiden. Guitaristen Dee Dammers var virkelig værd at høre på med sine æstetisk gode musikalske/meget teknisk sikre soloer i numrene. Det var lige ud ad landvejen-heavy-metal-soloer, men det lød ret godt.

Hovedpersonen er en god entertainer som kommunikerede godt med fansene, en entertainer som ved at folk stadig har brug for den mærkelige unikke hæse metalvokal. Det var godt at se at han stadig nød at stå på en scene og underholde efter så længe i gamet. Så det kan jo være at det først er game over når han en dag stiller træskoene/hænger militærjakken.

Koncerten indeholdt absolut ingen overraskelser på nogle fronter, men den var ganske gedigen og festligt. RockZeit ender på 3,5 stjerner til U.D.O.