Oldschool Uruk hai-thrash fra Polen

Et af de mere corny indslag på metalscenen står urgamle dødsmetallere Vader for. Siden de blev dannet i 1983 – og tog navn efter en vis gut med Darth til fornavn – har de bidraget til, at Polen som metalnation kan være sig selv bekendt.

Debuten kom dog først i 1992 med “The Ultimate Incantation”, som blev indspillet under kummerlige forhold med digitale trommer. Siden har de været produktive og leveret i alt 13 studiealbums.

Krigsretorik

Om det ny album fortælles det, at,

“The globally conquering weapon was produced, mixed and mastered by Wojtek and Slawek Wiesawski”, og at “The Empire was completed within the secret bunkers of Hertz in Bialystok, Poland”, samt at “The weapon is going to be unleashed upon the world on November 4th 2016 by commanders in chief, Nuclear Blast.”

Ok så, værsgo at spis. Nuclear Blast præsenterer således albummet i en krigsrefererende sprogramme, hvilket giver bandet et ret cartoon-evil skær, hvilket måske er lidt synd, men måske ikke heeelt ved siden af. Og krigsretorikken matcher selvfølglig tekstindhold og den østeuropæiske historiske og fortærskede kontekst.

Og Vader er godt nok heller ikke en kunstnerisk, kreativ maverick som sådan og stikker aldrig spaden længere ned under mulden end højst nødvendigt. Men omvendt viser de ofte den direkte vej til gode numre, som andre bands ikke kan se for bare svulstige ambitioner og skalaræs.

Omskiftelighed og stabilitet

Mange udskiftninger af bandmedlemmer med tiden – der har været over tyve musikere i bandet – bevirker at illusionen af det hårdhudede uopslidelige metal band forsvinder lidt i den polske tåge. Af de nuværende medlemmer har tre kun været med siden 2010 og 2011. Måske derfor træder de ny musikere heller ikke signifikant frem; hver især står de herrer Spider(!), Hal og James ikke for musikalsk særklasse, men de passer mestendels den hårdtslående butik uden anmærkninger. Man må imidlertid tage hatten af for frontmand og primus motor Piotr Wiwczareks der i hvert fald stædigt og stræbsomt har overlevet en del bandudfordringer, ikke mindst har bandets historie budt på tre dødsfald. Han personificerer Vaders DNA og det besidder heldigvis stadig en brutal urkraft, drevet frem af effektivt sammenskruede sangstrukturer.

Et sammenhængende album

“Angels of Steel” leverer som første nummer en glimrende form for muskelintro til resten af albummets veloplagte (men bagudskuende) røvspark. Bandet rammer lynhurtigt det rette spor og allerede nummer to “Tempest” får hævet kvalitetsniveauet et klik. Gode formledsskift og dynamisk ræs så man hele tiden glæder sig til næste led. Sådan er det faktisk på de fleste numre, et af de klassiske, men mere rolige Vader numre er klart “Iron Reign”, med straight heavy metal-Boogie rytme under Wiwczareks mørk-rustne vokal. Vi får også en ægte oldschool heavy guitarsolo. Yes yes, det er et simpelt nummer, der måske virker som et brudstykke af hele albummet og som ikke kan stå helt alene, men sørger for at hele albummet har den rette hård/blød balance, som favner hele Vaders stiltræk. Her tænker jeg eksempelvis på ind-til-benet thrashmetal a la Destruction på eksempelvis “No Gravity” og “Genocidius”, sidstnævnte er pænt opspeedet og med dejligt onde fræsende riffs. Albummet rundes perfekt af med et vintage Celtic Frost agtigt metal nummer “Send Me Back To Hell”. Jo tak, Vader får i hvert fald udstykket vejen sydpå, så man mærker det, mens man hører albummet.

Vurdering

Det skorter ikke på bulder og brag på den gamle måde, og betonsolide Piotr Wiwczareks lyder endnu een gang som et skænderi mellem to-tre uruk haier. Der sidder afgjort en snes rivejern fast i halsen på ham, men det klæder den polske blanding af dødsmetal og thrash, og bidrager til, at den moderne produktion ikke dræber aggressiviteten. Når det distortede kor brøler på en Coroner-agtig måde, så føler man sig henvist til jerntæppets zeitgeist og ikke just vestlig vellyd. Ok, det bliver så ikke til nogen Nobel pris i litteratur denne gang, hvad titler som “The Army-Geddon” og “Genocidius” meget fornemt får præciseret. Men flosklerne fungerer, og man fornemmer fra første brøl fra Wiwczarek, at Vader har ønsket at give os noget nye langtidsholdbare versioner af deres elskede oldingemetal og ikke blot metervare metal. Der er grundighed og gefühl indblandet i det her.

Der er faktisk ofte mere teutonerthrash end core dødsmetal over “The Empire”, synes jeg, og bands som Kreator, Destruction og danske Impalers dukker op i min hjernebark. Det er sådan set også ligegyldig, hvordan vægtskålene hænger, så længe man føler sig godt underholdt – og det gør man.

Det er albummet og Vaders styrke, at det lyder urgammelt og tro mod gamle virkemidler. Det er simpelthen et mega fedt Death metal/thrash album, som jeg skal høre igen meget snart.