One Night Only blæste Karosserifabrikken i Helsingør omkuld

Hvad skete der lige der?!

Og at det rock elskende publikum stod med stjerner i øjnene og kæben i gulvet, forstår man godt. For disse fem herre er af den tunge kaliber, musikere der har stået på de helt store scener rundt om i verden, og nu blot står her med ønsket om, sammen at give den gas med ikke blot nogle af de numre de har tourneret med og de holder allermest af, men også, og måske mest, de numre de altid har ønsket at spille.

Numre fra bands de er blevet inspireret af.

Festen blev sparket i gang med Led Zeppelin’s “Custard Pie” hvor Bloom (Electric Boys), startede den op med de velkendte guitarrytmer. Han leverede en suveræn lækker lyd på hans Stratocaster! Matti Alfonzetti (Skintrade) tog flot denne gedigne rocksang i sin mund, og viste, at man så sandelig godt kan synge den selvom man ikke hedder Plant. Men nu er Matti også en af de igennem 30 år, helt store rocksangere Sverige kan forkæle os med.

At spille netop denne sang fra Zep’s katalog, var et ønske Frank Ferrer (Guns N’ Roses) havde, og han lagde en super lækker og tight rytme i nummeret. Zep-drengene ville have nikket anerkendende til denne udgave, det er jeg sikker på.

Linjen for resten af aftenen var trukket skarpt op.

Der var ikke udsolgt. Men vi der var der, vi var der fuldt og helt. Vi var solgt!

De fortsatte med The Allman Brothers’ “Whipping Post”, med alt hvad der hører til af suveræn lækker guitar lir, hurtig rytmer på trommerne. Bob havde travlt på hans Hammond, der fik den helt rigtige lyd frem i det gamle nummer. Johnny lagde den lækreste bund med hans bas, og Matti leverede den fedeste vokal!

What was not to like!

Whitesnakes “Ain’t No Love in the Heart of the City” blev smukt smidt ud over scenekanten. Fed rockballade, som  Matti´s

lækre vokal mestrede smukt.

Bandet holdt en kort og velfortjent pause, og vi andre kunne få tid til, at absorbere, hvilken musikalsk rockoplevelse vi stod midt i.

og få det skyllet ned med en af de kolde. Da drengene efter en kort pause kom tilbage på scenen  blev der endnu engang sat streg under, hvorfor disse musikere er nået dertil hvor de er.

“Stormbringer” blev spillet og sunget så intenst, og tight, at var der overhovedet bare den mindste tvivl, så blev den nu blæst ud af det varme lokale. Hvor var det vanvittig fedt! Bob Fridzema (Glenn Hughes)  lod ikke tvivlen hænge i luften om hvorfor netop Glenn Hughes har valgt ham til at spille med sig!  Take it away Bob, and he did!

Det sydede af begejstring blandt publikum, og på scenen var energien tårn høj. Johnny Griparic mestrer den bas som var han født med den i hånden, og han er en sand fryd at se på med hans skønne entusiastiske og indlevende grimasser.

Frank hamrede i trommerne, super tight og lækkert. Bloom fik hans guitarstrenge til at gløde og slå gnister.

Nummeret blev efterfulgt af endnu et Purple-nummer, “Mistreated”. Åhhh gud hvor var det fedt! Ganske vist skal der meget til for, at nå Glenn Hughes høje toner, men mindre kan også gøre det, og Matti gjorde det så vildt godt. Den markantetunge bas fra Johnny’s hånd sad lige i skabet. Den perfekte bund til dette nummer. Og Bob brillerede hjemmevant på Hammondorglet. Guitaren ført af Bloom, var  så lækker.

“Used to Love Her”, det gamle Guns-nummer, var et ønske fra Frank som han selv kom frem på scenen og præsenterede, og blev fremført med den helt rigtige energi, og var et af de mange numre der fik publikum til at synge med på dette svingende nummer.

Skintrade’s Skintrade blev sparket ud over scenekanten med en energi  der tog pusten fra os der stod på gulvet, men ikke fra musikerne på scenen! Matti leverede vokalt også her spot on, og da han nu engang er vokalist i Skintrade, så var han i den grad på hjemmebane.

.

Og det fortsatte i samme tempo med Slash’ Snakepit nummer “Mean Bone”, hvor der var masser af hårdtslående trommer, hurtig guitar lir og lækker, lækker bas bund,

Der blev i den grad sparket røv, og selvom vi vidste, at andet sæt snart måtte være ovre, så så det bestemt ikke til, med denne vilde og intense energi fra scenen, at nogen som helst havde den mindste lyst til, at dette skulle slutte.

Stemningen på scenen var tårn høj, og ingen kan have været i tvivl om, at hver og en virkelig nød at spille med hinanden. Det lyste ud af dem!

Det måtte dog slutte, Og det gjorde det med Thin Lizzy’s nummer “The Rocker” tilføjet en masse ekstra energi! Vildt!

Det var ikke svært at få de fantastiske fem ind på scenen til et sidste skrup-af nummer. Omend vi stadig ikke mente det burde slutte! Energien var på det tidspunkt så sky high, også i det lille lokale.

“Jumping Jack Flash” fik en ordentlig spand energi og power, og hands down, det var eminent fedt at høre det gamle Stones nummer spillet af disse musikere og sunget af Matti!

Koncerten var simpelthen et overflødighedshorn af velspillet rock når rock er allerbedst, og det er den når den bliver spillet og sunget af musikere som disse, der har det så dybt inde under huden, og har viet deres liv til at spille for os. Tak for det!

Om bandet har valgt at kalde sig One Night Only eller ej, så ved jeg, at både band og Anders Nannerup der ejer Karosserifabrikken, gerne vil gentage denne fantastiske begivenhed. Disse fem er for at bruge et gammelt udtryk, simpelthen et match made in heaven, for hold fest hvor var det bare sindsyg godt!

Håber virkelig, at mange af de andre koncertsteder vi har i Danmark, får øjnene op for dette dream team.