Opeth i Den Grå Hal

RockZeit tog torsdag aften mod Den Grå Hal for at høre de svenske progmestre Opeth, med intet mindre end canadiske Voivod som opvarmning. Dem som kom i godt tid, fornemmede hurtigt at der nok ville blive fuldt hus, for køen til indgangen startede over 100 meter væk og var endt helt ude på gaden. Med to fede bands, var der i høj grad også grund til at folk med glæde stod i efterårsvejret og ventede på at komme ind.   

Voivod…take it Away!

Sci-fi punk metal bandet Voivod startede hårdtslående ud med massive trommeslag fra Away, buldrende bas fra Rocky  og intens strengevridning fra Chewy i første nummer “Experiment”. Efter et minuts kom den altid underholdende frontfigur, forsangeren Snake, ind på scenen med et stort bifald fra de allerede mange mennesker i salen. Lige fra start var det ægte Voivodsk i spillestil og lydtryk, med saftig og slagkraft lyd fra instrumenterne. Dog var der lidt vag lyd på vokalen som både skyldtes for lav volumen på mikrofonen, og en ikke helt så frisk stemme fra Snake. Men Voivod væltede det ene intense nummer efter det andet ud over scenen med stor spillelyst og engagement. Jeg var specielt glad da de spillede “Pre-ignition” fra albummet Nothing Face med det perfekt placeret citat fra Igor Stravinskij’s Le Sacre du printemps, som gennem Voivod bliver til en endnu mere dystopisk melodi. Mine ører kunne næsten ikke få bedre opvarmning end dette.

Opeth by request

Koncerten torsdag aften i Den Grå Hal var startskuddet på Opeth’s tour med titlen OPETH EVOLUTION XXX by Request. Det var opbygget af en fan-sætliste, skabt ved afstemning på internettet. Det blev til ét nummer fra hvert album, i alt 13 numre, med en samlet varighed af to og en halv time. En koncert som indeholdt musik der aldrig er blevet spillet live før. Den bød også velkommen til et nyt medlem af Opeth, for Erik Martin Axenrot er blevet udskiftet med den finske trommeslager Waltteri Väyrynen som tidligere har spillet i Paradis Lost. Väyrynen havde virkelig fået materialet ind under huden, og beviste at han mestrede hver en detalje. 

Dødsgrowl

Der er mange fans der synes at det er lidt ærgerligt at der ikke growles på Opeth’s nyere plader, men det er derfor man skal tage ind og høre dem live. Her er der i høj grad growl, for der blev lagt ud med titelnummeret “Ghost of Perdition” som går lige på og hårdt med det ondeste og mørkeste stemme fra Mikael Åkerfeldt. 

Åkerfeldt havde som altid publikum i sin hule hånd med sin overdrevne arrogance, som helt sikkert er skuespil. For han virker også ydmyg bag facaden, og efter et krævende nummer, sagde han meget selvkritisk; I am not a singer. I am not a guitarist, but I sing and I play guitar. Med torsdag aftens mange numre, var der måske lige lovligt mange jokes og kommentarer fra Åkerfeldt, som var med til at gøre koncerten meget lang.

Laaangt nummer

Åkerfeldt fortalte selv at “Black Rose Immortal” fra 1996 simpelthen, som mål, blev lavet til at skulle vare 20 minutter. Det var første gang dette blev spillet live, og ja, det var en lang omgang at skulle igennem. Det er ganske fedt, men nu når Åkerfeldt selv siger at længden var formålet, synes jeg godt at jeg kunne høre at det var lidt søgt, og at nogle passager godt kunne undværes.

Jeg havde det ambivalent med konceptet som påbød, at der kun skulle spilles eet nummer fra hvert album. Da vi kom til dér hvor vi skulle høre noget fra Watershed, savnede mit sind at høre masser af numre derfra, men det var da ret godt udvalgt; vi fik det fantastiske nummer “Burden” som virkelig blev udført med stor musikalitet og indlevelse.

Dansk Jävlar!

Der var god diversitet i udtrykkene i sætliste, hvor baggrundsvideo og lyssætning var med til at understrege stemningerne i numrene. Det var yderst professionelt at høre og se på fra start til slut, og det er let at forstå hvorfor Opeth er så store som de er.

Der var som altid god kommunikation til publikum fra Åkerfeldts med de humoristiske provaktioner som publikum efterhånden forventer, og er ellevilde med…især når han kalder os dansk jävlar. Åkerfeldt havde gode anekdoter, bl.a. fra bandets dannelse i 1990. Det giver noget ekstra til musikken, men udover de gode anekdoter var der måske lige lovligt mange jokes oppe fra scenen.

Opeth er et teknisk dygtigt band som har spændende formled, der byder på folk, jazz, rock, prog rock og dødsmetal. Der er mere fokus på disse stilarter end der er på det virtuose, så det bliver aldrig for virtuost, og de mange skift mellem genrer gør musikken dramatisk og storladen. Guitarist Fredrik Åkesson og keyboardspiller Joakim Svalberg var skarpe på backingvokal, og man kunne nogen gange se at de mimede lidt med på leadvokalen dér hvor de ikke selv skulle synge, fordi det bare var fedt at være tilstede i musikken og at de ikke kunne lade være.

Dog var der ikke vildskab på samme måde som man har oplevet til Opeth-koncerter før. Det var meget behersket det hele for at helgardere dette tour-startskud, og måske var det blandt andet på grund af at trommeslageren skulle være tydelig og præcis i materialet at han var meget fersk i sit spil og aldrig fanden i voldsk.

Trods den helt anderledes tilgang til sætlisten, fik vi som vi plejer “Deliverance” til sidst. Det er jo et fedt nummer, og skal gerne spilles til en Opeth koncert, men nu hvor det var meget anderledes, kunne de godt have afsluttet koncerten på en mere overraskende måde, for det var dette bestemt ikke. Et andet luksusproblem var længden af denne stående koncert. Det gav selvfølgelig mening at der var eet nummer fra hvert album, men inklusiv opvarmning stod man op i 4 timer, og det kan godt være hårdt at bevare gejsten når benene godt vil have en pause. 

Men i det store hele var det bare en fantastisk og overvældende koncert fra de svenske legender, og det udløser 4,5 progressive stjerner her fra RockZeit.