Wow. Nu igen.
Det er ikke andet end et par år siden, vi sidst stod her og lyttede til Mikael Åkerfeldts nordiske blanding af metal, folkemusik, progressiv rock, betagende ballader, atmosfæriske lydcollager, rockstemme, growl – og ikke mindst hans uundgåelige storytelling og jokes. Mr. Åkerfeldt kan lide at holde hof, og det gjorde han i den grad også i aftes.
Med “Eternal Rains Will Come” og “Cusp of Eternity” fra deres nyeste udspil fra august 2014, “Pale Communion”, fik Opeth sat gang i aftenen på typisk sikker og dreven facon. De nye numre fungerer godt live, alle roller i lydbilledet supplerer hinanden så organisk, at det rent faktisk lyder som om at de blev komponeret i et øvelokale med alle medlemmer tilstede.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Opeth ikke er hvad de har været stilistisk, og det deler fansene i to lejre, puritanerne, som helst undgår de stilistisk velgennemførte, men relativt bløde “Watershed” og “Heritage”, og så dem, der faktisk er glad for, at Mr. Åkerfeldt growler knap så meget mere.
Growl fik vi dog masser af i aftes, heldigvis for det, for ingen progressiv metalmusiker growler efter rockzeits ydmyge mening bedre end Mr. Åkerfeldt.
“Bleak” er et fantastisk nummer i sig selv, og i aftes var lyden virkelig god (ligesom for to år siden samme sted), Åkerfeldt sang flot med en tight og ren stemme, men endnu mere skræmmende er det at se og høre, hvorledes han fuldstændig ubesværet skifter til det mørkeste, ondeste growl. Bandet spiller sikkert, meget seriøse, meget… mekanisk til tider måske, hvilket måske er ulempen ved overflod af rutine.
Både nyt og gammelt
Opeth havde valgt at forkæle de af os, som både kan lide det ny og det gamle. Således bød aftenen på en tour de force i mestring af genre og temposkift på ypperste niveau, hvilket er en nødvendighed, når numre som “The moor” og “Advent” skal leveres med værdighed. Avancerede numre, som næsten alle slap helskindet igennem.
Mellem alle roserne er der dog et par tidsler; trommeslageren Martin “Axe” Axenrot, syntes at have en semi off day, i hvertfald savnede han noget pondus, stramhed, overskud og evnen til at holde tempo. Ok, vi er ikke sure, han spiller naturligvis godt, men med Opeths generelle niveau in mente, må man godt kræve noget mere, og han var aftenen igennem bandets svageste led.
Mr. Åkerfeldt havde til gengæld masser af overskud, og holdt som nævnt hof mellem sangene til publikums store fornøjelse. Eksempelvis da han opfangede tilråb fra nogle få fæhoveder fra salen, som kaldte ham for den skandinaviske Pavarotti, hvortil han svarede tak, men nej tak, af de tre grunde, at Pavarotti var italiensk, fed og…død.
Derudover brugte han tid på at drille danskerne med at de, på nær nogle få bands, ikke rigtigt havde en death metal scene, men ok, de havde da Aqua. Han kom dog lidt plaster på såret ved at spille riff fra King Diamond.
Videre gik det med en anekdote om at Opeth havde besøgt Carlsberg og været på rundvisning. Morskaben fortsatte, da han skulle præsentere “Elysian Woes”; et ufatteligt imponerende svært nummer, hvilket han var klar over ville kræve bandets ypperste. Således meddelte han salen, at de ville prøve gennemføre det, og hvis ikke det lykkedes ordentligt, så, “fuck you – it’s your failure!”
Publikum grinte af alt, hvad manden sagde.
Aldsidig og varieret sætliste
Tilbage til musikken. Det var i det store hele et godt sæt de havde sat sammen, visse anmelderkolleger har forståeligt nok allerede undret sig over så få numre de spillede fra den ny plade, så jeg vil blot sige, at jeg mere savnede, at de spillede flere numre fra alle pladerne; hver sang gav lyst til mere – sgu.
Opeths valg af numre gav imidlertid koncerten en tilpas variation og understregede Opeths alsidige og progressive fundament.
“The Devil’s Orchard”, og “The Lotus Eater” fik taget til at flyve af den gamle bygning.
Ekstranummeret, det lange “Deliverance”, var en perfekt måde at slutte af på. Svensk kulde, bulder og brag og melodiske genialt sammenspil gennem hele aftenen, bundet flot sammen til sidst.
Hvis Mr. Axenrot havde spillet op til sit bedste havde aftenen måske været perfekt.
En gang imellem måtte Martin Mendez gå hen og samle den bravt kæmpende trommeslager op, og få ham monteret ordentligt på plads i lydbilledet igen – det skulle Mendez nok have gjort lidt oftere.
Derudover savnede jeg lidt plads til at bandmedlemmerne kunne folde sig ud. Koncerten blev dirigeret stramt af Mr. Åkerfeldt (når han ikke lige skulle underholde), og gav
Ikke rigtig plads til, at eksempelvis keyboardmultitaskeren Peter Joakim Svalberg kunne folde sin tangentekvilibrisme ud.
Dertil er Opeth-lokomotivet med Michael Åkerfeldt i førerkabinen en anelse for velsmurt og forprogrammeret. Ingen udsving
her.
Kort og godt, Opeth anno 2014 er måske en gentagelse på gentagelse og i 2016 ses vi nok i Vega igen, men hvad gør det, når dem der betaler billetterne er tilfredse, mere end tilfredse? Sålænge bandet virkelig spiller godt – og Mr. Åkerfeldt stadig kan lide sit publikum, sine sange, sig selv – og sine jokes.
Fem ud af seks stjerner kan snildt forsvares.
Sætliste:
Through Pain to Heaven
(Popol Vuh song)
Eternal Rains Will Come
Cusp of Eternity
Bleak
The Moor
Advent
Elysian Woes
Windowpane
The Devil’s Orchard
April Ethereal
The Lotus Eater
The Grand Conjuration
Encore:
Deliverance
[rating koncert=”Opeth” dato=”9. november 2014 ” sted=”Vega” stjerner=”5″][/rating]
Skriv et svar