Opeth sejrede i DR Koncerthuset

Det er sjældent at der bliver growlet i DR´s store koncertsal, men det skete mandag aften da Opeth leverede et monster af et live show for et veloplagt publikum.

Med simpelt effektivt scenografi, eksploderede Opeth i lys og lyd i første nummer ”Sorceress” fra det nye album af samme titel. Både prog rock- og death metal-fans blev tilfredsstillet igennem koncerten, for Opeth havde dykket ned i deres arkiv, og fundet lidt af hvert fra deres efterhånden store og alsidige produktion. Trommer, keys og bas startede ud på scenen, og efter den stemningsfulde opstart på nummeret, kom Fredrik Åkesson og hovedpersonen Mikael Åkerfeldt ind på scenen. Folk jublede i vilden sky, da hele Opeth var samlet, og var klar til at fyre den af. ”Sorceress” fik sin ret som live-nummer, for det var et meget mere nærværende nummer end det man hører på studieindspilningen.

”Ghost of Perdition” var andet nummer, og med dets prog rock symfoniske udtryk, passede det fint til koncertsalen. Nummeret lægger ud med en metallisk growl-eksplosion, men falder et par minutter senere ned i en velklingende og rolig balladeagtig passage. Her skulle Mikael Åkerfelt til at synge og spille guitar, men der var fejl i lydsystemet, og lydmanden kom ind på scenen og rodede ved guitaren. Metalguden sagde “Sorry”, og det gjorde situationen endnu federe end hvis der ikke var sket en fejl, for fansene elsker hvert et ord der ryger ud af munden på Åkerfeldt. Mange formled senere i dette sindssygt fede nummer, var der et kæmpe bifald.

God kontakt til publikum… som altid

Mikael Åkerfeldt er en frontmand som ikke giver koncert uden at tale til/med publikum, og lave lidt sjov med det hele. Efter ”Ghost of Perdition”, spurgte han om han skulle snakke svensk eller engelsk resten af koncerten, og folk blev ellevilde, og der var råb og grin alle steder i salen. Det blev så til svensk, og det ville da også være lidt mærkeligt for svenskere at snakke engelsk til et dansk publikum.

Lige før ”The Wilde Flowers”, var der én fra salen der råbte en masse mærkelige ting for at få Åkerfeldt til at svare igen, og han kom da også med en kommentar…og et halvt sekund efter var han allerede klar med den første frase i nummeret efter det korte trommefill. Det var som om han stod i sin egen stue og folk var inviteret, for han var helt i sit es. Så kørte ”The Wilde Flowers” ellers derud af i ABBA/Candlemass-stil… tja, det er jo fusion det her! I baggrunden fik vi en fed fed grafik med blomster og dødningehoveder!

En rock-ballade som “In My Time of Need” var meget vellykket, og mange tilskuere var generelt oppe at køre, når Åkerfeldt annoncerede at der skulle spilles en ballade. Der var også et kæmpe bifald da dette stemningsfulde nummer var færdigt.

Fra skønsang til helvedes-musik

I mod slutning, aftenens tiende nummer, havde Opeth et stort stort overskud, og det var hér at bissen for alvor blev skruet på. Det udødelige dødsmetal-nummer ”Heir Apparent” fra albummet ”Watershed”, var noget der kunne få orkestergulvet til at ryste, og det kan være at de klassiske komponister vendte sig graven… måske af glæde:-)

Før det sidste nummer, var der også tid til lidt funny jam, og vi fik en mærkelig omgang cirkusmusik, før det stort anlagte nummer ”The Grand Conjuration”. Det ca. 11 minutter lange nummer, var noget af det største jeg nogensinde har hørt live!

Dansk jävlar

Før bandet kom ind igen for at spille ekstranummeret ”Deliverance”, fik vi da lige noget spads. Fra højtalerne hørte man en bitter mand skælde ud på verden, og mon det ikke var TV-karakteren Stig Helmer fra Lars Von Triers ”Riget”, som havde en replik med en afsluttende sviner; ”Dansk jääävlllaar”.

Opeth har næsten efterhånden som tradition ”Deliverance” som ekstra nummer, og det er jo også altid en vinder, at slutte en koncert af med ét af de mest gennemførte metal grooves nogensinde som nummeret byder i slutningen, og det sad også lige i skabet. Trods de gode behagelige stole i koncertsalen, røg folk op af sæderne til et øjeblikkeligt stående bifald til prog mestrene.

Sindssygt overbevisende

Mikael Åkerfeldt havde som sædvanligt publikum i sin hule hånd, og man ved at der til en Opeth-koncert både er underholdning i og mellem numrene. Dog er det en tradition der måske indbyder til lidt for meget spads blandt publikum, men man kunne fornemme at gejsten var usædvanlig stor, og det var noget af en oplevelse.

Musikalsk var bandet varme, og det svingede hele tiden over middel, mindst. Rent teknisk er Åkerfeldt er ikke nogen Freddy Mercury, men han er glimrende til de vokal-udtryk som han holder sig til. Også keyboard/elklaver-manden Joakim Svalberg var god som backing vokal.

Trommelyden var vild og voldsom, og Martin Axenrot spillede for det meste mega tight. Det var tydeligt at han var bedst når det var komplicerede intense rytmer, for han var ikke lige så tight når han spillede rolige rytmer, men det var småting. Stortrommelyden var lidt rungende, og den burde måske have været mere stram og korttonet, for der er jo som bekendt pænt mange stortrommeslag i løbet af en Opeth-koncert. Men den voldsomme trommelyd kom alligevel til sin ret når det hele eksploderede i progressivt black metal, og det er jo ikke dårligt.

Sætlisten var en ren nydelse, og der var en glimrende blanding af alle de mest overbevisende musikalske udtryk som Opeth havde tryllet frem af godteposen. Det må være en kæmpe udfordring at få sådanne 12 numre til at fungere live, og som nævnt, var der nogle skævheder hist og her, men det blev fuldstændig overtrumfet af helheds-billedet, og det var bare en mega fed koncert.

Den får fire og en en hal…nej…JÄÄÄVLA NEJ…den får sgu 5 ud af 5 stjerner!