Opeth og styrmand Åkerfeldt holdt tørt hof i Djævlens tronsal

Vi har hilst på de dygtige svenskere fra Opeth, mange gange før. De er gavmilde med deres koncerter i det danske, hvad enten det er i eksempelvis Vega, DRs koncertsal eller Refshaleøen. De har aldrig skuffet undertegnede og de formår altid at hive noget overraskende op fra deres store sæk.

En tør koldstart

Mikael Åkerfeldt plejer at underholde med (selv)ironiske anekdoter omkring livet som metalmusiker, samt skabe særdeles intim stemning i kommunikationen med publikum. Det var der så ikke så meget af i går. Faktisk var det den tørreste udgave af Åkerfeldt, jeg har set og jeg stod og undrede mig over hvorfor. Var det bare et job der skulle overstås? Var han irriteret over at være henvist til Hades? Ærgrede det ham, at han var nødt til at spille et kort sæt? Jeg synes også at kunne høre, at han brokkede sig over at det var koldt og de frøs – læseren må eventuelt korrigere. Nuvel, hvad grunden end var, føltes det som om, han og resten af bandet simpelthen var nødt til at spille sig varme, hvad de ellers plejer at være fra start.

Træfsikre progperler

Der var som sådan ikke noget i vejen med versionerne af træfsikre progperler som “Heir Apparent” og “Ghost of Perdition”, andet end at de ikke lød så højt, men det var altså først midtvejs, at Opeth virkede ok tændte. Men føj hvor er de altså bare gode, kolde eller varme. Sublimt sammenspil af Mr. Opeth og guitarist Fredrik Åkesson, og saft og kraft og lækker trommelyd fra Martin Axenrot; det er sket, at han har virket uskarp, men ikke i går aftes. Deres sammentømrede performance aftvinger respekt, og sættet var sammensat med god sans for at blande sangkortene, så man fik fornemmelsen af at få det bedste breddebillede fra Opeth’ omfattende katalog. Og Åkerfeldt er både alsidig i sin kompositoriske tankegang og med sin vokal. Manden skifter problemfrit mellem growl og clean vokal i numrene, som i sig selv er proppet med dynamiske skift. Jeg er glad for, at Opeth også på den nye plade “Sorceress” har sat overliggeren vanvittigt højt, så numre som netop titelnummeret “Sorceress” og især “Era” på ingen måde står tilbage for tidligere meritter. Det er altså svære sager, de har begivet sig ud i – igen.

Brandvarmt farvel

På den tørreste facon var vi pludselig nået tæt på slutningen og Åkerfeldt konstaterede såre afmålt og med omkring 25 tørre kiks i munden, at de kun havde en “Låt” tilbage, men dog en laaang “lå-åt”. Sangvalget var faldet på “Deliverance” og den blev spillet af et band, som omsider var blevet godt gennemvarme. Nummeret i sig selv er en tour de force i progmetal, og alle de form- og rytmeskift, stemningsbilleder og vanskelige motiver og melodier, som er vævet ind i ét og samme lange nummer, er som en atletisk øvelse, der kræver, at man er fuld ud på toppen af sin ydeevne. Og dog ser det så nemt ud, når Opeth gør det. Og tørt.

Det er en no brainer; hvis man kan lide diversitet, så er man i sikker havn med et band som Opeth; de kan slet ikke lade være med at blande udtryk, gå amok i metalraseri, tage den helt ned igen med atmosfærisk nordisk folkeviseagtige passager, eller gå all in på klassisk hard rock a la Rainbow. Og selvom Mikael Åkerfeldt ikke gider growle på de nye udgivelser, så holder han heldigvis stadig af at gøre det live. Det blev efterhånden en fed, fed koncert. Tak for at I spillede jer varme. Ses.