Opeth udgiver nyt album: Sorceress

Så er der nyt fra svenske Opeth. Fra Rockfield Studios, hvor også de indspillede den forrige ”Pale Communion”, får vi den 30. september det tolvte album ”Sorceress”. Hvis man var til det forrige album, er der noget at glæde sig til, for vi får velklingende og gedigent prog rock for alle pengene.

Vi starter helt nede i første gear

Albummet lægger ud med det ca. to minutter korte intro “Persephone”, som består af en æstetisk melodi spillet på akustisk guitar med baggrunds lyde med en sensuel kvindestemme.

Efter introet kommer titelnummeret ”Sorceress” (eller rettere halvdelen af titelnummeret, for syvende nummer hedder ”Sorceress 2”). Nummeret starter med et superfedt og insisterende instrumentalforløb med guitar, bas, keys og trommer som ender i et break i rytmen, hvor simple guitarmotiver battler mod hinanden i hver sin højtaler med en sprød og blød guitarlyd, og nummeret går stille i gang med Mikael Åkerfeldts karakteristiske vokal. Med et trylleslag er vi i Opeths prog rock univers. Med afdæmpet musikalsk udtryk, bliver man ført problemfrit gennem de temmelig mange formled, og man kan godt høre at det er erfarende herrer der står bag musikken.

Tredje nummer ”The Wild Flowers” har lidt Candlemass-melodik, med lidt Jethro Tull-instrumentation og tempo. Et rigtigt story-teller-track. Efter 4:20 minutter kører guitar og keyboards sammen i et langt forløb, inden vokalen kommer igen. Det sidste halve minut af nummeret, kommer der som et lyn fra en klar himmel, et superfedt progressivt og intenst instrumentalforløb, simpelthen som en slutning på nummeret. Godt lavet!

Masser  af livlige numre

Iørefaldende up-tempo-nummre er Opeth altid gode til at lave, og på dette album har vi det femte nummer ”Chrysalis”. De fyrer den af med den bedste Opeth-energi, og først efter 5 minutter falder nummeret ned i intensitet, og de sidste 2:20 minutter er af mere stille karakter inden nummeret klinger ud.

Det sjette nummer ”Sorceress 2” er en hale på første titelnummer, og det er helt nede på jorden. Semiakustisk guitar og vokal er hvad vi får, og det kommer der også et fint nummer ud af…men, hmm…det lyder godt nok meget som Pink Floyds ”Brain Damage”, men fred være med det. Det er sgu et stemningsfuldt nummer.

Én af mine farvoritter er ”Strange Brew”. Der sker lidt af hvert, og er utvivlsomt progressivt musik. Der er mange skift i nummeret, og det hele giver mening, både i valg af tone og rytmemateriale, og med de klange der er valgt til nummeret. Ligesom titelnummeret, får første nummer “Persephone” også et da capo i form af et kort outro med titlen “Persephone (Slight Return)”….lige for at få nogle helt afdæmpede toner at slutte albummet af på.

Sublime håndværkere

Opeth er et stort band som kan komponere og spille næsten hvad som helst i den progressive rock og metal. Men det er som om at der ikke rigtig er nogle overraskelser på albummet, men mest Opeth-håndværk. Jeg vil hertil sige, at det er et sublimt håndværk, som i høj grad er værd at lytte til. Numrene er lidt anderledes opbygget end hvad man forventer, men det er jo også næsten et must i den progressive musik. Trommeslageren Martin Axenrot ligger som altid med perfekt feeling, og det hele lyder let som en leg, og trods kompleksiteten, lyder det ikke studiekonstrueret overhovedet. Der er også et fint valg af keyboard-lyde på albummet, og tastetur manden Joakim Svalberg har en ret stor rolle, og gør et godt stykke arbejde.

Mikael Åkerfeldts stemme er som altid, rigtig fed, men han udfordrer slet ikke sig selv, så det bliver meget det samme som de sidste par albums. Han behøver ikke ligefrem at growle, men han kunne godt arbejde lidt mere med forskellige klange i stemmen, inden for den progressive rock, som vi efterhånden forventer at høre fra bandet (…for de går nok ikke tilbage til deres døds-lydmur-metal-musik).

Alle i bandet spiller som sædvanligt rigtig godt, og de svinger hele tiden med en overmiddel-præstation, men alligevel er de lidt pæne og forsigtige i deres musikalske udtryk. Det lader til at Opeth har lagt den mere ekstreme musik på hylden, men gerne vil være sprælske inden for prog-rock-rammen. Og det er også fint at vælge en stil der passer til deres temperament.

Med deres efterhånden store produktion af forskelligartet musik, og med dette dugfriske album, kommer Opeth da nok til at køre klatten i DR Koncerthuset den 7. november.