Opeth – Verdens selvproklamerede ondeste band har stadig et giftigt stik

Solen står højt over Hades efter KoЯn har formået at overraske undertegnede på bedste vis med deres hoppe-venlige nu metal. Det kræver lige en mental omstilling, at gøre sig klar til det der skal til at ske kl. 17:45, for de ukronede konger af progressiv dødsmetal – Opeth – leverer alt andet end hoppe-venlig metal.

Måske kan det ikke engang kaldes “lytter-venlig metal” og dog for rent faktisk belønnes man for netop at lytte til Opeth og ikke blot høre dem, for Opeth er endnu ét af de bands der kræver noget af deres lyttere – præcis som deres landsmænd Soen der gæstede Gehenna aftenen før.

Opeth åbner med ”Hjärtat vet vad handen gör” eller “Heart in Hand” som nummeret hedder på engelsk – men denne dag har bandet valgt at fremføre den svenske udgave. Nummeret er fra seneste skive “In Cauda Venenum” (2019), som i øvrigt er indspillet i fuld længde både på svensk og engelsk.

Den tunge bas dundrer derudaf i jævn let galop inden Mikael Åkerfeldts klare vokal hopper og danser legende henover teksten.

Som stikket fra en skorpion

Efter en introduktion i den mere blide ende, viser Opeth lige tænder da andet nummer på dagens set-liste åbner med Mikael Åkerfeldts helt fabelagtige mørke, dybe growl på nummeret “Ghost of Perdition” (2005) – en growl der efterhånden er de færreste forundt at høre, da de seneste albums alene har budt på klar vokal, som også er ganske smuk, men lige præcis Åkerfeldts growl kan noget helt særligt! Den er ond og grum og står i skærende kontrast til de fine melodiske og ekstremt tekniske passager i deres musik. Det er lige præcis denne kontrast der for mig gør Opeth til en helt usædvanlig musikalsk oplevelse.

Titlen på deres seneste album “In Cauda Venenum” er et meget godt udtryk for Opeths musikalske udtryk. Titlen er latin for “gift i halen”, som er metafor for en skorpion. Skorpionen bevæger sig stille frem inden den hugger med sit hurtige giftige stik. Hvilket egentlig er meget sigende om bandets sangopbygning – som ofte har en længere, blid intro inden de åbner dørene til helvede og skruer op for “verdens ondeste band” rent lydmæssigt, og som skorpionen leverer de deres endelige budskab i lytterens øre til sidst.

Stockholm er hovedstaden i Skandinavien

Efter “Ghost of Perdition” præsenterer Mikael Åkerfeldt bandet, som kommer fra “Stockholm – Skandinaviens hovedstad” – ligesom på seneste album, får vi den replik på både svensk og engelsk – det er åbenbart det nye. Replikken leveres drillende og med et glimt i øjet, publikum buher, men er helt med på legen. Den drillende kontakt til publikum er endnu en kontrast i bandet, der ellers fremfører deres musik i fuld koncentration.

Det er også et koncentreret og hengivent publikum der har taget plads foran Hades.

Der er intet hastværk at spore, da Opeth dernæst brillerer på “The Devil’s Orchard” fra albummet “Heritage” (2011).

Opeths kompositioner skifter tempo, takt toneart og intensitet hvert øjeblik med masser af følelse og stemning, man ved aldrig hvor et nummer er på vej hen og når man tror man har regnet det ud, så stikker det pludselig af i en helt anden retning. Opeth udfordrer ikke bare fra sang til sang, men fra akkord til akkord.

Lyden er heldigvis knivskarp denne sene eftermiddag – alle de flyvske, finurlige detaljer træder tydeligt igennem. Bandet spiller stramt og præcist og med en sikkerhed der er de færreste forundt. Alle 4 musikere i bandet får det til at se så legene let ud. Der er for eksempel INGEN forandring at spore hos Åkerfeldt når han growler – han gør det ubesværet og naturligt, selvom lyden i hans growl er så voldsom. Bandet høster absolut den bedste respons fra publikum på de numre hvor Åkerfeldt growler.

Settet rundes af i allerbedste prog stil med det 14 minutter lange titelnummer fra albummet “Deliverance”.

Jeg ved ikke om Copenhell har købt en svensk prog-pakke-løsning i år, men der skal bestemt ikke lyde nogen klager herfra! Opeth er ikke easy-listening, og det taler måske ikke til det brede publikum på Copenhell – men det taler til musiknørderne, til lytterne, til dem som giver sig tid til at lukke øjnene og opdage musikkens finurligheden. At Copenhell gentagne gange booker netop Opeth og andre i samme boldgade, er et udtryk for at der også er stor efterspørgsel på musik der ikke umiddelbart er lettilgængeligt og det understreger bredden og diversiteten på publikummet og jeg elsker at Copenhell investerer i at ramme lidt bredere end de bands der alene kan sælge de 36.000 billetter.