På tur i sumpen med Rod Melancon

Det er ikke alle numre på amerikanske NRPs feed A Song A Day, der er lige interessante. Men tilbage i april var den daglige leverance en lavmælt americana-sag ved navn “Rehabilitation” med en hvis Rod Melancon. Ham havde jeg aldrig hørt om, men det lød godt.

Numrene på både den nyudgivne Pinkville og den foregående Southern Gothic viste sig at holde standarden. “Gud ved om han nogensinde kommer til Danmark?”, tænkte jeg, og googlede mig frem til, at Rod Melancon bestemt ikke er nogen lille fisk i USA – og at han just havde begivet sig ud på en miniturné i Sverige, med en enkelt afstikker til Bartof Station på Frederiksberg. Nogle gange har man lov at være heldig.

Vi skal lige have noget på plads: ‘Melancon’ er med trykket på 2. stavelse, åbent ‘a’ og blødt ‘c’. Fransk udtale. Rod kommer nemlig fra Lafayette, Louisiana, USA, og er af cajun afstamning. Cajuns er franske udvandrede, der blev fordrevet fra de canadiske provinser i 1700-tallet og via de franske besiddelser i Haiti endte med at slå sig ned i Mississippi-deltaet. De er også et folkefærd, der har holdt deres oprindelse i hævd og værnet om den særlige kultur, deres enklave udviklede. Du kender den sikkert fra krydret cajun-mad og zydeco-musik.

Det er også et folkeslag, der aldrig har ‘made it big’ i USA. Det er arbejderklasse på godt og ondt, og man ser med skepsis på folk udenfor klanen. Problemer ordner man ved at ringe efter sine fætre – ikke sheriffen. Derfor kan det heller ikke undre, at Rod Melancon i både musik og tekster står på skuldrene af typer som Steve Earle, den dystre udgave af Bruce Springsteen og nycountry stjerneskud som Jason Isbell.

Man kan fodre svin med håbefulde unge mænd med en guitar og et band, der forsøger sig i den genre. Rod Melancon er bare niveauet over og kan, som forbillederne, både skrive fængende melodier og tekster, der fortæller en historie om rødder og tabere hjemme i Lafayette. Og så rocker han hårdere, end de gør. Det kan vi godt lige på Rockzeit.

Så det var en forventningsfuld anmelder og fotograf, der var på plads torsdag d. 2. maj, da Rod Melancon og band lagde fra land med den syrede åbner, “Pinkville”, fra Pinkville, om ham den psykisk invaliderede Vietnam-veteran, der boede lidt længere nede ad vejen, da han var dreng. De to næste numre, “Goin’ Out West” og “Westgate”, faldt ligeledes i samme rækkefølge som på pladen og manifesterede allerede her, at Rod Melancon er en rocker – ikke en traurig ung mand med en guitar. Det fik Joakim, der passede lydpulten og spiller melankolsk harpe i et irsk folkensemble, til smågrinende at gnække “Hold kæft, der er knald på!”.

Sammen med de efterfølgende “Rehabilitation” og “Tom Petty” fik de også slået fast, at der er noget at komme efter i Rod Melancons tekster. Han præsenterede selv “Westgate” om ‘the projects’ i Lafayette, som stedet for de bedste historier. “Why would I wanna write about the rich parts of town? What kind of a boring song would that be?”.

Rod Melancon er dog ingen Earle eller Springsteen – i hvert fald ikke endnu. Det blev sat i relief, da han gav et cover af Springsteens “57 Channels”. Et gammelt råd i manuskriptforfatterbranchen lyder “Show it, don’t tell it”, og det greb mangler Rod Melancon lige helt at mestre. Han skriver godt, og han ser de gode historier, men de kunne med fordel oppebæres af mere poesi og overlade mere til fantasien.

Heldigvis blev “57…” efterfulgt af hans egen fremragende “Cobra”, der er et eksempel på, hvordan det gøres rigtigt. En sort rocker om, hvordan en tankpasserknægt af kedsomhed begiver sig ud på et voldeligt røvertogt med en tilfældig kunde.

Efter “Cobra” bevægede Rod Melancon sig gennem noget af sit ældre materiale og gennem nogle af de mere straight numre. Numre som “Perry” og “I Need A Redhead” har nok mere hitpotentiale og blev sikkert derfor gemt til sidst. Det gjaldt også hvad der tilsyneladende er den mest kendt Melancon-sang nemlig “Wanna Go For A Ride”, der er blevet brugt i en amerikansk Toyota-reklame.

Det virkede også som om, at Rod Melancon selv var ude i pligtafleveringer. I hvert fald blev de selvsikre fremførelser uden overflødige kommentarer og præsentationer fra sættets første halvdel nu suppleret med almindeligheder som “Thank you for coming out tonight” og alt det der. Sympatisk nok men når man spiller helt oppe i fjæset på 50 mand i et lille kælderlokale, så er det svært at skjule ting, der kører på autopilot.

Rod Melancon er klart mest interessant både live og på plade, når han spiller hårdt, bryder 2-vers-solo-sidste-vers-formlen og fortæller historier om død og tragedie. Heldigvis blev der også her i sidste halvdel plads til den slags i f.eks. den sublime “Lights Of Carencro” fra Southern Gothic. Rod Melancons amerikanske sideman på guitar og de 3 svenske lejesvende på trommer, bas og keyboard fik her lejlighed til at trykke hele instrumenteringen igennem i et rasende jam.

I det hele taget fører Rod Melancon sig på en scene med selvsikker swagger og ligner Martin Sheen i filmen “Badlands”. Den em af sydstat, der hviler over ham, er så ægte, at det næsten bliver en karikatur. Selvfølgelig er der imagepleje i det, men rollen som southern boy kan man ikke spille så lydefrit som Rod M. Det er noget man er. Det er kun langs den amerikanske Golf-kyst, at unge mænd gør som Rod Melancon gjorde og ruller ærmerne på sin T-shirt op over skuldrene wifebeater-style. Det gør man kun, hvis man er vokset op et sted, hvor noget så bondsk oprigtigt betragtes som cool.

Efter 2 gange akustiske ekstranumre – det ene endnu et Springsteen-cover fra Ghost Of Tom Joad– var det så slut. Rockzeit slog kloen i hovedpersonen selv og fik en kort snak med ham.

Først og fremmest undrede vi os over hvordan man som amerikansk rootsrocker i det format beslutter sig for en turné i … Sverige (med aftenens lille smut til Frederiksberg). Det arrangement kom i stand efter Jason Isbell foreslog det svenske bookingfirma, Rootsy Music, at få Rod Melancon til Sverige. Og som Rod selv sagde “When one of the best song writers of our generation vouches for you like that, you go for it”.

Det siger også noget om den liga, som Rod Melancon er på vej op i (og hvis du, kære læser, kan lide nycountry og rootsrock og ikke ved hvem Jason Isbell er, så skal du i gang med lektierne nu!).

Trods et yderst imødekommende væsen var det dog tydeligt, at Rod Melancon var blevet spurgt om det meste før – og han var nok også ved at have turnétræthed. Svar på, hvordan han var endt som musiker, og hvor han skal hen, var i hvert fald som at starte en båndoptager. Så hvis du vil have uddybet, hvordan han først startede med at spille musik som 18-årig efter at have set sin fars reaktion på Hank Williams Jr’s sange, så er der masser af interviews andre steder på internettet.

Jeg hæftede mig mest ved, at Rod Melancon kun sjældent talte om sange – han talte om historier. Godt, for dem har han et godt øje for, og hvis han fortsætter med at holde dem inde i så stærke melodier, som han har gjort på Pinkville, så kommer vi til at se mere til ham i fremtiden. Bare husk – Rockzeit så ham først.

PS! Hvis du ikke kender spillestedet Bartof Station, så check det lige. Ganske vist er repertoiret mest blues og jazz, men det er også her ex-Mercyful Fate-guitaristen, Michael Denner, holder hof med sin musikquiz. Rockzeit stiller med et hold i efteråret – du kan garanteret ikke slå os.