Pain Of Salvation live i Amager Bio

Pain Of Salvation udgav en utrolig stemningsfuld plade “The Passing Light Of Day” tidligere på året og det kan derfor ikke overraske, at sangene derfra udgør det meste af sætlisten på deres aktuelle turne. Ofte betyder det jo, at fraværet af bandklassikere falder die hard fans for brystet, men én ting lå dog fast; vi fremmødte i Amager Bio kunne være sikre på at få masse vanvittigt ambitiøs alternativ prog metal.

Vi skulle dog lige have varmet biffen op og det stod Port Noir ganske udmærket for. De led selvfølgelig under et halvtomt rum, men allerede under deres performance var der ganske god stemning blandt publikum, som responderede godt på svenskernes postmetal. Som trio formåede de at få ret meget lyd ud over scenekanten og især deres melodiske brug af tostemmighed gav tit en forfriskende overbygning på deres lidt ordinære standard-prog sangstrukturer. De blev klappet flot af scenen og så var det Pain Of Salvations tur.

Pain Of Salvations landskab

Det er nok en fin ide at tilegne sig lidt kendskab til Pain Of Salvation’s musikalske roadmap inden man køber en billet. Ellers kan man nemt fare vild. Det er bestemt ikke rock/metal på automatpilot, nej der er tale om en outlandish tilgang til sangskrivningskunsten med bizarre rytmer og abrupte formledsskift i en lind strøm, men i et, for bandet selv, naturligt flow. Sådan er deres musik bare, progressivt progressiv. Det er en blanding af patosfyldt film score og indierock, med små historier sammenvævet af et virvar af stilskift, spillet hjemmevant af alle bandmedlemmer, men især karismatiske Ragnar Zolberg. På toppen af dette har du en umanerlig mangefacetteret vokalekvillibrist i skikkelse af bandets mastermind Daniel Gildenlöw. Under en to timers koncert byder han på alt lige fra growl, Leonard  Cohen dybt stemmeleje, mellemleje, knasende rockvokal, clean vokal og feminin falset. Guitarist Ragnar Zolberg tager de utroligt flotte skyhigh vokaler og resten af bandet kan såmænd også synge. Det bidrager til et til tider meget overvældende lydformat.

Store ambitioner

Allerede fra start var det klart, at ambitionerne om at lave sindssygt kompleksitet og uortodokse formled- og stilskift, selv for de rutinerede ophavsmænd, er en mundfuld at gøre elegant live, og derfor virkede starten ekstremt fokuseret og koncentreret, hen mod… anstrengt.

Åbneren “Full Throttle 
Tribe” 
tog dog fat og ruskede godt og grundigt rundt med publikum med det samme og det var tydeligt, at bandet var havnet i en safe crowd så de gode vibrationer og intentioner gik begge veje; det her ville alle gerne have blev en god aften. Nummeret er vel i sig selv noget af det ypperste Pain Of Salvation har præsteret i længere tid og det strømmer med fængende og uventede motiver, riff, fills, rytmer og melodiske fragmenter, som om alt skal fortælles i én sang, og Pain Of Salvations signatur-agtige ulogiske rytmiske hop og knæk, skabte fra start ubalance i ens 4/4 dels fodfæste. Tarveligt og ret fedt. Et svært nummer at fordøje, og min sidemand der ikke var så indviet i bandets univers kunne ligeså godt gøre sig klar og tage ja-hatten på, for bandets krav til publikummerne ændrede sig ikke siden. Indledningen til nummer to “Reasons” er et á capella arrangement og det slap de ikke så godt fra. Det virkede som om det ikke var øvet nok og derfor utight; det må det atså ikke være, når det er så bart. Det virkede som om ikke alle i bandet var sikre i deres stemme.

Et af mine absolut favorit numre fra Pain Of Salvations ny album “The Passing Light of Day” er “Meaningless”, og nu var de sgu varme. Nummeret har et tungt fodslæbende groove og teksten, der sådan cirka handler om, at det er svært at holde nallerne for sig selv, når kæresten er langt, langt væk, blev gengivet virkelig godt i nummerets indestængte og sansefulde bevægelser. Jeg får at vide af min sidemand, at det lyder som en blanding af Metallica, Bowie og Marilyn Manson, og den uforløste kamp med sin egen dårlige samvittighed, som teksten fortæller matcher egentlig meget godt summen af de kunstneres aggression (Metallica), narcissisme og konstante identitetskamp (Manson & Bowie). Spændende.

Fedt og… lidt usammenhængende

Vi fik udover en god håndfuld numre fra deres ny album også lidt “Remedy Lane”, og de numre gik ret godt, det er numre folk elsker og som er rodfæstet i bandets DNA, genhørets glæde skabte en perfekt koncert-vibe og i den fase synes bandet urørlige og overjordiske dygtige. Og alligevel dykkede niveauet sært af og til i numre som bør være helt på plads; jeg synes bestemt ikke, at de fik bundet passagerne i “Rope Ends” ordentligt sammen, og et så udknaldet element som reggae delen, hang overhovedet ikke sammen med de omkringliggende dele, det hang mere i luften som en spærreballon. Nummeret blev lidt komisk, hvilket slet ikke er meningen. Det fungerer super elegant på pladen, så det ærgrede mig en del at deres liveversion slet ikke var så homogen.

Det var underligt at være vidne til et band der i ethvert enkelt element, instrument og vokal, lød perfekt – “Beyond the Pale” guitarintroen var brandvarm – mens sammenspillet nogle gange ikke sad helt i skabet; det lød på samme tid mega fedt og lidt uskarpt. Den hektiske piano intro i “A Trace of Blood”
startede krystal klart, men det druknede lidt, da resten satte i gang. Jeg var ikke helt venner med deres lilletromme lyd under koncerten, den lød lidt tam og livløs, og det skar lidt for meget igennem på “A Trace of Blood”.

Jeg er tarvelig, fordi bandet er så godt som det er. Og jeg kræver meget af dem, og heldigvis leverer de alt i alt varen – og mange af numrene i onsdags gav en kuldegysninger. “Silent Gold” var måske et af aftenens bedste numre, publikum var virkelig oppe at køre. 
Alle hujede og var glade.

Bravo Daniel

Sidste nummer, ekstranummeret og titelnummeret fra deres ny plade, “The Passing Light of Day” var det allerbedste svar på de spørgsmål jeg stod med, da koncerten nærmede sig sin afslutning. Gad vide om maestro Gildenlöw selv fornemmede at der måske skulle strammes lidt op sættes nogle ting plads?

I hvert fald stod vi og måbede, da Gildenlöw alene på scenen greb os alle med sin intime og meget personlige performance. Smukt lydbillede, med akustisk guitar, traffic samples, “Stairway To Heaven” flute og ikke mindst Gildenlöws bevægende vokal. Det minder lidt om Nine Inch Nails’ “Hurt”. Han rammer os alle med,

” Empires have fallen
Nations have been born
Heroes of our childhood
Dead, forgotten, or gone”

Og vi er alle med i fællessang på “My lover, my best friend,  Lover, best friend”. Sikke en præstation, jeg synes Daniel Gildenlöwer er et kunstnerisk fænomenalt menneske fyldt op med alt det vi andre gerne vil kunne sige, og når Pain of Salvation kan skifte sådan i dynamik og genre, hænger det i høj grad sammen med, at Daniel Gildenlöw er et mangehovedet musikalsk monster som på abnorm vis formår at gøre alle rockgenrer til sit eget modersmål. Jeg håber, han bliver ved med at have noget at sige til mig.