
Der var metal i luften da det amerikanske groove metal band Pantera, efter hele to opvarmningsbands, gik på scenen i Royal Arena søndag aften. Child Bite og Power Trip rensede vores ører godt og grundigt, så vi var klar til hovednavnet, der også kaldes Cowboys From Hell.
Et fronttæppe med et stort Pantera-logo gemte scenen. Præcis kl. 21 som annonceret, spillede anlægget nummeret “Regular People” fra albummet Vulgar Display of Power (1992) med tilhørende billeder kørende på store sideskærme til højre og venstre i salen. Så kom der lige lidt David Lynch soundtrack fra feel-bad filmen “Eraserhead”. Så havde de både hyldet de afdøde brødre Dimebag Darrell og Vinnie Paul som begge har været en del af bandet, og filminstruktøren David Lynch som døde den 15. januar i år.
Så faldt tæppet, og de fire legendariske metalmennesker begyndte med deres musikalske tordenvejr. Der blev lagt ud med “A New Level”, også fra Vulgar Display of Power. Det var ondt og tungt fra første sekund, og fik folk på gulvet op at køre med et fingerknips.
Måske liiidt for hårdtslående

Jeg har i tidligere anmeldelser nogle gange brokket mig over for lidt punch i stortrommelyden, men her må jeg sige at det var for meget af det gode. Dér hvor jeg sad, blev min brystkasse trykket ind for hver stortrommeslag i de 85 minutter som koncerten varede. Det er vigtigt i groove metal at bas, trommer og guitar smelter sammen til én lyd, men dette var tæt på at lyde som en Drum Clinic From Hell.
Hell Awaits
Der findes næsten ikke et Pantera nummer som ikke byder på tyngde i riff og grooves, og det er som om at de hylder andre store metalkunstnere. Det varmede om hjertet at høre inspirationen fra Slayers intro på albummet Hell Awaits; det med double kick og tammer. Charlie Benante var bag gryderne, og han er bare en legende med sit bidrag til thrash’en med sine mange år i Anthrax. Benante var hårdslående og tight, men desværre mere tight end bassisten Rex Brown. Det var som at Brown ofte var var nogle mikrosekunder forsinket i groovet, hvilket ikke var så heldigt i denne genre hvor bas og trommer skal være én enhed.

Hvis man ville se Zakk Wylde lave fede heavy-ansigter under koncerten, kunne man hurtigt skyde en hvid pind efter det. Det lange hår skyggede hans ansigt hele vejen igennem gigget, for han var helt koncentreret om den ekstreme strengevridning, med sit hoved bøjet ned mod pickupperne. Med den fedeste guitarlyd, gav han alle i salen en ny frisure, som sad så hatten passede.
Meningsløs snak
Frontfigur Phil Anselmo prøvede at fyre nogle guldkorn af mellem numrene, men de kom aldrig. Til gengæld fik vi en masse vrøvl, som slet ikke var tænkt igennem, og hverken var sjovt eller cool. Egentlig lød han som om han havde været til forsinket julefrokost til sen aften eller tidlig morgen, for hans stemme var rusten og det lod til at gå langsomt på øverste etage…og han lignede heller ikke én som var skarp.
Rent faktisk var der flere meningsløse underholdnings-snacks på scenen. I nummeret “Walk”, kom Child Bite og Powertrip ind, klædt ud i hvad i de lige kunne finde backstage, og begyndte at groove med. Én havde en lang stav i hånden og én lavede armbøjninger. Tja, det lignede mest noget fra Casper & Mandrilaftalen.
Fuckin’ encore

Ekstranummeret lå lige til Benantes højreben, for det var meget Anthrax-agtigt, bare lidt mere ekstremt. “Fucking Hostile” blev det til, som med den-alt-for-kraftige-trommelyd, lød som en stor rodebutik der havde til hensigt at ryste vores knogler fra hinanden en ekstra gang, inden vi forlod salen.
Kort, men kort
Varigheden af koncerten var egentlig fin nok, for der var ikke udsigt til klangvariation i det tonale på nogen måde, og vi havde fået massive grooves, som kunne mærkes i hele kroppen. Efter ekstranummeret prøvede Anselmo dog at lave noget anderledes, for han tog mikrofonen igen, og sang “and she’s buying a stairway to.. fucking!.. heaven”. Så lige til det sidste holdt han fast i udbrud, som ikke gav nogen som helst mening. Hold op, der har været snaps på bordet til den julefrokost!
Panteras musik er bare super fed, og de mange taler og indslag forstyrrede næsten intensiteten og vildskaben. Det var så tungt og ondt spillet, og det ville have været nok hvis Anselmo bare til sidst havde råbt: “thank you fucking Copenhagen”…eller noget i den stil, for deres musik og tekster talte da i dén grad for sig selv.
Selve kompositionerne var højt niveau, og det svingede ret godt. Vokalen var lidt slidt at høre på, og det der kom ud af munden mellem numrene var ret irriterende. Trommerne kunne godt have været dæmpet hele 20% i volumen.
Men det var alt i alt en fed musikoplevelse, og jeg ender da også på 4 stjerner til de bidske helvedes-cowboys.

Summary
Band: Pantera
Sted: Royal Arena
Dato: Søndag d. 26/1 2025
Line-Up:
Phil Anselmo: Lead vocals
Rex Brown: Bass, backing vocals
Zakk Wylde: Guitars, backing vocals
Charlie Benante: Drums
Sætliste:
A New Level
Mouth for War
Strength Beyond Strength
Becoming
I’m Broken
Suicide Note Pt. II
5 Minutes Alone
This Love
Floods
Walk (with Power Trip and Child Bite)
Domination / Hollow
Cowboys From Hell
Encore:
Fucking Hostile