Patti Smith i K.B. Hallen

Et noget aldrende publikum med moderne briller i alle former og farver og kreativt tøj. Grånende, men dog i flere tilfælde kunstfærdigt arrangeret hår. Det var en siddende koncert, hvilket jeg tror, at tre fjerde dele af publikummet til Patti Smith’s koncert torsdag d. 1 juni satte pris på.

Mangfoldig duft

Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at spekulere på hvor det publikums oprør, protest og farlighed, som Patti Smith og hendes musik repræsenterer, var blevet af. Pænt og politisk korrekt. Hensynsfuldt passerede det trofaste Patti Smith publikum mig ude i foyeren, efterladende en mangfoldig duft af parfumer af alle mulige dyre slags. Man mangler ikke penge. Bortset fra en håndfuld unge studerende der var nysgerrig nok til, at gå til en koncert med organisk musik, altså rigtig musik, spillet på rigtige instrumenter, sunget af en rigtig sangerinde der mener hvad hun synger.

Efter lidt ventetid, hvor et efterhånden utålmodigt publikum begyndte at klappe appelerende til stjernen om, at komme ud til dem. Ja, så kom hun så. Seksoghalvfjerds og forholdsvis uberørt af alderens tunge slid, med et liv stort set uden for de værste konformiteter, men stadig med det lange, nu grå hår. 

Ingen scene dikkedarer

Et overaskende lille band omkransede hende. Keyboard og bas i samme person (Tony Shanahan), samt trommer (Seb Rochford) og minsandten om ikke sønnike Jackson Smith, fra ægteskabet med den nu afdøde guitarist fra MC5 Fred ”Sonic” Smith, rigtig fint kontrollerede strengene på den lakerede Fender Telecaster. Simpelt og enkelt set up. Ikke noget fancy back trask, eller syret og distraherende visuels på bagscenen. Al opmærksomhed var på Patti Smith og band.

Stort set fra starten var lyden pænt mixet, dog som det åbenbart er blevet moderne. Med lige lovlig stor overvægt på bas og stortromme. Jeg elsker bund, men den må ikke kvæle vokal og de andre instrumenter. Det fik den så heller ikke lov til her, fordi Patti styrer. Hun styrer vokal, performance, og band. Det mærkede man med det samme, da hun til stor glæde for den fyldte K.B. hal, lagde ud med ”Because the Nigth”. 

Men hun styrer heldigvis med åbenhed, hjertelighed og humor. Hvis man havde forventet en gammel sur hippie, der stadig var vred over Vietnam krigen, så blev man skuffet. Ikke at hun havde mistet sin skarpe sans for retfærdighed og kærlighed. Det kom tydeligt til udtryk i hendes introduktion af ”Underground” som var blevet til ud fra en sludder med digteren Allan Ginsburg, om åndelighed, kærlighed og hvordan vi bevarer den. At vi skal være mere bevidste om, at holde fast i ”det gode menneske” og vide, at vi kan overleve det meste hvis vi holder fred. Og den bevægelse kommer fra…ja, Underground.

Becks Bolero

Den kraftige applaus efter de forskellige numre var ligeligt fordelt. Enkelte mere kendte numre høstede dog lidt mere opmærksomhed. Blandt andet et nummer hvis titel jeg ikke nåede at opfange, men som Patti annoncerede som en hyldest til den nylig afdøde Tina Turner. Nummeret udviklede sig til en gedigen jam mellem de tre musikere, hvor de fik lov til at strække ud, mens Patti stod i siden af scenen og så begejstret til. Og…minsandten, pludselig genkendte jeg nummeret fra min egen store helt, den ligeledes nylig afdøde britiske guitarist, Jeff Beck. I et langt stræk arbejdede trioen sig gennem ”Becks Bolero” i en rigtig fin fortolkning. Og rørende (især for mig), var det at opleve Patti tage mikrofonen og monster hylde denne unikke guitarist med strakte hænder op mod himlen, til stor jubel fra et publikum som jeg aldrig havde tiltænkt stor viden om denne undervurderede musiker. Patti vidste hvem og hvad han var. Der blev klappet længe efter den levering. 

Der var ikke tvivl om, at sønnen Jackson har haft den helt rigtige musikalske opdragelse og inspiration. Et kedeligt musikalsk udtryk kan man ikke beskylde ham for at have. Han vævede sig rigtig fint rundt om sin mors vokal. Supplerede den og skabte stemninger. 

Nærvær

På et tidspunkt nævner Patti, at hun faktisk befinder sig lidt i et dilemma. ”Er det her bag mig en trio, og jeg er så bare sangeren, eller er jeg stjernen, og de er bare bandet, eller er vi et helt band? Hm…Jeg vælger at tro på det sidste”. En bemærkning der affødte smil og grin på scenen, og massiv applaus fra det publikum der i løbet af koncerten var revet lidt ud af angsten for at miste facaden og komme til, at tabe de fine briller. Patti inviterede til gensidig underholdning. Med humor, ydmyghed, nærvær og ikke mindst en stadig meget stærk og klar stemme, der stort set hele tiden var i pitch (som det hedder nu), holdt hun sit publikum fast i opmærksomhed på melodier og tekster. Tekster man faktisk kunne høre på grund af et hensynsfuldt sals lyd mix. Og ja…publikum kendte deres tekster, når Patti inviterede til ”singalong”, hvilket overaskede mig at hun kunne finde på. 

Stor latter fra salen

Man kan heller ikke beskylde Patti for at stresse sig gennem koncerten. Der var rigtig god tid mellem numrene. Og det var absolut ikke fordi hun skulle samle energi til næste nummer. Den havde hun hele tiden. På et tidspunkt står hun og ser lidt ned i gulvet.

”Nå… men jeg stod såmænd bare og tænkte på, hvad jeg skal have på i morgen”. ”Men det er jo ret ligegyldigt, for det er jo det samme som jeg har på i dag. Jeg vasker det jo bare i hotel håndvasken, hænger det til tørre på badeværelset, på ribberne til håndklæderne. Så er det klar til næste dag.” 

Lang applaus og latter fra det publikum der simpelthen nu er lagt ned af Patti’s charmerende tilstedeværelse. Og minsandten om hun ikke sidst i koncerten  lidt sexet, smøgede sin jakke af, lagde den over på Jackson’s ene af de to små 15 w Fender amps, og fremstod nu i hvid skjorte, sort vest, og lange, sorte bukser. Således arbejdede hun så ud mod slutningen med numre som ”Dancing Barefoot”, ”Pissing in a River”, og sluttede med ”Gloria” med et stående publikum.

Ganske som vanligt, ud i kulissen til massiv applaus, og ind igen og spille to ekstra numre; Neil Youngs ”Heart of Gold” og hendes ”People have the Power”.

Til det må man efter aftenens oplevelse konstatere at Patti Smith helt klart stadig har sin power. En vellykket power. Jeg ender på 3,5 stjerner til gode gamle Patti.