Pearl Jam fyrede den af i Arenaen

Foto: Morten Hermansen

Seattle-stjernerne Pearl Jam gik på i Royal Arena tirsdag aften for en helt fuld sal, som hele tiden mere eller mindre summede af begejstring. Der var også grund til begejstringen, for bandet var i yderst højt gear og gav alt hvad de havde i sig foran den store menneskemængde.

Klassisk grunge rock

Ikke overraskende, startede koncerten med et nummer fra den udødelige debutplade Ten fra 1991 som var med til at give genren grunge et stort publikum. Det blev til sangen “Release” som var god til at få folk helt op at køre fra begyndelsen. Eddie Vedder sang allerede som han skulle, for det lød som om at han allerede var varm i stemmebåndet. De lave toner som bygger op til højere toner på ordene release me, var ganske magiske, og det er jo også et godt nummer. Det var synd at lyden havde alt for meget volumen i basregistret, for den stakkels følsomme sang blev til en lidt ulden affære.

Foto: Morten Hermansen

Hmm…

Koncertens tredje nummer “Last Exit” fra Vitalogi er i min bog ikke ét af  bandets bedste, og det kom dertil ikke ordentligt ud over scenen. Den relative hurtige rytme, simple riffs samt vokalfraser som ikke er sååå catchy, druknede i den voldsomme lyd, en lyd som der dog blev justeret lidt efter lidt. Men det tog alligevel ca. 20 minutter før det lykkedes at rette op på den.

The left handed genius

Mike McCready holder guitaren som en højrehåndet guitarist, men rent faktisk er han ventrehåndet. I min verden løftede niveauet sig i musikken når han lavede soloer, for han lå før og efter beatet og fik klange ud af dyret som man ikke har hørt før fra en guitar. I performance var han også yderst energisk at se på, og det var som om han skulle spille sin sidste koncert denne aften. Alt dette lavede han henover et utroligt steady beat fra den fantastiske trommeslager Matt Cameron, som var utrolig stabil i sit trommespil og som lagde den fedeste bund i hvert eneste nummer der blev spillet.  

Noget af det nye

Foto: Morten Hermansen

Man vidste godt at numrene fra debutalbummet ville rykke på scenen og ville ruske i nostalgien hos publikum, men der var også nyere numre som virkelig fik deres ret på scenen. Et nummer som “Dance of the Clairvoyants” fra 2020 gav en god variation i sætlisten med dets ret anderledes rock udtryk, og Vedder var næsten i skuespiller-mode for at få det dramaet i nummeret forstærket og langet ud over scenen med store armbevægelser.  

Encore

Der blev sunget med i stor stil på hittet “Alive” fra debuten, som har det følsesladede iørefaldende omkvæd som er blevet masseret ind i folks sind siden 1991. Vi fik en super energisk version af Neil Youngs “Rockin’ in the Free World” hvor der blev smidt med tambouriner på scenen mellem musikerne, og hvor een bevidst blev smidt ud over scenen og med et stort smil blev grebet af en ung kvinde. Youngs klassiker var en ren fest, og det var en god humørbombe at gå hjem på. 

Det hele skulle med

Det var et meget udadvendt band vi havde med at gøre, for der var hele tiden øjenkontakt og en del taler til publikum mellem numrene. Der var god musikalsk energi som blev holdt oppe hele vejen igennem koncerten. Der skete meget på scenen, og der blev også udskiftet instrumenter hvor roadies hurtigt kom ind til hvert enkelt medlem med guitar og bas. Man kunne godt høre forskel på klangen i musikken når der blev skiftet instrumenter. Gæstemusikere på perkussion, keyboard og backing vokal, gav også en ekstra klangdimension i Pearl Jam’s musik.

Trods at musikerne gjorde alt for at opnå musikalsk kvalitet og god performance, blev koncerten lidt kedelig efter en times tid. Pearl Jam’s musik har generelt noget vemod over sig, lige meget om det er stille eller uptempo sange, og det blev lidt for meget for mine ører. Oven i hatten, skulle man høre på Eddie Vedders holdninger om ligestilling, og en vigtig, men lidt lang tale, om tragedien i Field’s hvor han fremhævede den ekstrem lave hyppighed af masseskyderi i forhold til USA med en stor ros til Danmark. De følelsesladede indslag blev rimelig godt modtaget af publikum, for Vedder er jo en person som har meget på hjertet og ikke er bange for at snakke om store følelser foran titusinder af mennesker.

Der blev kompenseret for de vemodige dyk som jeg synes koncerten havde, for der kom ny energi mod slutningen, og encore-afdelingen var ganske frisk og sprælsk må man sige. Det var åbenlyst musikere som bare har super overskud på en scene i musikalitet og performance, og som ganske vist også er gode sangskrivere.

RockZeit ender på 4 til stjernerne fra Seattle.