Perfektion med charme: Toto i Royal Arena

Inden jeg begyndte at skrive nedenstående anmeldelse, havde jeg lige skimmet et par klip med Jimi Hendrix, som jeg jo selv husker, da jeg så ham live tre gange inden han døde. Her var der ikke tvivl om, hvem og hvad der havde guitaren i hænderne. Guitar volumen var dengang høj og virkelig til stede.

Det kunne man godt blive lidt i tvivl om ved koncerten i Royal Arena. Nuvel, man SÅ Steve Lukather, men det meste af hvad han spillede når han tog en solo, druknede i det ellers gode sound mix af resten af Toto.

God tromme sound, god bas sound, god vocal lyd, og selvfølgelig gode keyboards. Men hvorfor måtte vi så ikke høre hvad ”Luke” lavede på sin guitar, når han tog sine spots?

De eneste tidspunkter hvor han virkelig kom frem, var på de to titler hvor han havde nu afdøde Jeff Becks Stratocaster i hånden på henholdsvis ”Won´t Hold You Back” og ”Unchain my Heart” (Nej, ikke Joe Cockers nummer)

Her fik vi hele paletten af hvad ”Luke” i virkeligheden kan, både melodisk jazzet, og rå spade rock. Om det var Jeffs ånd der var krøbet ned i Steves fingre og hjerne, eller om han blot virkelig stadig har sit guitar talent i behold, ved jeg ikke helt. Jeg vælger at tro på en blanding. Det var i øvrigt for mig som inkarneret Jeff Beck fan ret rørende da Steve fortalte, hvorfor han pludselig stod med Jeffs Stratocaster i hånden, når han normalt ikke spillede på den guitar model. Det virkede næsten som om at Jeff´s guitar bragte det bedste ud af Lukather.

Og så var der alt det andet. Først og fremmest blev der sunget med top sikkerhed, selv i de høje register af vokalisten Joseph Williams, samt den unge 28 årige keyboard mand Dennis Atlas, som i øvrigt fik sit eget spot, og som Lukather fortalte de ikke havde haft tid til at øve med inden turen, men at han faktisk kunne numrene bedre end resten af Toto selv. Dennis, Greg Phillinganes (keyboards) Warren Ham (horn & perkussion) og John Pierce (bas) lagde nogle fuldstændig skarpe korstemmer, som både tonalt og rytmisk, sad lige i ”køleskabet”. Sidstnævnte John Pierce (bas) blev i øvrigt født på samme tidspunkt og samme hospital som ”Luke”, og de har været venner lige siden.

Totos materiale er en rigtig god blanding af gode melodiøse sange, men arrangeret vildt interessant. Så på det plan var der stærk musik både til pop pigerne og musiknørderne. Musik fra Toto gør én nysgerrig og skærper lytterens opmærksomhed med de kringlede rytmiske arrangementer, hvor man flere gange virkelig skal holde tungen lige i munden. Og en anden pragtfuld ting ved Toto er, at når hver musiker får sin solo, det gælder både Lukather selv og de øvrige musikere, så bliver der strukket ud. Jeg fornemmede ikke noget med at ”så mange takter til dig, og så mange takter til mig…” Enkelte numre blev dog spillet med de oprindelige solo riffs og perioder. Men andre numre fik lov at blive ”jammet”. Og flere gange lå der en funk jazzfeeling, som vi kendte det fra mange jazz fusions bands fra halvfjerdserne. Især keyboard mandens Greg Phillinganes solo spot var utrolig elegant og fyldt med masser af spændende akkorder og forløb. Sådan noget kan godt være svært for et publikum at sluge, og der blev da også snakket noget. Men Greg bar det alligevel igennem til et massivt applaus. Ligeledes fik Dennis Atlas et længere keyboard solo forløb, der fik én til at mindes den britiske keyboard virtuos Keith Emerson’s (Emerson, Lake and Palmer) fantastiske fusion mellem klassisk og rockmusik.

Heldigvis blev det massive musikalske talent fra hele Toto afleveret til publikum med en tydelig spilleglæde og et synligt kammeratskab på scenen, og det kunne det fyldte Royal Arena godt lide. Toto formåede nemlig også at skabe en stemning af blandet nostalgifest og frisk musikenergi. Både på ”Roseanna”, ”Hold The Line” og især på slutnummeret ”Africa” var publikums store sangpatos næsten ved at overdøve Toto selv. Så kom ikke at sige at folk ikke kender deres Toto.

Vores opmærksomhed var i øvrigt tvunget til at være rettet mod scenen. Toto havde nemlig valgt ikke at bruge storskærm, men en godt tilpasset lyssætning uden alt for meget flimmer. Hvis jeg havde været i tvivl om hvorvidt jeg skulle opleve et træt gammelt soft rock band fra 1977 sat sammen af et hold dygtige studie musikere der har spillet på et massivt antal andre kunstneres plader, så blev den tvivl lagt helt ned ved aftenens koncert.

Havde house mix manden dog bare lukket noget mere op for Steve Lukathers guitar soloer, så havde vi haft pladen fuld!

Jeg ender på 4,5 stjerner til Toto.