Peter Murphy 40 Years of Bauhaus Ruby Celebration featuring David J – i Store Vega 11/12-2018

Tirsdag aften, netop ankommet, jeg står udenfor Store Vega. Få mennesker, ingen store bandbusser, ingen flokmentalitet blandt Vesterbros hipstercykler. Ingen dramatik. Det er jo også Danmark og ikke Sverige, og Peter Murphy lugtede ikke blod denne aften. Mere herom senere.

Småt men Goth

Ikke udsolgt. Man skulle ikke tro, at Peter Murphys retrospektive og selvpromoverende hypnotiske goth kabaret show er i byen, og at dette var en chance for at opleve en fremførelse, i vor tid, af et ultravigtigt rockhistorisk punktnedslag, eller rettere, punknedslag; arnestedet for gothrock, postpunk, kimen til den efterfølgende mere tilgængelige britiske new wave rock, samt tidlig 80’er synth rock, og videre ud i hårdere forgreninger, indierock, alternative, gazer and what have you. Sammen med navne som Tones on Tail, Siouxie and The Banshees, The Cure, Jesus And Mary Chain, Dead Can Dance og Joy division, har Bauhaus været solid  inspiration for alskens fremtidige og vidt forskellige bands som Celtic Frost, My Chemical Romance, Type O Negative, The Cult, Nine Inch Nails, The Flaming Lips og Hole.

Peter Murphy og Bauhaus meritter aftvinger afgjort respekt. Så ok, måske var vi ikke sååå mange, men ved at Vega lukkede af for balkonen, var vi mange nok til at ligne et talstærkt fremmøde – i mørke. Og det var en blandet crowd af seniorvampyrer med enkelte naturligt mørke stænk, de unge på 40, samt de helt unge ligblege spradebasser med eyeliner og deres forældres LP’er til låns på kollegieværelset, kort sagt, alle os som bekender os til det rå støjende rockudtryk, goth, verden på vrangen og musik fra kunstnere som trives bedst på den mørke side af månen. Som regel står Vega for gode afviklinger, og der var en afslappet forventningsfuld stemning.

Desert Mountain Tribe

Inden vi nåede helt så langt skulle vi overvære et lovende bands, som har samlet tråden op fra startfisernes sortromantikere, nemlig Desert Mountain Tribe. Der er tale om et band, som begyndte i 2012 og består af Jonty Balls, Guitar/sang, Matthew Holt på bas og Frank van der Ploeg: på trommer.

De synede ikke af meget, de lignede snarere deres egne roadier, der lige skulle tjekke gearet en sidste gang. Men da de gik igang – uimponeret og selvsikkert – var jeg ikke i tvivl om, at de havde deres eget udtryk – deres helt eget take på ny støjende psych/alternative/indie rock (alle de stilarter).

Desert Mountain Tribe bruger enkle virkemidler til at føre deres upolerede og melankolske sound ud i livet, de griber om sig fra nær og fjern, og man kan sagtens høre deres fascination af postpunk, indierock, alternative gazer, reel hardrock, stænk af rockabilly og surferrock. Der er masser af tunghed, drone- og tranceagtige basostinater og sekvenser der pulserer dybt under de stratosfæriske distortede gazer vægge med masser af rumklang. Vokalen er flosset, upoleret, men signifikant fra top og bund, meget britisk. Bassisten Matthew har sin egen pedal fest i krumrygget positur og er en ægte moderne Greaser, Jonty er 100 % genuine hipster, uden ansigtstræk, trommeslager Frank er en vildmand a la Dave Grohl. Tilsammen har de den samme ambivalente power som en hybrid af White Lies, The Cult – og et knust hjerte.

De startede helt kolde, men arbejdede sig op og vandt hele tiden flere og flere fra publikum, og selvom Jonty som den opvarmer han var, lakonisk kom klapsalverne i forkøbet med et lunkent “thank you!”, så var der respekt for deres approach og fængslende deprimerende urbanrock, og et højdepunkt var for mit vedkommende “Leave it behind”. Den skal jeg huske at høre igen og igen og igen.

Velkommen til punkrock-varieteen

Mellem de to band blev der selvfølgelig spillet gamle tyske kabaret sange af Marlene Dietricht og det var ligefør jeg følte, at jeg var med i et afsnit af serien Babylon Berlin. Pointen er klar, det gælder om at preframe; Det store teatralske clash i den europæisk kultur på kanten af 80’erne, punkens opgør med den forblommede progrock, punkens sammensmeltning med krautrocken, glamrock, avantgarde acts som Cabaret Voltaire, opdyrkelsen af mellemkrigstidens tyske burleske frivole og grænsesøgende fest- og sexualkultur, Bertolt Brechts verfremdung, ikon-dekonstruktion, Bowies Berlin trilogi, Art with a Capital F, and there you have it; scenen er klar, så skal vi til det; den karismatiske Greve af Goth, Peter Murphy is in da house!

Den rutinerede gråstænkte rockperformer trådte ud i rampelyset med en rutine, der med det samme samlede alles blikke om sig, og som om det ikke var nok, var lyssætningen i ekstrem grad lagt an på at accentuere hans sceneskikkelse. Stemmen var god, forbavsende god, og de rutineprægede kabaretpositurer tilfredsstillede fotograferne, som havde utrolig meget plads, og publikum, som fik hvad de hungrede efter; en gotisk rock maskerade, en kavalkade af Bauhaus’s absolutte topnumre, og med hele hovedværket, In the Flat Field som igangsætter, nåede koncerten hurtigt en sær blanding af intensitet, nostalgisk glæde, fokuseret lytning og afslappet call response, mens alles blikke var stift rettet på Murphy. Allerede med “Double Dare” var jeg overbevist om, at bandet havde styr på det, lyden var god på trods af det påkrævede støjende skramlende udtryk og nummerets kakofoniske støjrock blev gengivet overbevisende. Jeg er vild med de forkrampede og haltende repeterende guitarfigurer og de enerverende haltende trommemotiver. Og Peter Murphy kan stadig skråle som en ung punker. Åbneren igangsatte en koncerten, hvor man til tider følte man stod i en forladt østtysk fabrik, hvor der stadig stod en rusten udrangeret industrimaskine, som man har glemt at slukke og som klagende og skramlende arbejder sig gennem nat efter nat.

Bauhaus Greatest

Der er mange højdepunkter i en Peter Murphy forestilling; manden er en fremfører, en blanding af en rockhero og en kabaretdiva fra en svunden tid. Han har indstuderet alle sine moves og han ved, at vi kigger. ligegyldigt hvordan han vender sig eller hvordan han lige retter på sit tøj, så har han en tanke bag, vi skal se hans scenepersona, denne rockgud på den helt rigtige måde, udtrykket i musik og krop er summen af kardemommen.

Og bandet lyder godt. Marc Slutsky på trommer er en gedigen hired-gun, som holder bandet på plads, så den brutale æstetik ikke stikker helt af. nogle gange er tøjlerne for stramme til at punken trænger igennem, men til gengæld kompenserer koret ved at ramme alt andet end skiven, hvilket giver mening, men som samtidig fik min fotograf til at se ærgerlig og vantro ud på samme tid. Kønt lød det ikke. Koncerten blev aldrig monoton, selvom ikke alle numre er lige store. Men der er tale om en Bauhaus greatest koncert og jeg savnede ikke noget. Når numre som “She’s in Parties” og “Dark Entries” rungede i Vega fik jeg kuldegysninger, og det legendariske Dracula show under “Bela Lugosi’s Dead” er på en gang malplaceret og hypnotisk dragende. Manden laver en reel sideshow optræden fra 1800-tallets gotiske London og jeg ventede bare på at næste act er elefantmanden. Men det virker på en virkelig scarry måde, ikke mindst takket være lyssætningen, der kaster blændende hvidt lys op i ansigtet på ham, nedefra, og det faktum at Murphy lige præcis i dette nummer rent visuelt har alderen med sig efterhånden, han lignede jo næsten ham der dødbideren fra Transylvanien – så bliver det ikke mere gru, uhygge og GOTH!

I skyggen af Ziggy

Mens man havde det allerbedst og nød den dystopiske hyggestemning, var tiden gået og pludselig var det tid til ekstranumrene. Her er der naturligvis tradition for at slutte af med deres coverversion af David Bowies “Ziggy Stardust”, og avantgarderockens afdøde konge har da også alle dage kastet en skygge over stort set alt, hvad Murphy musikalsk og visuelt tager sig til. Og selvom publikum paradoksalt nok skrålede mere med nu end på Bauhaus numrene, var det alligevel velvalgt, alt den stund, at Bauhaus’ og post-punkens brud med konventionerne udtrykkes glimrende, ved den eminente og potente måde, Murphy og bandet gennemprygler nummeret. Med tanke på hvordan Bowie selv maltrakterede hans heltes numre, er det helt i Bowies ånd, når Murphy & Co netop enkelte signifikante steder udsætter nummeret for krads reharmonisering; derfor opstår der en reel pointe for Bauhaus/Murphy i at lave en coverversion – det er ikke nok bare at synes om nummeret, man kan sagtens tage en musikalsk milepæl og ændre den med respektfuld respektløshed og derved revitalisere nummeret. Ellers er det jo ligegyldigt.

Koncerten sluttede således med et brag og samtidig med en tilbagevenden til den musikalske kunstneriske power og rå side af Bauhaus, der ellers lidt for mange perioder, i løbet af koncerten, stod i skyggen af Peter Murphys dragende skikkelse og visuelle gothshow.

Så selvom det er mange årtier siden, at Bauhaus startede og mange år siden at postpunk ånden blev rundet af en samfundsmæssig og kulturel brydningstid, ja så har Peter Murphy med band flere gange lige siden startfirserne – også på dansk jord, og igen i tirsdags – vist, at netop den uregerlige, teatralske og avantgarde scenepersona og ikke mindst den støjende kompromisløse ærkeurbane rock, fortsat kan meget, meget mere, end man skulle tro. Og man ved aldrig helt, hvor man har den engelske punkgreve, og i Sverige må de stadig gå rundt og måbe, så snusen rammer asfalten…

“Fuck you, you fucking Swedish,”

Alt klappede i Vega og den storkrukkede libertiner Peter Murphy viste sig fra sin modne og tjekkede side med et snert af afvæbnende selvironi, Men i Stockholm dagen efter, gik det anderledes for sig.

Her viste den gamle vampyr tænder, om det var hans blodsukker den var gal med vides ikke, men Aftonbladets artikel er en sand guldgrube af dimensioner, hvis man elsker, når rockstjernerne er helt væk, på slap line og ude af trit med virkeligheden. Ingen ved, hvorfor Murphy vælger at ødelægge en god stime af succesfulde koncerter ved at kaste flasker efter publikum, ødelægge mixerpulten, slå ud efter vagterne uden for spillestedet, blive sendt i asfalten, anholdt og kørt væk af polisen. Ingen ved noget. Er det et stunt? Blev han blot irriteret over den dårlige lyd? Var der nogen der råbte, “Spil noget med Slayer!”?

Peter Murphy er Peter Murphy, ham ved man aldrig rigtig helt, hvor man har, og det er måske netop sådan det skal være. Men den bliver tung at hente op igen.