Pig Destroyer – Head Cage – på grænsen til grind

Pig Destroyers nye plade presser grindcoren tilbage fra ekstremmetallens grænse, så der næsten ikke er tale om grindcore længere.

OK, men også kun næsten. Amerikanske Pig Destroyer er stadig umiskendelig grindcore og blandt de største repræsentanter for en genre, hvis repræsentanter aldrig bliver store. Grindcore er ekstremmusik, og den er ikke for de mange eller de sarte. Det er heller ikke en genre, der umiddelbart tilbyder lytterne store variationer indenfor sit udtryk, så derfor er det også både befriende og berigende, at Pig Destroyer på ”Head Cage” udvider med nye tiltag.

Et af de tiltag er en bassist. Pig Destroyer har gennem sin 20-årige karriere ikke betjent sig af en rytmesektion ud over trommer, så tilføjelsen af en bas kan mærkes. Bassen er lagt ind i en varmere produktion end Pig Destroyers tidligere plader, og det giver flere af numrene en bund og et groove, som ikke har været tilstede før. Mest tydelig er det på den Neurosis-lignende lukker ‘House Of Snakes‘, hvor hastigheden er sat væsentligt ned og groovet kommer helt til sin ret. Det er også det nummer, som alene med en længde på over 7 minutter lægger mest afstand til genrens konventioner.

‘Circle River‘ på 2 minutter og 45 sekunder og ‘Mt. Skull‘ på 1:37 passer bedre til skabelonen. Her er hastigheden og den aggressive vokal er oppe, hvor de hører til. Men alligevel leverer maskinrummet et bas- og trommeakkompagnement, der bringer mindelser frem om tidlig Slipknot, og giver håb, om at Pig Destroyer kan blive dem, som udfylder tomrummet efter at Dilinger Escape Plan pensionerede sig selv sidste år. Feinschmeckere vil formentlig endda hævde, at lige nøjagtig ‘Circle River‘ slet ikke er grindcore. De kan bladre videre til ‘Dark Train‘ og ‘Concrete Beast‘, der står som pladens skarpest skårne og traditionelle grindcore-numre.

Det er også i dem og de andre grindede numre, at det tekstmæssige univers kredser om negative tilstande som fremmedgjorthed og misantropi. Det er ikke nemt at afkode, hvad forsanger JR Hayes brøler og skriger, men tages tekstarket til hjælp åbenbarer sig en indirekte men alligevel koncis poesi, der hæver sig over en banal behandling af tunge emner i en verden i skyggen af Donald Trump. De groovede numre tager sine tekster med i en blødere retning og er måske ikke just oplivende men så i det mindste fortællende og endda tilsat et lillebitte stænk bitter humor.

”Head Cage” er ikke en nem sag at lytte til, men det er alligevel noget af det mest lyttevenlige og lytteværdige grindcore, som undertegnede er stødt på. Et nummer som ‘The Adventures Of Jason And Jr‘ har næsten hitpotentiale. De rettroende vil sikkert begræde, at Pig Destroyer på denne måde træder bort fra grindcorens utæmmede aggression og musikalske hærværk, men egentlig er der ikke noget usædvanligt i, at et band med 20 år og nogle bemærkelsesværdige udgivelser på bagen forsøger at komme videre.

Mange har før Pig Destroyer forsøgt at bryde sine egne konventioner. Flest er fejlet (synes du måske Metallicas ”Lulu” er fed?) mens få er lykkes (gudskelov for Enslaved). Med ”Head Cage” lander Pig Destroyer i den sidste kategori, for ”Head Cage” er en gennemført fremragende plade, hvor sangskrivning, tekster, instrumenthåndtering og udtryk er under Pig Destroyers fulde kontrol selv man hele tiden frygter, at det løber fuldstændig løbsk.

Og vel bliver ”Head Cage” aldrig den plade, du sætter på til en romantisk aften. Men den kan sagtens blive den grindcoreplade, som du sætter på, selvom du egentlig ikke kan holde grindcore ud.