Hvad f… var det lige der skete der?
Når man er vant til at gå til metal koncerter, ikke mindst med oldgamle progressive bands, så kan man godt falde i staver en gang i mellem i de ofte endeløse guitarsoloer og virvar af polyrytmiske formled, der i en uendelighed forlænger et nummer, nogle gange mere end det kan holde til. Tankerne kan godt vandre lidt, uden at man virkelig mister momentum. Det var der så ikke tid til torsdag den 16.04.2015 på Jazzhouse, da Piss Vortex varmede op for amerikanske Retox. Med en koncerts længde svarende til Dream Theaters ”Octavarium” på 24 minutter, og numre på under et minut, skal man ikke blinke for meget med øjnene, før det hele er overstået.
Det skal lige siges, at Rockzeit ikke hører Grindcore hver dag; vi har intet i mod Grindcore, tværtimod, alting til sin tid, men denne artikel er mest et forsøge på at beskrive et indtryk, snarere end at give sig ud for at være en formanalytisk tour de force af samtlige numre. Det må nogle andre gøre.
Verdens undergang i dine ører
PIss Vortex bliver nogle steder sammenlignet med Dillinger Escape Plan og gernekategoriseres blandt andet som et Grindcore og Math band. Det forpligter, og i starten af koncerten, virkede det som om de ikke helt havde fået synkroniseret deres individuelle støjmageri.
Energimæssigt og i forhold til lydniveau kom de dog i den grad ud over scenekanten med det samme, faktisk så hidsigt og ekstremt aggressivt, at kroppen instinktivt reagerede, som om den blev overfaldet af noget virkelig ondt, grimt og modbydeligt.
Som var det verdens undergang i dine ører, eller måske snarere din egen individuelle verdens undergang, for Piss Vortex er særdeles in your face og personlige i deres udtryk, og man føler, at man bliver lukket ind i deres univers af frustration og smerte.
Der er noget befriende, noget rensende ved at høre et sådan sonisk raseri, som at stikke hovedet ned i en spand kogende mareridt, og med så mange toner mast sammen på så kort tid, virker det egentligt meget passende, at der ikke er tale om en langgaber. Et kanonslag midten under Stairway to Heaven. Fedt.
Charme mellem linjerne
Da koncerten var nået lidt over midtvejs, sådan cirka efter 13 minutter, begyndte sammenspillet at glide. Faktisk blev det virkeligt fedt at høre, hvordan de havde nørdet og indstuderet komplekse formelementer, og det var ligeledes rart at se, hvordan de indforstået kiggede på hinanden og nikkede tilfredse med afvæbnende smil, når tingene lykkedes. Midt i al ondskaben. Det var meget ægte, det var meget autentisk, og måske slet ikke sååå farligt endda?
Det slog mig, at Piss Vortex fik fremmanet en glæde, som smittede af på publikum. De var medrivende, på den måde gode bands altid bliver, når de bliver varme. Måske var det derfor, Rockzeit faldt for deres koncept og deres musik.
Og måske derfor vi aldrig rigtig nåede at forstå Retox, selvom de spillede omkring 15 minutter længere. Frontmanden Justin Pearson, som har sine meritter og alsidighed i orden, virkede præcis lige så karismatisk og medinddragende, som en James Dean plakat vendt med forsiden ind mod væggen.
Det gør bare ikke noget for mig, specielt ikke, når man som Piss Vortex faktisk kan levere råhed og punkt attitude uden, at det bliver ferskt og uinspirerende.
Rockzeit fik – helt i koncertens ånd – en kort snak med Piss Vortex’ ultrasympatiske forsanger, Simon Stenbæk efter koncerten. Han er ikke et fysisk stort menneske, men fylder meget på en helt anden måde, ved sit nærvær og sin spirende frontmand karakter. Desuden besad han en kraftfuld stemme, som til fulde matchede bandets instrumenter. Simon syntes at dele opfattelsen af, at de havde spillet sig op under koncerten, uden dog helt at have en forklaring på det. I Rockzeits øjne er der intet underligt i det, Metallica skal bruge 40 minutter for virkelig at svinge fedt. Simon var meget begejstret for deres nye sange, så vidt huskes drejer det sig om No Pants, Minislam og Goregutterne(arbejdstitel). Fra No Pants faldt alt i hvert fald i hak, og Simon virkede pænt tilfreds med deres præstation. Der kommer en EP snart, hvornår kunne Simon ikke sige om, men snart i hvert fald.
Smat Vortex
Piss Vortex spiller på Roskilde i år, hvilket er en stor cadeau til de fire fyre. Roskilde Festival står i år for at være en overraskende, eksperimenterende, altfavnende, modig og nysgerrig festival, og Piss Vortex bidrager i høj grad til den spændende diversitet.
Rockzeit var en smule nysgerrige/bekymrede og spurgte Simon, hvordan Piss Vortex havde forestillet sig at fylde Roskildes typiske standard 45 minutter ud, hvortil Simon svarede, at der vist var lavet en aftale med arrangørerne om et sæt på cirka 30-35 minutter. Det giver god mening, og det vil give rigtig god mening, hvis festivaldeltagere med hang til den lidt hårde ende af populærmusikken tjekker Piss Vortex ud til sommer. I vil ikke blive skuffet.
[rating koncert=”Piss Vortex” dato=”Torsdag den 16. april” sted=”Jazzhouse” stjerner=”4″][/rating]
Skriv et svar