Pixies i Koncerthuset

Ingen ren stemning af instrumenter, Ingen rene vokaltoner, ingen fine anslag på instrumenterne, ingen metronomiske rytmer, ingen kompositionsregler, ingen moderne lydteknik, ingen verbal kommunikation til publikum. Amerikanske Pixies brød alle regler for livemusik i deres 36 numre lange gig i DR Koncerthuset.

Let it begin

En masse old school forstærkerudstyr stod på scenen da folk kom ind i salen. Der var intet prangende logo, visuelle dikkedarer eller noget som helst. De fire musikere kom beskedent ind på scenen og vinkede kort til publikum, som allerede hér gav dem et stort bifald. 

Kaktus rock

Efter lidt lyd skrat fra forstærkerne, startede de med “Cactus” fra deres legendariske debutalbum Surfer Rosa fra 1988. Et nummer som selveste David Bowie også blev glad for, og lavede covernummer af i 2002 på albummet Heathen. Med dette nummer blev det afsløret hvor meget knas og kras der var i lyden og hvor hjemmelavet det musikalske udtryk var. Og man kunne i hvert fald ikke klage over at man ikke kunne høre bassen fra Paz Lenchantin, for hendes basvolumen var næsten højere end guitarerne.

Efter “Cactus” som er et ret simpelt og lige til nummer, fik vi “Mr. Grieves” med de mærkværdige temposkift, som kan få een til at falde ned af stolen. Feelingen var også allerede anderledes end ved første nummer, så man kunne allerede her fornemme at det ville blive en interessant koncert. 

…det er da…U2..?

Selvom der blev spillet 36 numre til koncerten, dvæler jeg lige lidt mere ved nogle af de første numre. Tredje nummer “Here Comes Your Man” starter med et old school rock n’ roll riff, og går over i et rigtig godt iørefaldende vers. wow, her slog det mig hvor meget U2 i “Walk On” fra albummet All That You Can’t Leave Behind, mildt sagt har lånt fra “Here Comes Your Man”. Det siger igen noget om at Pixies ikke er hvilket som helst band.

Storm i Chinatown

En sang med en fed stemning som bare er god at have til en Pixies koncert, er “Thunder and Lightning” som åbner med sætningen “There was a storm today in Chinatown”. En utroligt simpel sang, som samtidigt har æstetiske melodier og uventede akkordprogressioner som giver gåsehud på armene.

Smadder på

Fra debutalbummet fik vi det psykotiske nummer “Something Against You” der lyder som et rocknummer der er kørt igennem en vridemaskine, og med nødt og næppe er kommet hel ud i den anden ende. Magen til tonevridning, skrat og knas støder man sjældent på, altså i den mest positive forstand. 

Selvom store kunstnere har lavet covernumre fra Pixies katalog, kunne de ikke selv lade være med at hylde deres egne helte. Der var ingen ekstranumre, men det var heller ikke nødvendigt, når nu der blev spillet uendeligt mange i forvejen. Som allersidste nummer, fik vi Neil Youngs “Winterlong”. Herefter fik Pixies et stående bifald fra alle i salen, de bukkede beskedent og gik af scenen.

Sjælden musikoplevelse

Det er usædvanligt at høre en koncert med 36 numre i træk, og med de kun 2 timers varighed, kan man regne ud at de fleste numre er 2-3 minutter lange.

Det var en sjov oplevelse da bandet startede, for i første omgang lød det som om de ikke kunne spille, men man opdagede efterhånden at de havde deres helt egen måde at spille på, som i dén grad gav mening. Teknisk kunnen var der ikke meget af, måske lidt hos trommeslageren David Lovering, som brugte trommesættet på en anarkistisk måde, med sit brug af mange tamslag inde i rytmerne, hvor de fleste trommeslagere laver beats med stortromme og lilletromme, hvor de kun bruger tammerne til fills. Det var simpelthen fantastiske rytmer han lavede, og der var lavet fabelagtig dyb og autentisk lyd på trommerne.

Lead sanger og guitarist, Black Francis, spillede på mange forskellige guitarer og hver gang udøvede han vold på de stakkels instrumenter, med sine hårde, skånselsløse anslag. Joey Santiago var heller ikke mildere mod sin guitar, og på et tidspunkt tog han sin hat af og brugte den som plekter.   

Hele vejen gennem koncerten sejlede musikken, men på en fed måde. Der var ikke et eneste nummer der lød som normal rock. Det var generelt så ærligt spillet, at der opstod et sjældent musikalsk udtryk næsten i alle aftenens numre.    

Publikum prøvede at få Black Francis til sige noget mellem numrene, men det resulterede i at han efter 10 numre bare sagde; bla bla bla bla! og startede et nyt nummer uden at blinke. Det var hans måde at fortælle at det KUN handler om musikken når Pixies står på en scene.

Pixies er rigtig gode sangskrivere, der leverer deres musik med en ærlig og uimponeret spillestil. Dette, samt low key tilgang til lydudstyr, bevirkede desværre også at det en gang i mellem blev for skrabet og upræcist at høre på. Vokallyden var ikke så god og Black Francis lød ikke specielt godt, i forhold til at han er leadsanger. Han var kun gennemtrængende og udtryksfuld når han skreg i vilden sky. Det var godt at det var upoleret og råt, men det var lidt i underkantet af det bærende element som lead vokal er. Det hjalp lidt på blødheden i fraserne når Paz Lenchantin sang backing vokal sammen med Francis.  

I det det store hele var det bare en fed koncert, og jeg ender på 4,5 stjerner for den nok uforglemmelige oplevelse, Pixies gav publikum i Koncerthuset.