Poppy på Copenhell, onsdag d. 18. juni

Poppy leverede en ikke særligt medrivende koncert på Hades onsdag aften. Men det var ikke kun Poppys skyld.

Som konferencien kundgjorde, er Poppy et af de mest hypede nye navne indenfor metallen. Tjoh, måske. Men dels er det for snævert at kategorisere Poppy som metal, dels er hun næppe den, som din makker syer på sin battlevest til Metal & Tråd på Copenhell Con.

Hendes aktuelle sammensmeltning af industrial, hyperpop og moderne metal udfordrer de vante genregrænser. På Hades‑scenen torsdag aften præsenterede hun et disciplineret, visuelt bevidst show, der søgte at forene det teatralske med det hårdtslående.

Sættet var domineret af de to seneste udgivelser, Negative Spaces fra 2024 og I Disagree fra  2020. Åbneren “have you had enough?” etablerede en kølig, elektronisk stemning, hvorefter “Anything Like Me” og “Concrete” skabte markante energi­skift mellem melodisk pop og tunge riffs. “V.A.N.” fremstod naturligt nok mindre voldsom end på album, hvor det jo ret beset ikke er et Poppy-nummer men et nummer med metalcorebandet Bad Omens – featuring Poppy..

Poppy havde ellers selv medbragt rigtige musikanter på guitar, bas og trommer, som gav musikken mere tyngde og varme end på pladerne. Alle tre var ens klædt og bar ansigtsløse sorte masker, hvilket sikkert skulle have set skræmmende ud, men det understregede egentlige bare, hvad musikken også afslørede – at det var musikanter og ikke et band.

Teknisk set var der ellers ikke en finger at sætte på Poppys poses, lyden eller håndværket, som var knivskarpt og harpunerede publikum med både vokal og programmerede elementer. Det er svært at forvente andet fra en digital kunstner som Poppy, men det leverer ikke den rå energi, som mange Copenhell‑gæster sætter pris på.

Og netop her afsløredes det problematiske i en booking som Poppy. Musikalsk er der ingen tvivl om, at den aktuelle, metalliske udgave af Poppy var på det rette sted. Men Copenhells midaldrende publikum og dets præference for at overholde metalkonventionerne er helt anderledes end Poppys sædvanlige følge, de såkaldte Poppy Seeds.

Poppy, Grimes og andre kvinder med kant er opstået af pop i en digital verden, hvor ens næste post på Insta og indforståede easter eggs i videoer og selfies er vigtigere end forsiden på Kerrang. Derfor var der også fotoforbud til koncerten. Poppy har kontrolleret sin persona siden dens fødsel i 2013, og den er alt for værdifuld til, at hun lader et uheldigt koncertbillede slå revner i den.

Poppy er en generation, hvor enkeltstående streamede sange og deling på TikTok er gud, og hele album og gammeldags anmeldelser er sekundære. Kun en brøkdel af Poppys halve milliard streams er leveret af Copenhells kernepublikum, så hvorfor skulle Poppy spille igennem for dem og deres ønske om at se giraffen?

Det var en god koncert, fordi Poppys materiale er godt og man kan høre metallens fremtid i det. Det var dårlig koncert, fordi Poppy var Poppy, og vi andre stod på den modsatte side af generationskløften og ikke var umagen værd at råbe op.