Porcupine Tree i Falkoner Salen

RockZeit tog i fredags til Falkoner Salen hvor Porcupine Tree var klar med en masse nye numre og også gode gamle sange fra kataloget. Med en yderst streng fotokontrakt, var RockZeit heldige, at kunne tage billeder af koncerten, men de skulle først godkendes af management, så derfor en lidt sen udgivelse af denne anmeldelse.

Sorteste øjne

5 minutter i 20:00 begyndte en keyboard akkord at tone frem og blive højere og højere.
En god stemningsopbygning som fik publikum op at køre med et stort bifald, da de 5 musikere kom på scenen. Startnummeret “Blackest Eyes” kørte fra start med god lyd og dynamik, med dets både melankolske og lystige udtryk. Et godt startnummer som også er definerende i bandets stil. Lyssætingen var også i højt gear med forstyrrende mørk videokunst på bagskærmen og masser af programmerede LED projektører der kastede lyskejler og lysmønstre rundt i salen.

Tre i træk

De tre første nummer på det nye album Closure/Continuation blev spillet i træk, og det fungerede ret godt, for det gav en god variation, næsten som var det eet langt nummer. Det blev ikke nødvendigt da vi kom til “Anesthetize”, som i forvejen har en varighed af over 17 minutter. Dette var helt fantastisk fedt, med en masse tam-melodier på trommerne som ulmede ildevarslende, og pludselig gik over i et iørefaldende, skævt og tungt metal riff som fik mange arme i salen i vejret.

Ups…stop, stop!

I det Pink Floyd inspireret nummer “Diginity” havde Wilson lige sunget And a paper cup held in your hand og skulle gå videre til verset der starter med You have your pride , men der blev spillet forkerte akkorder i keyboardet, og Wilson viftede med hænderne og afblæste nummeret. 

Wilson har tradition for at være meget direkte og meget ærlig, og det gælder også hvis der er noget der sejler i musikken på scenen. Publikum syntes også det var en fed uventet overraskelse, og Wilson fik et stort bifald og tilråb for at være skarp og kritisk og at rette fejlen. Med værdighed fortsatte de sangen fra første vers og kørte smidigt videre.

Storladen afslutning

I min verden var “Sleep Together” ét af de mest vellykkede numre i aftenens sæt. En fantasitisk sang, som var et fantastisk live nummer med dets opbygning fra lidt stille syret start, til et slagkraftigt symfonisk patos der gav os et ordentlig musikalsk wake up call inden ekstranumrene.

Encore

Folk var ellevilde da bandet kom tilbage og spillede tre ekstranumre. Til sidst fik vi “Train” som i følge Wilson er det eneste der nærmer sig et “hit”. Det er også ganske simpelt og lige til, og i live versionen blev det da også fucked up på den fede måde med lange pauser i musikken, og med helt slukket lys, hvor det så blev taget op igen. 

Gode kompositioner

Steven Wilson med sine mange kasketter; musiker, sangskriver og producer, er een af de mest produktive nulevende musikpersonligheder. Musikken i Porcupine Tree bærer også præg af Wilsons store ambitioner, og den er uforudsigelig og overraskende med dets mange æstetisk gode skift i de mange forskellige formled. Dette gør musikken varieret og dramatisk.

 Dog mangler der måske lidt kant i deres musik generelt. Wilsons stemme er ikke den mest varierende man har hørt i rocken. Den er meget lys i klangen, og der er ikke så meget kant og knas som indikerer, at det er progressiv rock metal. Men han synger tydeligt og rent, og det er gode melodier han laver til sin stemme, så de fraser han synger, lyder godt, men måske ikke ligefrem klanglig spændende. 

Gavin Harrison var bedst til at lav tam-melodier på det ret store trommesæt, og der var også nogle rigtig fede passager, der var meget vellykkede i denne progressive rock. Men det er ikke nok, for hans grooves var vage og lidt utighte, og lydmæssigt var stortrommen ikke stærk nok. Denne kombination gjorde, at det blev lidt sjasket og ligegyldigt trommespil. Det var faktisk den fantastiske bassist Nate Navarro, det lagde tighte anslag på vigtige steder i rytmikken, og det var som om, at han reddede mange beats, for hvis også han havde været vag og utight, ville rock-feelingen være fraværende.

Med lidt point op og ned i de forskellige kategorier, ender jeg på 4 stjerner til de britiske prog-pop-rock-metallere.