Port Noir – The New Routine

Svenske Port Noir går med deres tredje album “The New Routine” i nye retninger. Trio’en har fra bandets spæde start haft deres helt egen stil og ikke ladet sig binde af genre-regler eller ret mange andre bånd. På det nye album er de gået tilbage til deres rødder og har ladet sig inspirere af den musik de er vokset op med – og selvom Port Noir er helt deres egne, er det ikke svært at høre hvor de trækker deres inspiration fra.

Albummet åbner med “Old Fashioned” som uden tvivl  er mit ubestridte favoritnummer på dette album og også bandets første single udspil. Bassen er tung, riffsene er tunge, vokalen bider af os ….. lige til vi glider ind i det melodiøse omkvæd. Nummeret trækker referencer til Beastie Boys’ “Sabotage” både i tekst (your crystal ball ain’t so crystal clear) og breaket i 2:48 er napset direkte fra intro’en i tidligere nævnte klassiker.

Nummeret glider naturligt over i “Flawless” som åbner tungt, men flyder over i et poppet, catchy omkvæd. Loves fine vokal tager nogle spændende afstikkere i registret, mens bassen og guitaren står i virkelig grum kontrast, på den gode måde – nummeret har et mega lækkert breakdown.

Loves vokal er i det hele taget et kapitel for sig selv, som for mig helt klart er noget af det der gør Port Noir spændende at lytte til. Den er lys og skrøbelig på samme måde som Ian Kennys (Karnivool), den står i skarp kontrast til de tunge riffs og hamrende bas, men den er også hård og vred når Love bider “fucking features” af os i “Blow” – et nummer som åbner som en hitliste popsang, men tager afstikkere med symfonisk synth, der leder tankerne tilbage til 80’ernes New Wave bands.

Intet kører på rutinen for Port Noir

Albummet er spækket med elektroniske passager, masser af synthesizer, ekko-effekter og soundscapes. Et andet karaktertræk ved trioen, som gør dem enormt spændende at lytte til, er at de på intet tidspunkt brager igennem et nummer. De tager sig tid, de bygger op, tager afstikkere og smutveje for at vende tilbage til en rød tråd i nummeret. De har ikke travlt. Og selvom flere af numrene på albummet er klassiske i opbygning, er der så mange afstikkere og indfald, at alle numre fastholder lytterens opmærksomhed fra første til sidste beat.

“We went back to the music we grew up with and tried to find out what got us into playing in a band in the first place and fused it with the music that inspires us today.”

Der er bestemt også numre på albummet som jeg aldrig kommer til at elske, heriblandt “Champagne”, hvor der næsten går Justin Timberlake i vokalen og keyboard og guitar stikker af i et psykedelisk soundscape som bliver monotont og skærende i mine ører – nummeret mangler bare noget af den bund, råhed og kontrast, som i min optik er trioens styrke. De samme anker går lidt igen i “Low Lights”.

Port Noir spænder vidt i deres inspirationskilder. Fra Beastie Boys, over INXS, til punk, New Wave og moderne rock. Det er svært ikke at tænke på “Rage Against the Machine” på nummeret “13”.

Lige når man tror man har regnet ud hvor Port Noir vil hen, så demonstrerer de blot, at der er ingen bånd der binder dem. Nummeret “Youngbloods” er et glimrende eksempel herpå – nummeret skifter mellem det tungere og melodiske på en superfin afstemt måde, samtidig med at teksten tager afstand fra foruddannede meninger og forventninger med ordene “You don’t know anything about me…”. Bandet drister i det hele taget lytteren og udfordrer os til at sætte et label på dem med “Define Us”. Nummeret åbner med et decideret hip-hop / R&B beat med blæseinstrumenter og synth, inden trommer og bas kommer bragende.

Port Noir debuterede i 2013 med albummet “Puls” og blev med denne udgivelse nomineret til Breakthrough of the year på Bandit Rock Awards (Svensk Rock prisuddeling). Bandet har igennem deres forholdsvis korte karriere arbejdet sammen med blandt andre Daniel Bergstrand (Meshuggah, In flames), David Castillo (Opeth, Katatonia) og Lawrence McRory (Darkane, FKU) om at skabe deres helt egen unikke lyd.

Ud med genrekasketten

Bandets debutalbum og opfølgeren “Any Way the Wind Carries” (2016) ligger begge som stærke favoritter på min heavy rotationsliste. For mig lå Port Noir på de 2 tidligere udgivelser og vippede på kanten i kategorien progressiv metal, godt nok i den mere bløde ende – men progressiv none the less. I forbindelse med udgivelsen af det nye album har trioen skiftet label til Inside Out Music, hvis band-portefølje er ret omfattende i den progressive ende af genre spektret, så jeg havde bestemt forventet en videreudvikling af bandet i denne retning – men Port Noir er som band lige så utilregnelige som deres produktioner og har på dette album valgt en retning som placerer dem ret solidt som Alternative Rock band, på bekostning af de lidt tungere elementer fra de 2 tidligere udgivelser.

Flere numre på “The New Routine” er decideret P4 rock (dog med kant) – og det er der skam ikke noget i vejen med når man gør det så interessant og solidt som Port Noir gør det……. meeeeen mit progressive metalhjerte sved en lille smule efter første gennemlytning af albummet. Efter et par gennemlytninger er jeg dog ikke i tvivl om at dette album også kommer på heavy rotation.

Har du ikke været så heldig at høre Loves fine, skælvende vokal live, så får du heldigvis muligheden den. 25. november, når Port Noir supporter mægtige Leprous i Vega.

Indtil da kan du fornøje dig med det andet singleudspil fra albummet – Young Bloods