Pretty Maids i Amager Bio

Der var ganske mange som havde trodset kulden denne december aften for, at begive sig afsted mod Amager Bio – og med god grund. Det efterhånden legendariske danske band Pretty Maids, var kommet for at underholde med catchy old school riffs og ørepirsende heavy vokal.

Stor skare

Det fulde hus ventede trofast på gulvet og balkonen på, at de danske stjerner skulle vise sig på scenen til én ud af to koncerter i Amager Bio. Med et stort flot bagtæppe med grafik og band logo, var der allerede god stemning blandt publikum.

Guitaristen Ken Hammer og bassisten Rene Shades, havde høje hatte på og var mere end klar til at sætte fut i salen. Allerede fra start, var det pretty sejt at høre

og se på, med slagkraftig heavy sound fra alle instrumenterne. Der er en del keys i Pretty Maids’ musik, men allerede i andet nummer, “Kingmaker“, gik Chris Laney væk fra keyboardet for, at tage en elguitar. Det gjorde han af og til, og i løbet af koncerten var der derfor enten to guitarer, eller en guitar og keys, som gav en god variation i lydbilledet.  

• Frontfigur Ronnie Atkins’ stemme var lidt op og ned, men for det meste lød det ret godt. Han sang hvad han skulle, og gjorde samtidigt meget for,( at holde publikum til ilden. Det var sgu ret god performance.

Tøndetæsk

Specielt Allan Tschicaja var i front i lydbilledet. Han lagde hårde slag i gryderne…måske lidt for hårde, for slag på hihat og bækkener burde ikke være så kraftige som lilletromme og stortromme. Tja, selv Atkins kommenterede, at Tschicaja godt nok gav tønderne tæsk. Men overordnet groovede han godt.

Heavy nostalgi

Det var bare rart at se og høre den kræftsyge Atkins ignorere sygdommen, og bare fyre den af med æstetik og god humor gennem mikrofonen. Det var bare så fedt med en god performer, som gav salen nostalgi for alle pengene. Jeg husker også, at jeg i 1984 som 12 årig hørte Red Hot and Heavy hos min langhårede fætter. Jeg var ret overrasket over produkionsniveauet på pladen. En produktion hvor man kunne fornemme, at det var et band som ville frem i verden.

Encore…både godt og skidt

Titelnummeret fra det legendariske album Future World fra 1987, var en stor succes, og en sang jeg havde glædet mig til. Det blev også eksekveret godt, med den specielle ekspressive lead vokal. Bagefter fik vi det poppede, men gode “Love Games”…også fra det klassiske album. Dette kunne man kalde det sidste rigtige ekstra nummer…

…for vi fik desværre også et “we wish a merry christmas”-jam. Her misundte jeg dem som var gået efter sidste ekstranummer, for juleheavy er, mildt sagt, ikke det mest kunstneriske.  

Gedigen koncert

Vi var vidner til en ret vellykket koncert. Der var god kontakt og ydmyghed overfor publikum, og det var en festlig aften, hvor bandet viste engagement og spillelyst. Der var et par tekniske svipsere, og vokalen var lidt svingende i kvalitet. Så var det lige det med de meget kraftige trommer, der til tider lige blev for meget.   

Pretty Maids står åbenlyst for den helt gamle heavy skole. Man ved hvad det er, og man får nogle catchy tunes og nogle heavy guitarsoloer. De er ret gode sangskrivere, men genren har nogle begrænsninger, for denne old school heavy, mangler noget variation synes jeg. Mine ører blev lidt trætte af ens opbyggede sange med meget simple riffs og melodier. 

Det var musik lige ud af landevejen uden de store overraskelser, men alt i alt en ret gedigen koncert.

Jeg ender på 4 stjerner til Pretty Maids.