Pretty Maids’ femtende album “Kingmaker” blev udgivet den 4/11 2016, og der var releaseparty på High Voltage i København den 5/11 2016, hvor bandet spillede seks numre fra det nye album, foranlediget af rockjournalisten Steffen Jungersens introduktion.
Dørene blev åbnet kl. 22, hvor der traditionen tro var fri fadøl fra kl. 22-23.
Arrangementet var fuldstændig udsolgt, hvilket betød, at hvis ikke man ankom senest 20 minutter før kl. 22, endte det med, at man kunne risikere at stå i kø i over en time, hvilket skete for mange utilfredse gæster denne aften.
I stedet for kun at stille én medarbejder til at lukke folk ind, kunne man måske i fremtiden overveje at sætte to medarbejdere på, da man i forvejen jo godt ved at der bliver fuldt hus.
Opvarmning
Måske var det derfor, at det træk lidt ud, førend at Steffen Jungersen gik på scenen for at introducere Pretty Maids og komme med nogle sjove anekdoter.
Det virkede lidt som om at Steffen Jungersen kørte den på rutinen i forhold til hans fortællinger vedrørende Pretty Maids, da det bestemt ikke virkede som et gennemarbejdet oplæg, til trods for at han til sidst hev en seddel ud af lommen som formentlig var hans “oplæg”.
Personligt havde jeg nok forventet nogle flere konkrete og sjove historier med meget mere kød på, udover en hurtig gennemgang af nogle af deres udgivelser på godt og ondt, men det virkede nu som om, at en stor del af publikum synes at det var meget underholdende.
En oplagt gruppe flotte stuepiger
Jeg havde inden aftenens koncert ikke hørt et eneste nummer fra det nye album, og inden Pretty Maids gik på den lille scene, blev albummet spillet på anlægget.
Dette kunne jeg naturligvis ikke undgå at lytte meget opmærksomt til, og det gav en endnu større forventningsglæde til at Pretty Maids skulle på scenen, da deres nye album umiddelbart lyder relativ fedt.
Det skulle også vise sig at holde stik denne aften, da et meget veloplagt Pretty Maids gik på scenen og lagde ud med nummeret “When God Took a Day Off”, hvor lyden desværre ikke var helt perfekt, da Ronnie Atkins vokal ikke var helt koordineret i forhold til de musikalske instrumenter, og det var meget svært at høre ham synge.
Dette fik de heller ikke rettet til det andet nummer “Kingmaker”, som åbenlyst er et af de bedste numre fra det nye album, hvor især introen ført an af Allan Tschicajas trommer og Ken Hammers guitar virkelig satte gang i koncerten, og hvor Ronnie Atkins vokal ikke var af så stor betydning.
Da Pretty Maids satte gang i tredje nummer “Heavens Little Devil” var lyden korrigeret, således at Ronnie Atkins vokal var i langt bedre harmoni med de øvrige bandmedlemmers udfoldelser, og publikum syntes at sluge de nye numre råt, hvilket fortsatte gennem de resterende tre nye numre “Bull’s Eye”, “Humanize Me” og “Face the World”, hvor “Humanize Me” for mig, sammen med “Kingmaker”, var de to numre som var mest iørefaldende.
Som min gode og kloge kollega Mr. Slater udtalte inden koncerten, ja så var størstedelen af publikum nok lidt op i alderen, hvilket han så sandelig naturligvis fik ret i, men ikke desto mindre var humoren på babyniveau blandt nogle af dem, da der var en som i forbindelse med et ønske om at Pretty Maids skulle spille “Yellow Rain”, udtalte at sangen handlede om urinsex… Come on altså!
Fed afslutning
Som det mest naturlige i hele verden, blev humøret om end endnu højere, da Pretty Maids gik i gang med at spille de tre ekstranumre i form af klassikerne ”Future World”, ”Back to Back” og ”Red, Hot and Heavy” som alle tre er nogle af deres allerbedste skæringer, gennem deres mere end 30 år lange karriere.
Dette medførte en fabelagtig afslutning på en meget intim og hyggelig koncert, som endte med et brag, hvor det feststemte publikum kunne bevare det høje og glade humør til den lyse morgen, uanset hvilket niveau deres humor var på.
Pretty Maids
Resume
Artist: Pretty Maids
Begivenhed: Releaseparty med albummet “Kingmaker”
Sted: High Voltage
Tid: 5/11 2016
Line-up:
Ronnie Atkins: Vokal
Ken Hammer – Guitar
Allan Tschicaja – Trommer
Rene Shades – Bas
Chris Laney – Keyboard og guitar
Sætliste:
1. When God Took a Day Off
2. Kingmaker
3. Heavens Little Devil
4. Bull’s Eye
5. Humanize Me
6. Face the World
Ekstranumre:
7. Future World
8. Back to Back
9. Red, Hot and Heavy
Skriv et svar