Prog rock veteraner i Helsingør

Lørdag aften stod en fyldt sal i Kulturværftet i Helsingør, klar til at modtage de canadiske legender SAGA med kyshånd. Der var stor jubel da bandet trådte ind på scenen, og det var der grund til, for det er nogen som kan deres kram både musikalsk og i performance. 

Spændingen blev udløst med aftenens første nummer “No Stranger”, der klart og tydeligt blev slynget over scenen til de begejstrede fans, der havde store øjne og spidse ører. Michael Sadler’s lyse stemme var lidt vag til at starte med, men den fik hurtigt noget god knas og punch i løbet af dette opvarmningsnummer. Den 69-årige frontfigur havde som sædvanligt utrolig megen energi, og var konstant nærværende over for publikum.

SAGA har både Moog og keyboards på scenen, hvor også Sadler spillede med, så altså mange passager med 3 key-instrumenter. Musikken er meget teatralsk og dramatisk i det instrumentale især, og de spændende akkord progressioner bliver twisted rundt med skæve rytmer og uventede fills. Det bliver gjort på en catchy måde, og det er virkelig progressiv musik der kan tale til den brede befolkning. 

Musikere som kan få hårene til at rejse sig

Trommeslager Mike Thome svingede godt som han plejer, dog også med lidt slinger i valsen hvor han gik lidt op og ned i tempo. Men det var som om, de andre musikere var hurtige til følge med på det lidt ustabile groove, så det alt i alt endte med at svinge på en god SAGA-måde, som de har opbygget siden debuten helt tilbage i 1978. Det er tydeligt at høre at de progressive rytmer har været inspiration for andre prog rock bands gennem tiden.

Mike lavede også traditionen tro, en trommesolo der bestod af en masse gode rytmer der peppedes op af nogle fills med tams og dobbelt stortromme. Han fik folk til at klappe rytmer, hvor han spillede grooves oven i, det var ganske festligt. 

Det var også en ren fornøjelse, at hver gang Ian Crichton satte gang i en solo, for han er ved Gud en af de bedste rock guitarister på denne jord. Både i æstetik og teknik, kørte han bare derud af, og det var som om alle de soloer han lavede, var for korte. Det var simpelthen svært at få nok af ham. Det var heller ikke dårligt da de satte gang i instrumentalnummeret

“Conversations”, der blev udført til punkt og prikke. Det var også noget af et bifald der blev udløst efter sidste beat. 

Anden lead vokal

Jim Gilmour sang i to af aftenens numre, med nød og næppe. Han tog den på charmen, for der er mere charme end god sangstemme i ham synes jeg, men keyboard kunne han eddermame spille.

Encore

Da SAGA kom ind igen efter at have spillet sættets sidste nummer “Don’t be Late”, blev det til 3 ekstranumre “Wind Him Up”, “How Long” og “The Flyer” som blev slugt råt af publikum, og det så ikke ud til, at der var nogen i salen som gik et sekund før canadierne havde spillet sidste tone. 

Helhed i musikken

Der var en god band helhed i SAGA lørdag aften, og det lød ikke som 5 solister der hver især skulle vise hvor virtuose de var. SAGA har det med at være meget rutineprægede for, at det hele skal fungere til punkt og prikke, hvilket er top professionelt. Dog bliver det lidt ufarligt, og de tager ikke så mange chancer rent musikalsk som gør, at det bliver lidt for snorlige. Det er dog småting, for det var en rigtig fed koncert med masser af gode detaljer og drama i musikken, og de gode gamle SAGA skal da også have 4,5 stjerner herfra RockZeit.