Progressiv i 3 niveauer med Port Noir, The Ocean og Leprous

Sjældent har en dødkedelig kold og grå november mandag budt på så meget live musik som mandag i sidste uge. Ghost indtog Royal Arena og Prog Kongen Devin Townsend indtog endnu engang Amager Bio, men med et line-up der både tæller Port Noir, The Ocean og Leprous, var jeg faktisk aldrig tvivl om, at jeg allerhelst ville bruge min mandag i Lille Vega!

Port Noir – Flawless!

Der runger en dyb rungen ud i salen, som stiger og stiger i intensitet, mens bandet kommer på scenen og finder deres plads og kaster sig ud i nummeret “Young Bloods” fra seneste album “The New Routine”.  Nummeret er tungt, men samtidig poppet og lyden har en lækker bund. Forsanger Love Anderssons lækre og skrøbelige stemme er ikke helt varm i det høje leje her på første nummer – og jeg står i mit stille sind og håber at han hurtigt bliver varm, for bandet har en super fed energi og råhed på scenen. Guitaristen Andreas Hollstrand udstråler en fantastisk energi. Både i udseende og fremtræden har han faktisk en Aaron Matts (Betraying the Martyrs) vibe over sig og det er der bestemt ikke noget i vejen med.

Denne aften er det faktisk tredje gang jeg har fornøjelsen af at opleve de (unge) svenske alt rockere live. Man kunne påstå “Ja, så har man vist også set dem..” men Port Noir formår faktisk at imponere og overraske mig gang på gang. Bandet har været igennem en rivende udvikling, både musikalsk, men også i deres generelle udtryk. De lagde faktisk barren ret højt da jeg så dem første gang på Forbrændingen i 2016 som support til Earthside og Vola. Og et år senere som opvarmning for “Pain of Salvation” (en af de koncerter hvor opvarmningen var mere interessant end hovednavnet). Alle 3 live oplevelser har været enestående, men de 3 unge gutter har helt åbenlyst opbygget noget rutine på scenen og en selvtillid som klæder dem super godt.

Port Noir fræser videre med “Flawless” og “Champagne” og heldigvis er Loves stemme blevet helt varm. De spiller super stramt og….. Flawless! Det alt for korte sæt på 30 minutter indeholder kun numre fra deres seneste album. Port Noirs musik er spækket med synthesizer, ekkoeffekter og soundscapes. De trækker tydelige referencer til synth pop, new wave og ikke mindst Beastie Boys blandt andet i nummeret “Old Fashioned” som er ét af mine favoritnumre fra seneste album.

Det er virkelig en skam at bandet ikke får mere spilletid end 30 minutter, for de har faktisk en masse spændende numre i bagkataloget, som kunne besøges, tydeligvis har de også energi til et meget længere sæt og publikum er mærkbart sultne efter mere da Love meddeler at det lakker mod enden af sættet og slutter med endnu et Beastie Boys / Rage Against the Machine inspireret nummer “13” og Andreas Hollstrand springer rundt på scenen – så fedt!!!

Port Noir er ét af de bands der umiddelbart formår at levere en større variation, energi og råhed end på deres album.

5 stjerner herfra!

The Ocean – Progressiv med et drys af metalcore!

Det tyske progressive metalband “The Ocean” indtager scenen, efter et lynhurtigt sceneskift på bare 10 minutter. Sceneskiftet var faktisk så kort, at vi slet ikke når at nyde de tilstødende lokaler, som Lille Vega har åbnet siden mit sidste besøg – et ret lækkert tiltag i øvrigt – som også er at finde i Store Vega.

Antallet af bandmedlemmer på scenen er næsten fordoblet, og selvom salen synes fuld under Port Noir er der alligevel strømmet en del flere mennesker ind i den korte pause. Scenen er indhyllet i en tyk tyk tåge…. selvom man kan ane flere bandmedlemmer da musikken starter med et lækkert riff og en tung klar bas, kan man ikke rigtig se en forsanger, da et vrængende skrig trænger sig ud igennem tågen med ordene “Eyes on the water…..”

The Ocean kører med en lidt alternativ sceneopsætning hvor forsanger Loïc Rossetti står helt tilbage i venstre side, på linje med trommerne i højre side. Loïc skifter mellem en helt klar vokal og en vred metalcore-vokal og det er faktisk et rigtig lækkert mix. I løbet af koncerten gør han sig meget i at være tilbagetrukket på scenen under den klare vokal og helt fremme, faktisk lænende ud over publikum når han vrænger sit skrig ud – det giver en ret fed effekt.

Der sker en del mere i musikken med The Ocean end Port Noir, men til sammenligning virker The Ocean faktisk lidt rodet. Dette til trods, kan jeg godt lide at de har drysset lidt metalcore ud over deres lidt tungere progressive lyd. Selvom sættet henover de 45 minutter bygger op i intensitet og energi bliver det lid uforløst. De formår ikke helt at levere den samme energiudladning som supporter-bandet, selvom det er lidt af publikumsvinder da forsanger Loïc vader ud over publikum i en – hvad jeg vil tillade mig at kalde “Frank Carter”.

3 stjerner til The Ocean

Leprous – norsk musikekvibrilisme….

Der skal et lidt længere sceneskift til før det norske hovednavn kan træde ind på scenen. Leprous er ét af mine absolutte favoritbands.

I 1993/1994 boede jeg i en lille flække i Norge der hedder Notodden med bare små 13.000 indbyggere (med opland). Jeg var helt uvidende om, at på dette tidspunkt husede byen 5 talentfulde drenge i alderen 12-16 som senere skulle udgøre “Leprous” … faktisk husede byen 6, idet Ihsahn også er fra selvsamme Notodden (og i øvrigt svoger til Einar Solberg) – Det er alligevel ret meget talent den by har spyttet ud.

For der hersker ingen tvivl om at alle medlemmerne i Leprous er hamrede talentfulde og løfter på en måde hinanden op så summen af Leprous er vanvittigt meget større end dens enheder. Baard Kolstad er en kæmpe energibombe bag trommerne, men der er ingen tvivl om at bandets absolutte frontfigur er Einar Solberg med sin fuldstændig vanvittige stemme der må gøre engle i alverdens himmeriger grønne af misundelse, og så er han desuden enormt karismatisk, selvom han påstår han er genert og er ved at gå i panik over at skulle tale til folk. En panik der slet ikke på noget tidspunkt er at spore i hans stemme, selvom jeg dog under første nummer “Below” når at studse over om han er en smule hæs.

Tilstedeværelsen af Raphael Weinroth-Browne på cello på scenen fuldender virker Leprous’ melankolske, skrøbelige udtryk og giver mig faktisk gåsehud på armene fra første strengelyd.

Leprous’ seneste udgivelser er blevet mere rolige i deres udtryk, men bestemt ikke mindre kompliceret. Deres musik kræver fordybelse, nærvær og engagement hos sin lytter. Noget jeg åbenbart ikke helt formår at mønstre ovenpå Port Noirs energiudladning. Jeg må under sættet, som hovedsaligt består af numre fra seneste udgivelse “Pitfall”, konstatere at jeg bliver en smule skuffet over fraværet af noget af den aggressivitet og variation som bandets tidligere udgivelser har budt på. For selvom der bliver spillet et par numre fra både “Coal” og “The Congregation”, så er det bare en koncert jeg ønskede jeg havde set som stand-alone koncert, uden andre bands til at trække stemningen i en anden retning. Og det er jeg bare super ærgerlig over.

Koncerten ændrer ikke ved mit syn på Leprous som ét af de samlet set mest talentfulde, eksperimentelle og imponerende bands man kan høre, lige denne aften var mit humør blot et andet sted.