Lørdag aften delte koncert-garvede “Defecto” headline med de bare generelt garvede prog-metallere “Pyramaze”, der sjældent betræder scener, men som netop denne aften beviste, at de ikke står i skyggen af nogen som helst.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det virkelige trækplaster for mig denne aften i Albertslund, er det internationale progressive metal band “Pyramaze”, der startede som et dansk band for 16 år siden, men som denne aften – deres danske rødder til trods – blot spiller deres 3. koncert på dansk jord. Aftenens triple-prog metal program er vovet arrangeret af HeavyMetal.dk i samarbejde med Forbrændingen. I et interview med Chefredaktør Claus Ljørring og skribent Lasse Jacobsen (begge fra HM) umiddelbart før koncerten fortæller de om hvad der driver dem til at tage chancen med et arrangement som dette – læs interviewet her på RockZeit.dk
Storladent og episk

Pyramaze spiller storladent, episk progressivt metal på den der måde hvor man føler man lytter til et filmscore der er Hans Zimmer værdigt. Der er ikke noget mainstream over det – ikke noget “Music for the masses”. Man mærker fra første tone den der indædte hengivenhed i bandet til lige præcis den lyd.
Bandet åbner med “A World Divided” fra deres seneste skive “Contingent”. Nummeret åbner med strygerorkester akkompagneret af et nærmest melankolsk klaver, for så på én takt at blive erstattet af sønderrivende riff, tordnende trommer og rytmekombinationer der blæser én helt væk, inden nummeret går ned i gear og domineres af det fængende omkvæd.
De følger op med “Kingdom of Solace” fra samme album, som ligeledes har en intro der virkelig demonstrerer bandets storhed i lydbilledet. En storhed der primært skabes af manden bag keyboardet Jonah Weingarten, men sammen med de gennemtrængende melodiøse guitarsoloer, skalaer og riffs går det hele op i en bombastisk og filmisk enhed, uden nogensinde at løbe løbsk. Bandet forsvinder aldrig ind i sig selv eller deres univers.
Pyramaze – Progressive ildsjæle der vil sælge deres sko for metal!
Pyramaze blev dannet i 2002 af guitaristen Michael Kammeyer. Bandet har haft skiftende forsangere og har igennem tiden nydt godt af sangere som Lance King, Urban Breed samt Matt Barlow (Iced Earth) og har nu norske Terje Harøy på mikrofonen. Men ikke kun bag mikrofonen har der været udskiftninger. Af det oprindelige line-up, er keyboardspiller Jonah Weingarten og trommeslager Morten Gade Sørensen eneste tilbageværende originalmedlemmer.
I 2008 forlod 3 af de oprindelige bandmedlemmer Pyramaze – tilbage stod Jonah, Morten og Toke (guitarist) og skulle beslutte fremtiden for bandet. Jonah Weingarten fortæller, i et interview med RockZeit kort før koncerten, om hvordan Pyramaze’s tilbageværende medlemmer brænder for progressivt metal og for den lyd og vision Pyramaze har, så der var ingen tvivl om at bandet ville fortsætte med nyt line-up, som udover Terje også omfatter Jacob Hansen (ja! Ham der producerer bl.a. Volbeat og er tidligere forsanger i Invocator). Interviewet bringes i sin helhed her på RockZeit, en af de kommende dage og kan ses i live streaming på Jonah Wingartens Facebook side. Her fortæller han blandt andet om, hvordan han tidligt i sin karriere solgte alle sine ejendele (inklusiv sine sko) og levede af burritos i månedsvis for at spille metal.
Og det line-up der står på scenen i dag er, udover at være dedikerede, også hamrende dygtige musikere – alt sidder lige i skabet! Lyden er perfekt afstemt – alle instrumenter får den plads de skal have – og særligt det ultrafede breakdown i “Genetic Process” får mig til at stå helt stille og stirre mod scenen. For det skal man lige være med på når man stiller sig foran Pyramaze – det er ikke en hoppe-fest hvor man vælter rundt foran scenen i halvanden time. Man skal have lyst til at nyde lidt roligere symfoniske passager, der (hvis man lytter) kan få alle de små hår til at rejse sig. Som når stryger/piano introen “We Are the Ocean” toner ud over scenekanten – og man lige lukker øjnene et øjeblik og mærker hvordan musikken kan røre ved de store følelser indeni… Man skal turde være til stede. Og det er desværre ikke alle i salen der bliver hængende efter “Defecto” – publikum falder lidt fra undervejs og det er hamrende ærgerligt. Det ærgrer mig gang på gang når jeg er til koncerter, at der er så stort et publikum til metal, som kræver forholdsvis lidt af sit publikum, fordi for mig hænger totaloplevelsen sammen med hvad musikken kræver af mig som lytter. Men er evigt taknemmelig for at der er arrangører der også tør give muligheder til det smalle publikum (Cadeau til folkene på HeavyMetal).
Bonus til de trofaste fans og en tak til rødderne

Halvvejs igennem koncerten, får Jonah lige lov til at udtrykke sin taknemmelighed til det trofaste publikum, som har fulgt og støttet “Pyramaze” igennem deres 16 år lange karriere, igennem skift i line-up og den lange periode på 5 år hvor der var næsten tavshed omkring bandet, mens det nye line-up bryggede på det fantastiske album “Disciples of The Sun”. Der går også en tak ud til bandets rødder…. som i dagens anledning faktisk er tilstede på Forbrændingen og således indtager “Pyramazes” oprindelige grundlægger Michael Kammeyer og tidligere bassist Niels Kvist scenen og spiller sammen med resten af bandet (Jacob har dog veget pladsen) numrene “Melancholy Beast”, “What Lies Beyond” og “Caramons Poem” og endda med overbevisende lethed og uden at misse et beat. Det klæder sættet at få lidt af bagkataloget med og det virker også til at det trofaste publikum er begejstrede for både besøget og liveversionen af de helt gamle numre – også i Terjes udgave på vokal.
Efter de 2 tidligere bandmedlemmers exit fra scenen fortsætter sættet med det catchy “Back for More”… og nummeret falder således perfekt i sættet, for det var præcis det Pyramaze gjorde! Bandet er en af de unikke konstellationer hvor bandet er større end dets individuelle medlemmer. “Pyramaze” kom tilbage! Efter 5 års tavshed, efter halvdelen af bandet fandt andre veje kom “Pyramaze” tilbage med endnu mere på hjerte. Og det afspejles i særdeleshed i deres tekstunivers, som understøtter lydbilledet, melankolien, dystopien og storheden. Pyramaze er en totaloplevelse for alle sanser. “20 Second Century” er virkelig et sparke-røv nummer der har en del på hjerte på tekstsiden – og ordspillet taler til mig.
Man føler sig lidt heldig efter sådan en aften…
Når nu bandet en sjælden gang er samlet på scenen, så får man som publikum også valuta for pengene og sættet forlænges med 2 ekstranumre “Obsession” og “Fearless”.
Terje Harøy virker dog i de første par numre en smule nervøs. Pyramaze lirer ikke en koncert af på rutinen – man fornemmer at de nyder at være på scenen sammen og nyder hinandens selskab og denne følelse af enhed breder sig hurtigt og Terje får sunget sig varm, men jeg mangler alligevel lidt en bredde i hans vokal live som man finder på de albums “Disciples of the Sun” og “Contingent”. Og selvom bandet tydeligvis nyder scenearbejdet og at være samlet, mangler der måske en lille smule på samspilletheden, hvilket nok ikke er underligt når man spiller så forholdsvis få koncerter og bor i hver sin ende af verden.
Musikalsk er “Pyramaze” for mig absolut aftenens mest interessante band. De symfoniske kompositioner og temposkiftene, gør hvert nummer til en større oplevelse, uden at der gives køb på guitar riffs, BPM eller trommernes blastbeats. De viger ikke fra at udgangspunktet er metal – balancen er perfekt! Ingen af de instrumentale, symfoniske passager bliver nogensinde så lange at man mister fokus eller keder sig – Pyramaze ved præcis hvornår de skal trække dig tilbage til virkeligheden med sønderrivende riffs og tordnende trommer. Og derfor er det også med et forløsende suk af nydelse at jeg forlader Forbrændingen denne aften – og jeg er ikke et sekund i tvivl om at jeg naturligvis vil gribe chancen og se “Pyramaze” live igen – skulle man være så heldig at få chancen.
Defecto er alt andet end defekte

Defecto kræver her godt inde i 2018 vel næppe nærmere introduktion! Bandet har lagt spillesteder ned landet over, i en lind strøm det sidste års tid og har i den tid opbygget et trofast publikum som sværger til de danske proggere! De har opnået en bred anerkendelse for deres gedigne håndværk som er solidt opbyggede catchy riffs, der sparker en fest igang og leverer hver gang! I røg og damp og med masser af vind i håret har frontmand Nicklas Sonne som vanligt publikum i sin hule hånd med sin lidt joviale humor og slet skjulte selvironi. Han har en fænomenal vokal idet han både mestrer den store episke lyd, som progressiv/powermetal kræver, men så har hans growl også en råhed som giver hele lyden lidt kant der bryder med det polerede billede – og det vil jeg personligt gerne have lidt mere af. Han er lidt en vildmand sluppet løs på sletten.
“Defecto” spiller i løbet af aftenen de største publikumsfavoritter fra de 2 albums “Nemesis” og “Excluded” herunder de 2 titelnumre samt “Savage” “Endlessly Falling” “Drifting into Blackness” og en perlerække af andre fuld-smadder numre! Der er fart over feltet og det er det publikum vil have!
Jeg har anmeldt “Defecto” før og jeg har efter aftenens koncert de samme anker som tidligere… Det hele bliver lidt sikkert. Og ikke mindre sikkert af at “Defecto” tydeligt leverer det de ved virker – sæt efter sæt… og man fornemmer lidt det er det samme sæt de fyrer af koncert efter koncert. Når man optræder så mange gange for et så relativt lille (og trofast) publikum som Danmark nu engang huser, så kunne jeg godt have tænkt mig at se bandet tage et par chancer sådan en aften som på Forbrændingen. Man mærker tydeligt at at størstedelen af publikum er der for at se “Defecto” og det er bestemt de hardcore fans der er dukket op i Albertslund. Shake it up a little! Smid en ballade ind! OG så er jeg ærgerlig over backtracking – jeg vil virkelig gerne se en keyboard spiller på scenen.
Men men men, det kan nu ikke ændre ved at Defecto leverer en røvfed koncert. De er hamrende dygtige musikere og leverer varen så tæt, stramt og velspillet, at der ikke efterlades tvivl om, at de er kommet for at blive – og blive endnu større. Respekt herfra.

Med sig havde den dobbelte-headliner de progressive nordjyske metallere “Fears Unfolding” som support. Bandet udgav i marts 2018 deres debutabum “From the Ashes”, som de denne aften leverer en halv times lækkerier fra. Bandet spiller heavy metal af den melodiske slags, numrene er ikke specielt teksttunge, men har derimod lange ret fede melodiske passager der trækker tydelige referencer til den klassiske heavy. Bandet betræder scenen med en vis portion jysk ydmyghed og selvom om man på bassisten Carsten Bach klart fornemmer, at de er begejstrede for at være en del af aftenens line-up, så kommer denne begejstring som band ikke helt ud over scenekanten. Bandet forsvinder lidt ind i deres egen verden indimellem, men de har dog fat i nogle virkelig fede elementer i deres opbygning af musikken og de er bestemt et lyt værd, både på skive og live… bliver spændende at se om de over de næste par år folder sig helt ud.
Programmet og rækkefølgen på bandsene, virkede for mig super godt og gennemtænkt. Havde man byttet rundt på Defecto og Pyramaze kunne jeg have frygtet at en del af publikummet først var dukket op til Defecto. Med denne line-up med Defecto i midten, håber jeg at en del er blevet hængende og følt sig nysgerrige på Pyramaze nu de alligevel var kommet til Albertslund og stemningen var høj. Mere prog til folket!
Dobbelt koncert
Fakta
Pyramaze sætliste
-
A World Divided
Kingdom of Solace
Genetic Process
Disciples of the Sun
Intro (We are the Ocean)
Battle of Paridas
Star Man
Melancholy Beast
What Lies Beyond
Caramons Poem
Back for More
Symphony of Tears
20 Second Century
Ekstra:
-
Obsession
Fearless
Pyramaze line-up:
TERJE HARØY — Vokal
MORTEN GADE SØRENSEN — Trommer
JACOB HANSEN — Guitar
JONAH WEINGARTEN — KEYBOARD
TOKE SKJØNNEMAND — Guitar
MICHAEL KAMMEYER – Guitar (gæst)
NIELS KVIST – Bas (gæst)