60’erne var som bekendt et turbulent årti; en global kamplads for kulturelle, politiske og samfundsmæssige omvæltninger – herunder ungdomsoprøret, den kolde krig, den seksuelle frigørelse, raceoptøjer i USA samt nye litterære, filosofiske og frittænkende strømninger.
Progressive strømninger:
Midt i dette inferno, opstod rundt omkring på den vestlige rytmiske mainstream musikscene spredte platforme, hvorfra musikudtrykkenes mangfoldighed i sangskrivningsmetodik, retning, genre og stilistisk kompleksitet, helt i tråd med tidsånden, klaskede sammen og hen af vejen forankrede sig i en ny modus operandi af instrumentering, genrekombination og tematisk opbygning af numre. Sagt på en anden måde; alt kunne, hvis man var god nok – og gerne ville vise det – nu vendes og drejes og sættes sammen på nye måder, hvorved der skabtes ny lyd, nye udtryk og nye dynamiske og progressive muligheder.
King Crimson:
Bandet King Crimson står som en af flere pionerer af det, der efterhånden kunne sammenfattes som en ny retning, kompositionsform og genre indenfor rocken, nemlig den progressive rock.
Med Robert Fripp som evigt og eneste faste drivkraft og medlem har King Crimson af flere omgange redefineret deres egen lyd, i kraft af musikepokernes foranderlighed samt stor udskiftning af medlemmer. I høj grad et kreativt, dygtigt og, primært i starten, et eksperimenterende live band, som via deres indspilninger af både deres studie og live numre, har bidraget til at rammesætte en progressiv tilgang til rocksangskrivningen. Som Fripp har udtalt, “the fundamental aim of Crimson is to organize anarchy”, og skabe et nyt balancepunkt på baggrund af netop elementernes forskellighed.
Ligesom Yes, Rush, Genesis, Jethro Tull, Led Zeppelin, Black Sabbath og flere andre, kommer man ikke udenom King Crimson, hvis man taler om, hvem der var med til at definere progressiv rock. Selv den tidligste progressive sound kan stadig genhøres mere eller mindre direkte, eksempelvis hos svenske Opeth, amerikansk-canadiske Dream Theater eller sågar norske fremadstormende Leprous den dag i dag.
King Crimson har været opløst og er genopstået adskillige gange; de eksisterer således fortsat og har i bedste progressive ånd udspundet et konglomerat af sub-King Crimson-konstellationer som på samme tid er aktive.
21st first century schizoid man:
King Crimson udgav i 1969 deres debut album, “In the Court of the Crimson King”. Herfra kom nummeret: “21st first century schizoid man”, som må betegnes som en af de første klare signaturnumre indenfor progressiv rock.
Teksten består grundlæggende af simple, pseudofilosofiske og – ikke mindst tidstypiske – fragmentariske og politiserende udsagn, der mest af alt udtrykker en desperation og frustration, og fremmaner et scenarie, hvor undertrykkende magthavere i det enogtyvende århundrede, skaber et følelseskoldt, selvdestruktivt samfund, hvori begær og lyst vinder over uskyldigheden og autenticiteten; et fremtidscenarie hvor menneskeheden har tabt – til menneskeheden.
Vokalen er forvrænget, vred og frustreret og anråber lytteren i moraliserende, provokerende og advarende fraser. Der hentes elementer fra samtidens unges yndlingsaversioner og fjender:
“Innocents raped with napalm fire
Twenty first century schizoid man.”
Hvert vers ender med frasen,“Twenty first century schizoid man.”, og peger derved på synderen og offeret på samme tid.
Dette er hvad der kommer til at ske – vores fremtidsverden er af lave;
“Death seed blind man’s greed
Poets’ starving children bleed
Nothing he’s got he really needs
Twenty first century schizoid man”
Nummeret er bygget op af skiftende formled, rytmeskift, tunge guitarriff og soloer a la Black Sabbath, samt udsyrede psykedelisk, jazzderriveret saxofonspil, hentet fra samtidens jazztendenser, hektisk trommespil og metrisk avancerede breaks.
Nummeret gennemgår metamorfoser og iklæder sig alt fra spirende metal til svært tilgængelige lydcollager.
Som udgangspunkt er den grundlæggende harmonik ret enkelt, og agerer blot simpelt fundament til nummerets instrumentale tour de force.
Starten er i begyndelsen ret traditionelt opbygget, med et hovedtema som kommer før første vers, herefter mellem vers 1&2. Omkring 1:55 opløses normaliteten i hektisk chase-lignende forløb, primært skabt omkring saxofontemaer, men hvor alle musikere får lov at udfolde sig. Der er tale om en art fusion af klassisk, rock, jazz og hvad har du, hele tiden med moderne, progressivt og krævende trommespil, med stakkeret lilletromme, og high-hat og ride bækken teknik; trommespil som snildt kan være groet i bebop trommeslageren Kenny Clarkes baghave, men som vi også genkender i nutidens metaltrommeteknik, tag igen Opeth, deres nyeste plade “Pale Communion”, eksempelvis nummeret “Eternal Rains Will Come Back” (i øvrigt kan man med lidt god vilje i “Eternal Rains Will Come Back” næsten høre hvordan et jazzblæserensemble ville kunne spille temaerne, som var det den oprindelige tanke).
Efter en hektisk saxofon/guitar duet solo får vi ved 4:41 til 5:23 et særdeles nyskabende og tekniske krævende sammenspil med flere svære breaks og hidsig tematik som munder ud i en art gennemføringsdel som igen ender i hovedtemaet ved 5:57, som vi har hørt tidligere; vi er nået vejen rundt, vi får tredje og sidste vers:
“Death seed blind man’s greed
Poets’ starving children bleed
Nothing he’s got he really needs
Twenty first century schizoid man”
Herefter, the Grand Finale, hvor alt flipper ud i et kakofonisk lydkaos som stopper brat. Stilhed. Er det the end of the 21st century?
Alt det som i grunden gør “Twenty first century schizoid man” til et perfekt eksempel på tidlig ur-prog rock er slet ikke nyt overhovedet.
Det nye er, at de gamle dyder fra især jazzen, omfavnes af den pupertære rocks distortede og pågående æstetik; herved skabes en musikmutant, som i bedste progressiv ånd i de næste 45 år skulle fortsætte med at mutere. Dog er de gamle fløjte/saxonfon temaer og soloer, fra blandt andet Jethro Tull og King Crimson, primært overført til guitarens altdominerende potente rolle samt sekundært keyboard/organ (organ har været et flittigt brugt instrument i den progressive rock lige fra starten).
“Iron Man”:
At mange bands, som nævnt, har fundet inspiration i “Twenty first century schizoid man”, kan man få bekræftet ved kun at kigge få år frem til 1971, og lytte til Black Sabbaths “Iron Man”. I udtryk, fraser, metal tyngde og tekst, mere end nikker nummeret til King Crimson.
Her er det “Iron Man”, et udskud, som har været på rejse til fremtiden og tilbage og set verden gå under. Da han vil advare nutiden, rammes han af et magnetisk felt, som lammer ham hvorved han ikke kan kommunikere til omverdenen. Denne ser ham som en freak og forkaster ham. Hans vrede vækkes og han kaster sig ud i hævn og destruktion: “nobody wants him, they just turns their head, nobody helps him, now he has his revenge”.
(Ozzy Osbourne har sidenhen som soloartist lavet en cover version af “Twenty first century schizoid man”, hvilket understreger inspirationen og respekten.)
“Iron Man” bliver imidlertid på et mere ensidigt lettilgængeligt og karikeret plan, og bevæger sig ikke ud af den grundlæggende metal sound, hverken i tekst og musik.
Sangen udvikler sig ikke på samme netop skizoide facon som “Twenty first century schizoid man” gør det. Den sidste halvdel i “Twenty first century schizoid man” løsriver sig fuldstændig fra alle standarder i en diamentral modsætning til den “normale” første halvdel; derved betones det skizoide element på raffineret vis både i tekst og musik. King Crimson spiller her med deres progressive muskler og viser deres høje ambitionsniveau.
På mange måder er “Twenty first century schizoid man” et imponerende, skræmmende og medrivende progressivt nummer, som suger lytteren ind i et splittet, skrøbeligt, men samtidigt aggressivt og kraftfuldt lydunivers; lytteren tages med på en psykedelisk fantasirejse, en blanding af drøm og mareridt, indtil det hele igen er forbi.
Med bagudskuende briller er det en vanskelig opgave at give stjerner; hertil kan man kritisere det nu forældede sammenspil, lydkvaliteten og det faktum, at sangen “blot” er et “blueprint” på den senere tids progrock/metal skabelon. Derfor kan det på en måde virke ufærdigt og lydmæssigt af ret dårlig kvalitet.
Men; kan du lide prog rock, så gør dig selv en tjeneste at have tidsperiodens forudsætninger i baghovedet, knap en øl op og skru op for lyden.
“Twenty first century schizoid man” er for prog rock elskere en vigtig skæring, som selv 45 år efter, i dynamik og vitalitet giver de nye bands kamp til stregen.
Således kan 5 ud af 6 stjerner sagtens forsvares.
https://www.youtube.com/watch?v=y4eRpwRJgzk
Skriv et svar