Vicinity: Recurrence

Det norske progressive metal band Vicinity har fået deres andet album stablet på benene. “Recurrence” er et konceptalbum, som debatterer menneskehedens cykliske natur, både i helhed, og på et mere personligt plan. Hver af de seks sange er lange melodiske rejser, som viser et godt kompositorisk håndværk. 

Detaljerige numre

Et narrativt og fængslende guitarriff starter i ensomhed i første nummer ”The Unwritten Manifest”, og resten af instrumenterne blusser op og giver kraft og udtryk. En lys dolce vokal kommer på, og man spotter hurtigt at vi er ovre i den melodiske metalboldgade. Efter nogle vokalforløb kommer det iørefaldende guitarriff tilbage igen, lige der hvor det skal være. God timing.

I andet nummer ”Phoenix”, er der fede temposkift, og trommerytmerne fra Frode Lillevold er ret gennemtænkte, og ikke bare fyld der følger guitarerne, som nogle bands kan finde på. Vicinity viser i dette nummer, at de ud over de hvirvlende lyse guitartoner, også kan lave gode rytmeguitarriffs som bliver fint udført af Kim-Marius H. Olsen.

”Mountainfall” er et ret ambitiøst nummer for instrumentalisterne, og vi får noget for pengene, både med guitarsoloer og en fed keyboardsolo af Ivar A. Nyland. Trommeslageren Frode Lillevold skruer bissen på med masser af fills, og tammerne får ikke mange pauser i dette nummer. Fedt fedt.

”Immaterial Failure” er det femte og næstsidste nummer, og det har en meget drømmende karakter. Der er masser af Marillion- og Dream Theater-inspiration, og det er godt blandet med Vicinity´s egen stil. Der er måske lidt for meget lullaby over nummeret efter min smag.

Et langt farvel

Det sidste nummer har titlen ”The long Goodbye”, og med de forgående lange numre, kan man måske godt gætte, at det er et langt nummer, og det er det; 22 minutter. Med den temmelig gode sangskriving som bandet viser i de forgående numre, er man da positivt indstillet på at spidse ører i de mange minutter.
Der er mange udtryk i nummeret, og der er også lidt pop-tune, og det er fint nok, for det ligger alligevel tæt på deres melodiske stil, som ikke er synderlig abstrakt i valget af diverse akkorder og skalaer.

Der er lidt midthalvfemser-stil i akkordskift og måden tonemotiver bliver moduleret til andre tonearter, a la ”Images and Words” med Dream Theater, og ”The Long Goodbye” minder lidt om en lang udgave af det afsluttende nummer ”Learning to Live” på DT´s albumklassiker.

3 minutter før afslutningen, bliver der skruet op for intensiteten og virtuositeten, og ”The Long Goodbye” falder ned i intensitet, og slutter med et rytmeriff der stopper abrupt.

Meget at byde på, men…

Recurrence et ambitiøst album set i forhold til den store mængde materiale der er fyldt på numrene, og det er spændende nok. Dog er lyden ikke specielt god i forhold til hvad numrene vil, for der er mange formled med forskelle udtryk, og den lidt demoagtige lyd vil ikke folde sangene helt ud. Forsanger Alexander K. Lykke kæmper hele tiden med de høre tonelejer, og jeg får personligt ikke den oplevelse, som bandet – måske på tegnebrættet – har tænkt at man skal opleve.

Men som sagt fejler kompositionerne ikke noget, og det er ganske gode numre vi får leveret, men vokalen er mildest talt tam, og Alexander K. Lykke har ikke rigtig nogen klang som kan sætte prikken over i´et oven på det ambitiøse akkompagnement. Det er lidt synd, for det er et band som lægger meget vægt på, at der skal være lange vokalafsnit, og få instrumentalafsnit, og det bliver simpelthen for meget med denne lyse spinkle vokal, som aldrig skifter klang, men bare fortsætter derud af i samme spor i næsten en hel time. Det ville hjælpe bandet, hvis de havde tænkt alle musikere mere lige, og havde haft flere længere instrumentalpassager, for det ville de helt sikkert kunne præstere.

Man må da giver dem, at de lange numre ikke bliver kedelige, og de virker faktisk ret korte når man hører dem. Det giver mig fornemmelsen af, at de alligevel har mange nærværende passager som overtages af nye gode passager, og det er jo svært at skabe en god rød tråd i et langt nummer.

Jeg tror, at Vicinity kan udvikle sig til et band, der med tiden kan skabe en stil, som har hele pakken. Men lige nu synes jeg at der er mange facetter i musikken, som skal forbedres før det sker.

Begejstringen gik lidt op og ned mens jeg hørte dette album, og det lander på 3,5 ud af 5 stjerner.