Psykedelisk kultmetal på Pandæmonium

Èt af de mest unikke og mærkelige metalbands der nogensinde har gået på jordens overflade, er det californiske band Psychotic Waltz. Deres katalog er ikke stort rent kvantitativt, men stort kvalitativt, og det er et band der stort set ikke kan fejle når de laver en sætliste.

Tvivlsom start

Copenhell går meget op i at bandsene starter på sekundet, og det er bare fedt. Men i dette tilfælde skulle de have ventet 3 minutter med at lukke slusen op for de psykedeliske sprællemænd, for lyden var ikke klar. Devon Graves (Buddy Lackey som han hed i gamle dage), havde næsten ingen lyd på mikrofon i starten af første nummer. Man kunne godt høre ham lidt, altså hvis man stod tæt på scenen, og der var godt nok dømt kvajebajer til lydmanden for dette. På grund af fejlen, fik vi kun halvdelen af vokalen i ”Dancing in the Ashes”, desværre. Men der var da godt drive i musikken, og vi fik en overraskende flydende overgang til nummeret ”Faded” fra albummet ”Bleeding”, hvor vores øre modtog en perfekt guitarduet fra Brian McAlpin og Dan Rock.

Ikke nok med at der var lydproblemer med vokalen, så måtte vi sande at Graves´stemme ikke var helt som den skulle være. Han var god i det lave leje, men det kneb gevaldigt i det høje, og som bekendt, er der temmelig mange toner der ligger oppe ved skyerne i Psychotic Waltz´ numre.

Altid fede numre

Fra selv de albums, som ikke er nær så gode som ”A Social Grace” og ”Into the Everflow”, kan der trækkes mega fede numre frem, og vi fik titelnummeret fra ”Mosquito” i en rigtigt glimrende liveversion. Én af mine favoritter i sættet var ”Ashes” fra ”Into the Everflow”, og det var virkeligt fantastisk at høre live. Det var bare et antiklimaks at nummeret ikke gik over i intense og progressive ”Out of Mind” som på albummet. Hmm.

Profetsangen

Devon Graves havde jo også sin tværfløjte med, og vi fik den udødelige psykedeliske prog-folk-sjæler ”Another Prophet Song”, med den Jethro Tull-inspirerede fløjtesolo. Det var en succes, selvom Graves jo var lidt rusten i stemmen.

…og djævelen græd

Det var meget modigt af Psychotic Waltz at gennemføre nummeret ”And The Devil Cried”, for som man ud fra titlen nok kan forestille sig, kommer der et mega smerteligt skrig fra Graves, og i denne version blev han nødt til at skrige det ud, i stedet for at synge det. Men det gik da meget godt, og nummeret var også bare for fedt at høre live. Efter dette nummer, råbte publikum efter et ekstranummer, men Graves pegede på sit stemmebånd og rystede på hovedet. Han ville godt, men han kunne jo ikke…

Det var fantastisk at opleve Psychotic Waltz, men de udstrålede ikke et niveau af et “stort band”. Graves burde have haft nogle variationer af vokalfraserne klar i de lidt lavere lejer, i tilfælde af at han mistede toplejet, og det virkede ikke som om at han havde denne metode indarbejdet, og det var synd.

 

Koncerten ender på 3,5 stjerner…meeen det er dog store 3,5 stjerner…..